Tag - storladen

Plader

Choir of Young Believers: Burn the Flag EP

Det er ikke hver dag eller for den sags skyld hvert år, at man får serveret en så sikkert udført dansk debut-ep som denne første udgivelse fra Choir of Young Believers. Sangene er stærke, arrangementerne herligt varierede, og enmandsprojektet er tilmed helt fri for at ride på modebølger.

Plader

Sparks: Hello Young Lovers

De småtossede brødre Russell og Ron Mael har udsendt album nr. 20 under navnet Sparks. I grænselandet mellem genialitet og galskab har brødrene fundet en umådeligt storladen blanding af ukonventionelle popsange, musicaltendenser og symfoniorkester-indslag.

Plader

Joan As Police Woman: Real Life

Joan As Police Woman er det seneste musikalske skud på den stamme af teatralsk og cabaret-agtig musik, der med Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons i spidsen har haft stor succes de sidste år. Real Life er flot og melankolsk, men mangler det sidste for at løfte sig over det anonyme.

Plader

Wilderness: Vessel States

Wilderness er storladen rock, når det er både bedst og værst. De højtråbende ambitioner forstærket af en forsanger med en stor stemme og guitarer, der næsten når Television-højder i pompøsitet, falder desværre til jorden under deres egen vægt.

Plader

Syntaks: Awakes

Med sin solodebut leverer Limp- og Causa Sui-trommeslageren Jakob Skøtt et virkelig velfungerende og omhyggeligt gennemarbejdet værk, der trækker tråde til electronica a la Ulrich Schnauss og dreampop som hos Cocteau Twins.

Plader

Mew: And the Glass Handed Kites

Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.

Plader

Sissy Wish: You May Breathe…

Debutalbummet fra den 23-årige nordmand Siri Wålberg har i de norske medier stort set udelukkende fået roser med på vejen. Hendes semi-nostalgiske poprock er hverken nyskabende eller mesterlig, men albummet har sine fine momenter. Det kan dog ikke retfærdiggøre den norske begejstring.

Plader

Destroyer: Your Blues

Jeg har prøvet og prøvet, men det er virkelig svært at sige noget dårligt om dette album. Destroyers femte udspil har tilføjet et nyt ord til min egen musikalske ordbog: MIDI-musicalen - og alt, hvad dertil hører - folder sig ud hér, og det er mildest talt en fantastisk oplevelse.

Plader

Clann Zú: Rua

Australsk rock med punket energi, irske rødder og moderne beats. Læg dertil en sanger med død og revolte på hjernen og du får musik, der absolut er umuligt at falde i søvn til. Derimod er det i længden en anelse trættende.

Plader

Clearlake: Cedars

Med en blanding af storladne smukke melodier og skramlet indierock kommer bandet Clearlake med en plade, der drypper af melankoli og er godt bud på én af de bedste britiske rockudgivelser i år.