Tag - støjpop

Interview

1 2 3 4 – depraveret med et glimt i øjet

Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. (31.10.07)Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. I løbet af de seneste fire-fem år har Aalborg markeret sig som lidt af en slackerrockby. Rækken af bands, der kan deres Pavement, Sebadoh og Guided by Voices og på en eller anden vis har rødder i den nordjyske hovedstad, er nemlig lige præcis lang nok til, at det er påfaldende. Ud over pionererne fra det nu hedengangne My Friend George og den eneste kommercielle succes Figurines har fine demobands som bl.a. Bought Landings og Torpedoes også slacket rundt på de aalborgensiske spillesteder, mens Charlie, Don’t Surf stadig er i fuld vigør. 1 2 3 4 i landlige omgivelser Næste skud på stammen kalder sig 1 2 3 4 og har tidligere guitarist i Torpedoes Rune Hedeman som frontmand. Trods tilhørsforholdet til Aalborg, der gælder alle i bandet undtagen guitarist Kasper Helweg, går 1 2 3 4 dog for at være et københavnerband. Det var da også i København, at bandet blev dannet for halvandet år siden, og deres nyligt udsendte debutplade In Your Faith er udgivet på ærkekøbenhavneren Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. Men trods alt fornægter ligheden med ovennævnte Aalborg-bands sig ikke helt, og bandet diskuterer da også stadig selv, om det er et københavnerband eller ej. Rune Hedeman hælder en smule til det sidste.»Vi er sgu et eller andet sted et Aalborg-band. Vi spiller sådan noget Aalborg-rock,« siger han og uddyber: »Dengang jeg boede i Aalborg, var det sådan, at drengene fra Figurines, Oh No Ono, My Friend George og jeg bare kendte hinanden og gik i byen sammen. Der blev skabt en lille klub deroppe, hvor vi lyttede til plader, kyssede med de samme piger og gik de samme steder hen i byen. Det var sgu dejligt, og det kan ikke undgå at præge en. Men det er efterhånden mange år siden, og man kan også mærke, at de fælles udtryk er ved at være væk. Vi har de samme inspirationskilder, og så er der sket noget forskelligt med det.« Selv har Hedeman droppet den smadrede lofi-lyd, der prægede dagene med Torpedoes. In Your Faith er nemlig mere stram og knap så slacket. Og det skyldes ikke, at Nikolaj Nørlund har siddet i producerstolen under indspilningen, men at Hedeman har dikteret over for de andre, at de skal spille ordentligt, da der »kun er en tynd linje mellem at være slacker og lofi og at være en klovn.« Selv om 1 2 3 4 er gode musikere, er de det først og fremmest i kraft af deres sammenspil, mener Hedeman og peger på Pavement som et band, der kan gå lofi, uden at det går op i hat og briller.»Pavement var fantastiske musikere, fordi de var dygtige, men også fordi de turde være dårlige og skrælle deres musikalitet helt ned til det helt basale, så det bare blev rent udtryk i stedet for kunnen.« Homofascistiske armbevægelserAllerede langt før 1 2 3 4 fik en pladekontrakt, har bandet eller rettere Rune Hedeman gjort sig en del bemærket. Hans fagter og armbevægelser under bandets koncerter er så iøjnefaldende, at han er blevet sammenlignet med Morrissey, Mussolini og Napoleon. Hedeman forklarer, at denne måde at agere på er noget, der bare kommer til ham. 3/5 af bandet på visit hos DR – Rune Hedemann halvt skjult bag sin kop »Jeg har ingen indstuderede moves, det er ikke koreograferet. Jeg gør bare det, der falder mig ind. Noget spas,« siger Hedeman, som dog finder det sjovt at få disse kaldenavne.Det samme gør de resterende bandmedlemmer, som på grund af sammenligningerne med Morrissey og Mussolini er begyndt at kalde ham for homofascisten. Du har det også med at kigge ondt ud på folk med et skulende blik?»Jeg skuler aldrig ondt ud mod publikum. Jeg forsøger at kigge dem lidt i øjnene. Se, hvem de er. Publikum forandrer sig altid fra gang til gang, det gør jeg også selv. Så det er en meget god ting lige at se dem i øjnene, og møde dem, hvor de er. Jeg plejer også at gøre det samme med drengene – tage en runde og se, hvordan de har det.« »Vi er jo ikke Grinderman« »Even though I stayed aroundI’d still be the saddest boy in townSo full of gospel, so filled with gossipThe shattered love with its broken logic I foundSo where does it go from here?I don’t care anymore for that toothbrush’s been dropped on the floor«(“œSaddest”) Et mere eller mindre tilfældigt tekstuddrag fra én af Rune Hedemans tekster viser med al tydelighed, hvilken sindsstemning der hersker i 1234’s univers. Med Hedemans egne ord »klassisk ungdommeligt tungsind«, der dog er tilpas reflekteret til, at det ikke er ren weltschmertz. Det nærliggende spørgsmål er, om det virkelig er sådan, han selv går rundt og har det?»Uha, ja og nej. Man kan ikke skrive med andre som udgangspunkt end en selv.« Men man kan godt opfinde et univers?»Ja, men så skulle det være de værste udgaver eller de bedste udgaver af mig selv. Forskellige udgaver af, hvordan jeg har haft det.« Du sammenligner det selv med Charles Bukowksi. Hvad er dit forhold til ham?»Dengang jeg begyndte at læse ham, syntes jeg bare, jeg kunne genkende en mand, der var lige så indebrændt og depraveret som mig selv. Som havde set livets dårskab i øjnene, og som turde udtrykke og konfrontere det. Det, syntes jeg, var smukt. Jeg siger ikke, mine tekster er smukke, men det er i hvert fald der, mit forlæg er. Men der er så mange andre som Hemingway, John Fante og Baudelaire.« Du er ikke bange for, at man ser dig som en vred ung mand? Hvis man kun ser dine fagter på scenen og hører teksterne, kan man godt opfatte dig lidt som den der homofascist…»Ha ha, jeg lugter en overskrift. Nej, jeg synes, der er et glimt i øjet i vores univers. Altså, det er jo ikke Grinderman, det her. Musikken er pop, det forsøger vi i hvert fald at lave, og jeg synes, det er vigtigt at have den kontrast til teksterne, at melodierne er iørefaldende.« Læs også Undertoners anmeldelser af:1 2 3 4: In Your Faith1 2 3 4, 04.07.07, Roskilde Festival

Plader

Liars: s.t.

