Tag - storladent

Det er svært ikke at lade sig charmere af Cymbals Eat Guitars' højtråbende patos, der naturligvis betyder, at man skriger »I LOVE YOU« efter hende den søde pige og ikke langsomt prøver at smigre hende med et forsigtigt »hey.«

Islandske Sigur Rós er på deres syvende studiealbum blevet en mand mindre, men lyden er igen vokset ovenpå sidste års ambiente Valtari. På Kveikur mødes det dystre og det smukke. Intet mørke kan afholde lyset fra at bryde igennem.

Navneløs har deres unge alder til trods imponerende godt styr på både udtryk og indhold og fik trods startvanskeligheder leveret en overbevisende koncert. Desværre blev der i lang tid givet for lidt plads til en af deres største forcer, Lin Rosenbecks skiftevist skrøbelige og dramatiske stemme, der druknede i instrumenteringen.

Plader

Efterklang: Piramida

Efterklang skaber på deres fjerde album et nærmest filmisk og magisk univers, hvor lytteren drages med ind i historien om spøgelsesbyen Piramida.

Storladent og smukt som kun Sigur Rós kan gøre det. Valtaris organiske lyd peger mere tilbage i karrieren end frem mod nye veje, og det er glimrende. Fans af mesterværket Ágætis Byrjun vil ikke blive skuffede, og nye lyttere kan trygt stå på her.

The Silent Sections anden udgivelse er et 50 minutter langt støjmaraton, der først for alvor bliver rigtig vellykket et par kilometer før målstregen. Og resten forbliver en alt for ensformig affære.

Den svenske multiinstrumentalist Emil Svanängen alias Loney Dear har med sit sjette album skabt et værk, der får dig til at glemme tid og sted.

Heavy pop. Sådan beskriver de selv deres musik, WU LYF. Og det er slet ikke ved siden af. For lyden er omfangsrig har en unægtelig massefylde. Det er ganske god indiepop, der dog ikke revolutionerer noget.

Chicago-drengene i Smith Westerns har begået et rigtig fint album, der i forhold til debuten har skruet ned for støjen og op for en bred, men interessant pop-appel.

White Lies’ andet album er en omgang kølig electrorock, der vil egne sig særdeles godt til stadionkoncerter. Manglen på stemning og univers medfører dog, at man hurtigt begynder at kede sig over gruppens syntetiske og letgennemskuelige udtryk.

Med Funeral kredsede man om død i den nærmeste familie. På Neon Bible handlede det om dommedag, død og ødelæggelse. Nu er Arcade Fire klar med deres tredje album, der omhandler noget så trivielt som livet i forstæderne .

I forbindelse med fodbold-VM har sydafrikanske The Parlotones med deres nyeste album leveret et gennemtænkt, men ikke særlig interessant soundtrack til fodboldfesten.

Den anmelderroste engelske duo skruer ned for chokfaktoren og op for imødekommenheden på sit andet album. Der er flere synths, mere melodimateriale og stærkere appel til hofterne. Et mere end vellykket rumfarts-rave.

Charge Group udstiller en rocket ro og salig lyd, der bortmaner bekymringer og gør dagen mere harmonisk. Escaping Mankind er Radiohead, som de kunne lyde, hvis kommercialismen blev budt indenfor.