Tag - støjpop

Plader

Little Black Dress: Snow in June

Little Black Dress mestrer shoegazerens virkemidler. Desværre er hverken stemninger eller kompositioner gennemslagskraftige nok til at gøre værket til meget mere end en behagelig lytteoplevelse – dertil fremstår det for anonymt.

Plader

Frankie Rose and the Outs: s.t.

Frankie Rose har smidt trommestikkerne og stillet sig op til mikrofonen med sine egne sange. Resultatet er en atmosfærisk popplade på det jævne, for hun er hverken særlig interessant som sanger eller noget åbenlyst sangskrivertalent.

Nyheder

Hot shots remixer Liars

Liars er jo på vej med deres femte album, Sisterworld, som vi allerede skrev om sidste år. Et album, der skal følge op på det selvbetitlede genremix, som viste Liars fra en mere tilgængelig side. Nu forlyder det fra Tiny Mix Tapes, at der følger en bonusdisc med den nye plade, hvor nogle alternative stjerner remixer numrene. Det bliver Thom Yorke, Tunde Adebimpe (TV On The Radio), Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound), The Melvins, Alan Vega (Suicide) og Blonde Redhead. En fornem forsamling, må man sige. Man kan i øvrigt også downloade nummeret “Scissor” gratis på albummets hjemmeside. Her har Angus taget sin lighed med en ung Nick Cave alvorligt og leverer en gotisk ballade, inden de begynder at rocke. Albummet udkommer 8. marts.

Nyheder

Marts, Århus: Times New Viking

Billedet her til højre er en slags fortids-fremtid. I og med at det er et helt almindeligt foto, er det i sagens natur taget engang i fortiden, men der er nu noget fremtid over det. Geografisk set er det nærmere bestemt en ganske nær fremtid, der vil kunne opleves i Århus. Her vil denne nyhed nemlig få alskens musikfans til som Converse-klædte lemminger at valfarte mod byens apoteker, musikbutikker og andre steder, hvor man kan købe ørepropper. Kødannelserne vil antage et imponerende omfang, og det giver sig selv. For lige så vel som det er godt nyt for det århusianske musikpublikum, at amerikanske Times New Viking d. 31. marts spiller på Musikcaféen, er det en nyhed, der gør det nødvendigt at tage hensyn til ørerne. Det temmelig smadrede støjpopband har nemlig ry for at spille højt, og når man tænker på, hvor diskante og skramlede smadrede deres albums – herunder dette års Born Again Revisited – er, forekommer det svært sandsynligt, at det bliver en heftig onsdag i Århus. Og så er bandnavnets indbyggede skrifttype-joke i øvrigt stadig sjov.

Nyheder

Liars udgiver nyt album og mærkelige videoer

Liars er nogle nørder. Så er det sagt. For nogle dage siden lancerede de hjemmesiden Sisterworld, hvor der er tre naturvideoer, der ikke rigtig gør andet end at eksistere. Siden Animal Collectives virale markedsføring af Merriweather Post Pavilion, skal vi åbenbart trækkes med nogle sære indfald, før nutidens musikere vil afsløre, at de udgiver et nyt album. Det er forhåbentlig en trend, der dør snart. Nå, men bandet har nu afsløret, at de udsender deres femte album i starten af næste år. Pladen kommer åbenlyst til at hedde Sisterworld og bliver produceret af Tom Biller, der tidligere har arbejdet sammen med Kanye West og Beck. I en pressemeddelelse udtaler nørderne: »Vi er interesserede i de alternative rum folk skaber for at fastholde en identitet i en by som L.A. Miljøer, hvor udstødte og enegængere hylder et forskruet forhold til samfundet«. Jep, Liars holder fast i deres gode, gamle temaer. Så må vi høre, hvordan den lyder ift. deres selvbetitlede fra 2007.

Plader

The Low Frequency in Stereo: Futuro

Den norske kvintet har siden sidste album i 2006 fået to nye medlemmer og har bevæget sig fra instrumental lo-fi-postrock over til et større udtryk med vokaler og varieret støjrock med psykedeliske trip indimellem.

Plader

Ghost Society: Dogs and Desperation EP

Ghost Society er en ny, dansk konstellation bestående af musikere fra bl.a. Blue Foundation og People Press Play, der – som navnet antyder – spiller musik af den sfæriske og drømmende slags. Det er godt, men til tider en kende for pænt.

Plader

Death by Kite: Wave I

Death by Kite fornyer sig på Wave I – den første ep i en trilogi – men ikke helt så meget, som man kunne ønske sig. Selv om pladen aldrig skuffer, så imponerer den heller ikke. Bevares, det er bestemt fire gode sange, men de hverken genopfinder eller redefinerer hjulet.