Den kritikerelskede amerikanske no wave-trio Liars er tilbage med en plade, der vil blive hadet og elsket - og vil chokere. Eller rettere, chokere ved ikke at chokere. Liars nærmer sig nemlig forbillederne og indie-mainstreamen, men beholder energien og det radikale udtryk.

Plader

Help, She Can’t Swim: The Death of Nightlife

Englændernes andet album er rigt på rastløshed og frustrationer, der desværre fremstår umanerligt syntetiske og på ingen måde overbevisende. Stilarten, som for en stor del af albummets vedkommende vel bedst kan betegnes som dancepunk, udmønter sig i flere horrible skæringer og kun et enkelt vellykket.

Plader

Death by Kite: s.t.

Death by Kite har længe været et lovende band. Det har de vist live og på en selvudgivet demo, som har skabt forventninger til den københavnske trios debutplade. De bliver indfriet i form af en række melodiøse, støjindhyllede popsange. Death by Kite er flyvefærdige.

Plader

The Meeting Places: Numbered Days

Amerikanske The Meeting Places spiller støjpop med stærke shoegazer-tendenser. Musikken på deres fremragende seneste album holdes oppe af en altomfavnende stemming af nat og melankoli, og vil uden tvivl tiltale fans af My Bloody Valentine.

Plader

Electrelane: Singles, B-sides & Live

Electrelane har samlet singler og B-sider og krydret med et par live numre. Singles, B-sides & Live er en samling, der lukker hullerne mellem Electrelanes tre fuldlængdealbums på fornem vis, uden dog at gemme på de helt store gemte perler.

Plader

Asobi Seksu: Citrus

Newyorker-trioen Asobi Seksu spiller deres shoegazer-inspirerede støjpop energisk og kraftfuldt. Der er masser af bevægelse og dynamik, og sangerinden Yuku Chikudates lette, lyse vokal får alle de udfordringer, den har brug for. Lidt bedre omkvæd havde dog ikke været af vejen.

Plader

Death by Kite: s.t. EP

I fire stærkt fængende sange forener Death by Kite guitarstøj med melodiske basgange. Selv om bandet spiller lige vel simpelt, er deres musik så effektiv og tillokkende, at denne demo lover godt for kommende udgivelser med denne danske rocktrio.

Plader

Attrap: House of Dreams

Den århusianske kvartet Attrap debuterer med en ep på det nystartede Århus-selskab Warfare Records. Sangskrivningen fejler intet, men gruppen har tydelige problemer med at cutte navlestrengen til inspirationskilderne. Attrap mangler simpelthen endnu at vise afgørende selvstændighed.

Plader

Salli Lunn: a-d

Demobandet Salli Lunn har talent for at sammensætte melodiske numre, der emmer af støjpop-sensibilitet. De mange støjeksperimenterende detaljer fungerer fint, men trioen har endnu ikke helt fundet sin form og er derfor til tider alt for ufokuseret til at være mere end lovende.

Plader

Siku: Indeværende år

Siku har glemt støjen i deres dansksprogede støjpop, der desværre domineres af ikke specielt velfungerende ballader. Manglende stemmepragt hos sangerinden og uheldige forsøg på at skrive poetiske tekster hjælper ikke på helhedsindtrykket.

Plader

GimmiJapan: s.t.

I glimt har de danske debutanter fat i noget godt og rigtigt, men desværre går der alt for meget tid med almindeligheder. Ikke helt så unikt, som pressemeddelelsen gerne vil gøre det til.

Plader

Epo-555: Dexter Fox

Efter at have rumsteret i undergrunden og på landets spillesteder gennem længere tid er Epo-555 nu klar med et debutalbum, der viser et band, der har styr på deres musikalske virkemidler i støjpop og drømmende rock, men som også stadig har enkelte skønhedsfejl.

Plader

Heartbreak Disco: World Shake

Det danske band Heartbreak Disco står bag dette udspil, som de bestemt kan være stolte af. Og hvis de arbejder lidt mere med de små skønhedsfejl, der findes på denne demo, skal de nok blive et spændende bekendtskab i fremtiden.

Plader

Asobi Seksu: s.t.

Asobi Seksu fra New York støjer som My Bloody Valentine og synger pop som ingen andre – sangerinden Yuki Chikudates svage, falske vokal ødelægger størstedelen af albummet, der uden hende kunne være gedigent, selvom det endnu ville mangle en god portion opfindsomhed.

Plader

Electric Turn to Me: s.t. EP

Electric Turn to Me er det seneste skud på stammen af fremadstormende new yorker-rockere. Ep’en er så overlæsset med referencer, at det er vanskeligt at danne sig et ordentligt, dækkende indtryk af gruppen.

Plader

Iran: The Moon Boys

Irans andet album er en omgang støjende guitarfeedback, som efter et par gennemlytninger viser sig at gemme på en række skæve og dog lettilgængelige popsange.