Efterklang: Piramida
Efterklang skaber på deres fjerde album et nærmest filmisk og magisk univers, hvor lytteren drages med ind i historien om spøgelsesbyen Piramida.
Sigur Rós: Valtari
Storladent og smukt som kun Sigur Rós kan gøre det. Valtaris organiske lyd peger mere tilbage i karrieren end frem mod nye veje, og det er glimrende. Fans af mesterværket Ágætis Byrjun vil ikke blive skuffede, og nye lyttere kan trygt stå på her.
The Silent Section: Contour of a Passing Dream
The Silent Sections anden udgivelse er et 50 minutter langt støjmaraton, der først for alvor bliver rigtig vellykket et par kilometer før målstregen. Og resten forbliver en alt for ensformig affære.
Loney Dear: Hall Music
Den svenske multiinstrumentalist Emil Svanängen alias Loney Dear har med sit sjette album skabt et værk, der får dig til at glemme tid og sted.
Arcade Fire, 27.08.11, Ballerup Super Arena, Ballerup
Logisk nok fandt koncerten med Arcade Fire og deres nyeste The Suburbs sted i forstaden. Det blev en storslået koncert, der understregede styrkerne i bandets tre album.
WU LYF: Go Tell Fire to the Mountain
Heavy pop. Sådan beskriver de selv deres musik, WU LYF. Og det er slet ikke ved siden af. For lyden er omfangsrig har en unægtelig massefylde. Det er ganske god indiepop, der dog ikke revolutionerer noget.
Roskilde Festival ’11: Julianna Barwick, 03.07.11, Gloria
Den amerikanske sangerindes manende lag-på-lag-kompositioner er ikke just gængs festivalmusik, men hendes solokorværker fungerede overraskende godt. Dårlig lyd og en lige vel lang spilletid trak dog ned.
![Glasvegas: Euphoric /// Heartbreak \](http://www.undertoner.dk/wp-content/uploads/2011/04/Glasvegas.jpg "Glasvegas: Euphoric /// Heartbreak \")
Glasvegas: Euphoric /// Heartbreak \\\
Glasvegas har skabt en pompøs og højtravende perle af et album, men albummets lange, alvorlige strøg trækker også flere gange udgivelsen mod bunden.
Sufjan Stevens, 01.05.11, Store Vega, København
Søndag aften kunne man tage med Sufjan Stevens på en rejse i hans egen space oddity med albummet The Age of Adz, der totalt dominerede den udsolgte koncert.
Smith Westerns: Dye It Blonde
Chicago-drengene i Smith Westerns har begået et rigtig fint album, der i forhold til debuten har skruet ned for støjen og op for en bred, men interessant pop-appel.
White Lies: Ritual
White Lies’ andet album er en omgang kølig electrorock, der vil egne sig særdeles godt til stadionkoncerter. Manglen på stemning og univers medfører dog, at man hurtigt begynder at kede sig over gruppens syntetiske og letgennemskuelige udtryk.
Arcade Fire: The Suburbs
Med Funeral kredsede man om død i den nærmeste familie. På Neon Bible handlede det om dommedag, død og ødelæggelse. Nu er Arcade Fire klar med deres tredje album, der omhandler noget så trivielt som livet i forstæderne .
The Parlotones: Stardust Galaxies
I forbindelse med fodbold-VM har sydafrikanske The Parlotones med deres nyeste album leveret et gennemtænkt, men ikke særlig interessant soundtrack til fodboldfesten.
Fuck Buttons: Tarot Sport
Den anmelderroste engelske duo skruer ned for chokfaktoren og op for imødekommenheden på sit andet album. Der er flere synths, mere melodimateriale og stærkere appel til hofterne. Et mere end vellykket rumfarts-rave.
Charge Group: Escaping Mankind
Charge Group udstiller en rocket ro og salig lyd, der bortmaner bekymringer og gør dagen mere harmonisk. Escaping Mankind er Radiohead, som de kunne lyde, hvis kommercialismen blev budt indenfor.
The Mary Onettes: s.t.
Svenske The Mary Onettes er gode sangsmede, som tager arven op fra de storladne engelske 80′er-popbands. Selv om svenskerne er forbilledlige tronfølgere, balancerer deres debutplade mellem god retropop og ren nostalgi. Faretruende tæt på at falde til den forkerte side.