Plader

The Raveonettes: Lust Lust Lust

Sune Wagner og Sharin Foo fortsætter med at blande uskyldsrene popmelodier fra 50-60’erne med det farlige, beskidte og betændte udtryk, som Velvet Underground introducerede verden for, og hvilken Jesus & Mary Chain tilførte ekstra feedback-støj. Der er ikke noget nyt under solen, men bundniveauet er højt. De har altid været dogmatiske i The Raveonettes. Det begyndte med Whip It On, som kun ville spille i mol, og så kom Chain Gang of Love, som kun ville spille i dur. Sidenhen syntes den restriktive tilgang dog at blive lagt på hylden, og således fik vi Pretty in Black, der viste et mere alsidigt band, som også trådte en smule tilbage fra de rastløse støjangreb og rendyrkede popmelodien. Med den seneste Lust Lust Lust bliver det trefoldigt slået fast, at indholdet kredser om begær, sex og forbudte lyster. Lyden hertil? Ja, den er såmænd atter engang dogmatisk, og støjen er så sandelig tilstede fra starten af. The Raveonettes har ikke tidligere støjet så voldsomt, som de gør i det glimrende åbningsnummer, “Aly Walk With Me”. Sangen projekterer en filmisk faretruende stemning, der mod slutningen brænder gennem celluloiden med hvid skærebrænder-feedback-støj, der overgår alt, hvad forbilledpladen Psychocandy af Jesus & Mary Chain kunne præsentere af spektakel. Men det er ikke støj for støjens skyld. De høje, skærende volumer rummer en coolness og spænding, som Sune Wagner er mester i at levere. Vi har hørt det mange gange før – men i netop dette tilfælde er det som en overrumplende kulmination oven på et nummer bestående af slæbende beats, vokalparløb i monoton stemmeføring og så det dér filmiske element, som The Raveonettes er gode til at skabe. Efter eventyret hos Columbia Records er The Raveonettes nu blevet droppet fra selskabet og står således på egne ben. De har selv forestået både optagelse og mixing af Lust Lust Lust og har efterfølgende indgået aftaler med forskellige pladeselskaber i verden. Man kunne forestille sig, at cheferne hos Columbia har nydt bandets popmelodier, men i langt mindre grad deres støj. Lad det for god ordens skyld blive slået fast, at støjen aldrig igen bliver så voldsom, som den er i “Aly Walk With Me.” Ser man bort fra støjen følges stemning og udtryk fra nummeret til gengæld meget tæt i de efterfølgende numre. Lust Lust Lust vil det simple: Rygraden består af helt basale beats og en lige så basal bas, mens harmoniserende vokaler og twangguitarer fylder på. Oven i det simple er udtrykket ærgerligvis meget ensartet, så pladens spilletid på 40 minutter bliver faktisk for lang, og man når at kede sig lidt gennem pladen. The Raveonettes kunne derimod have begået en rigtig stærk ep, hvis de havde skåret nogle numre fra og holdt spilletiden under en halv time. Men når duoen rammer rigtigt, er der til gengæld også tale om små, fine perler. Titelnummeret (med blot et enkelt “Lust”) er en keeper med dyrkningen af samme sløve, atmosfærerige stemning som i åbningsnummeret. Her sukker Wagner og Foos vokaler længselsfuldt om at være faldet ned fra himlen for at være sammen i helvede på grund af deres synder. Singleudspillet “Dead Sound” er pladens højdepunkt med herlig knas i guitaren og kælne vokaler, der hævngerrigt synger mod en gammel flamme: »Your cheap words that you bought on sale / Won’t help you through tonight.« I “Blush” tager Sune Wagner alene vokaltjansen, og han giver udtryk for en skrøbelighed, der bevæger sig langt ud over de klichéfyldte tekster, som aldrig har været hans force. I “Sad Transmission” står inspirationen fra den tidlige 60’er pop knivskarp. Med tramp og klap bringer introen mindelser om The Chordettes’ “Lollipop,” men Sune og Sharin vil mere end blot tyggegummipop, selvom de lader stilen være afsættet for deres versionering. Bagved syder det med guitarstøj, og guitarsporene får da også overtaget, efterhånden som man kommer længere ind i nummeret. Det sødlige afslutningsnummer “The Beat Dies,” som Sharin synger alene, lukker på afdæmpet vis pladen. Det lyder ganske uskyldigt, når Foo synger, men prøv at tygge lidt på ord som: »The first love you can’t escape / The second love feels like rape.« The Raveonettes fortsætter deres eklektiske pastiche, som indbefatter lige dele 60’er pop og 80’er støj. Wagner fortsætter sit ridt ud i musikhistorien og plukker, hvad han kan bruge af inspirationer. Selvom Lust Lust Lust rummer for mange uvedkommende numre, er bundniveauet stadig højt. Dog savner denne anmelder, at bandet prøver at løsne tøjlerne en smule, glemmer dogmerne og bare spiller uden særligt øje for det ene eller det andet virkemidel. Indtil da vil jeg tillade mig at programmere lidt i det nye udspil for at skabe min egen udmærkede, nye The Raveonettes-ep.

Plader

1 2 3 4: In Your Faith

Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.