Tag - støjpop

Big Pink lyder som en radio, man ikke lytter til. Som Crazy Daisy på en ensom onsdag aften. Som en fest, der aldrig helt kom i gang.

Plader

Roxy Jules: s.t.

Roxy Jules hiver sine lyttere ind i et underfundigt univers, som står i kontrasternes navn. Albummet er en rejse ind i en æstetisk støj og en støjens æstetik. Roxy Jules tillader intet 'enten-eller', men tilbyder en bred vifte af musikalske paradokser.

Endless Now er faktisk et udmærket Dinosaur Jr.-album - hvis det da var lavet af Dinosaur Jr. Og i stedet føler man desværre bare, at man hørt Male Bondings andet album utallige gange før.

Shoegazer møder islandsk inderlighed på den svenske debut. Resultatet er både intenst og betagende, men desværre også en smule forudsigeligt.

Plader

Cults: s.t.

Newyorker-parret Cults lever op til navnet og efterstræber den kulturelle kultstatus med velkendte fif: et markant udgangspunkt i traditioner, her 60'ernes pige-pop, der pakkes ind i nutidige beats og skaber en uskyldig lyd garneret med dystre undertoner.

Roskilde Festival trænger sig endnu en gang på. Inden det går løs, kan du varme op med et interview med Ghost Society, der spillede på sidste års festival – og høre, hvorfor støjrockerne langt hen ad vejen mener, at deres musik er folk.

Dancer Equired tages skridtet mod hi-fi endnu længere end på forgængeren. Dermed står de simple popsange, der er Columbus-trioens varemærke, endnu tydeligere frem end tidligere.

Opfølgeren til The Raveonettes' sukkerpoppede In and Out of Control er alt andet end sukkerpoppet. Nærmere er der tale om en af de mindst iørefaldende, men også mest vellykkede plader fra bandets hånd.

Selvom The Pains of Being Pure at Heart ifølge deres tekster ikke er blevet end dag ældre, er Belong overraskende voksenrocket og velfriseret. Desværre mister gruppens numre til tider gnisten på den bekostning.

Norske I Was a King skuffer slemt med deres tredje album. Inspirationskilderne er for letkøbte, og selve værket er alt for rodet og usammenhængende

Little Black Dress mestrer shoegazerens virkemidler. Desværre er hverken stemninger eller kompositioner gennemslagskraftige nok til at gøre værket til meget mere end en behagelig lytteoplevelse – dertil fremstår det for anonymt.

Frankie Rose har smidt trommestikkerne og stillet sig op til mikrofonen med sine egne sange. Resultatet er en atmosfærisk popplade på det jævne, for hun er hverken særlig interessant som sanger eller noget åbenlyst sangskrivertalent.