Med en samling instrumentalt overlegne musikere anført af Jonathan Meiburgs overrumplende og voldsomme vokal kunne Shearwater ikke skuffe, selvom man til tider kunne have ønsket, at førstnævnte fik lidt mere frirum til at udfolde sig.

New Lipstick indikerer, at The Kissaway Trail ikke helt har forstået styrken ved ep-formatet. I stedet for at bakke op om bandets nye, glimrende album, trækker den nærmere helhedsindtrykket ned med en række ligegyldigheder.

The Kissaway Trail tager på deres andet album fat, hvor de slap: med store korarrangementer, monstrøs intrumentering og voluminøse popkompositioner. Den følelsesmæssige respons mangler ikke, men de frigør sig aldrig fra forbillederne.

Efter to albums som Final Fantasy er Owen Pallett nu musiker under eget navn. Og ellers er musikken, som den plejer: strygerkammerpop for alle pengene.

Grand Avenue har muligvis forfinet deres lyd en anelse og tilført lidt mere elektronisk kant til deres arrangementer, men i bund og grund lyder de, som de altid har gjort. Det kan man sÃ¥ vælge at tolke, som man vil…

Placebo træder for alvor ind i det poprockede univers med brugen af symfonielementer, men bibeholder (heldigvis) stadig deres høje tempo og aggressive guitarlyd.

2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.

For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.

White Lies er forståeligt nok kæmpestore i England lige nu. Med deres storladne, pompøse og energiske indierock er der en vis sandsynlighed for, at de også kan blive det i Danmark.

Den amerikanske rockkvintet The Republic Tigers debuterer med en halvstøbt, helkedelig plade, som får en til at grine og græde på samme tid. Arrangementerne halter, og teksterne er desværre ikke så subtile, at de vejer op for den påtagede instrumentering.

Den længe ventede debut fra det medlemsstærke indierockband Le Fiasko er en imponerende selvsikker plade, der rækker ud mod scenens bedste, men sÃ¥ absolut har sit helt eget udtryk. Et udtryk, der er bÃ¥de poetisk, filmisk og særdeles inspirerende. Her er eksempelvis 10 stemninger, pladen har inspireret…

Der er ikke sparet på de musikalske legoklodser i alle mulige størrelser og farver. Guillemots bygger stadigvæk deres musik op af alskens indspark fra  rock, pop og jazz krydret med elektronik. De beviser et ganske imponerende all-round håndværk, men denne gang fungerer sammensætningen af inspirationskilderne ikke så optimalt som på debuten.

Jonas Munk samler op pÃ¥ diverse sjældenheder og hidtil uudgivne sager, og selv om visse af de 20 numre med fordel kunne være forblevet i arkivet, er Lost Days… bestemt værd at nærstudere. Ikke mindst fans af Munks ambientkompositioner kan finde guld pÃ¥ opsamlingen.

Det er ikke hver dag eller for den sags skyld hvert år, at man får serveret en så sikkert udført dansk debut-ep som denne første udgivelse fra Choir of Young Believers. Sangene er stærke, arrangementerne herligt varierede, og enmandsprojektet er tilmed helt fri for at ride på modebølger.

De småtossede brødre Russell og Ron Mael har udsendt album nr. 20 under navnet Sparks. I grænselandet mellem genialitet og galskab har brødrene fundet en umådeligt storladen blanding af ukonventionelle popsange, musicaltendenser og symfoniorkester-indslag.

Joan As Police Woman er det seneste musikalske skud på den stamme af teatralsk og cabaret-agtig musik, der med Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons i spidsen har haft stor succes de sidste år. Real Life er flot og melankolsk, men mangler det sidste for at løfte sig over det anonyme.

Wilderness er storladen rock, når det er både bedst og værst. De højtråbende ambitioner forstærket af en forsanger med en stor stemme og guitarer, der næsten når Television-højder i pompøsitet, falder desværre til jorden under deres egen vægt.

Med sin solodebut leverer Limp- og Causa Sui-trommeslageren Jakob Skøtt et virkelig velfungerende og omhyggeligt gennemarbejdet værk, der trækker tråde til electronica a la Ulrich Schnauss og dreampop som hos Cocteau Twins.

Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.

Debutalbummet fra den 23-årige nordmand Siri Wålberg har i de norske medier stort set udelukkende fået roser med på vejen. Hendes semi-nostalgiske poprock er hverken nyskabende eller mesterlig, men albummet har sine fine momenter. Det kan dog ikke retfærdiggøre den norske begejstring.

Jeg har prøvet og prøvet, men det er virkelig svært at sige noget dÃ¥rligt om dette album. Destroyers femte udspil har tilføjet et nyt ord til min egen musikalske ordbog: MIDI-musicalen – og alt, hvad dertil hører – folder sig ud hér, og det er mildest talt en fantastisk oplevelse.

Rufus Wainwrights tredje album er bestemt på højde med forgængeren, men stadig ikke så godt, som det burde have været.

Australsk rock med punket energi, irske rødder og moderne beats. Læg dertil en sanger med død og revolte på hjernen og du får musik, der absolut er umuligt at falde i søvn til. Derimod er det i længden en anelse trættende.

Med en blanding af storladne smukke melodier og skramlet indierock kommer bandet Clearlake med en plade, der drypper af melankoli og er godt bud på én af de bedste britiske rockudgivelser i år.