Der var for store kontraster mellem Cecilie Linds tekster og First Hates synthbårne sange til at det rigtig løftede sig og indgik i et reelt sammenspil, men hver især leverede de gedigne godbidder og indimellem lykkedes de også med at gå op i en højere enhed.
Fem år efter debutalbummet er First Hate stadig bedst, når de helst vil feste. Det vil de heldigvis også på størstedelen af de 11 sange på Cotton Candy.
På trods af sine endimensionale tendenser formår Doulas debutalbum alligevel at levere sin andel af velskrevne postpunk- og synthpopsange.
Den australske kærligheds- og konkurscrooner Alex Cameron fik et udsolgt DR-studie til at svede igennem tøjet og synge med på hele bagkataloget. Lydbilledet haltede lidt efter, men charme og oprigtighed fra frontmanden vejede op.
Pompeii er en cocktail af synths, psych og glaminflueret artpop. En kombination, der glider let og lækkert ind i øregangen, men den savner desværre både nogle hits og den kant, vi er vant til fra den eksperimenterende waliser.
På sit tredje album leverer Dinner først og fremmest et roligt og helende værk. Dream Work er lyden af at være på vej hjem fra klubben efter at have danset hele natten, hvor solen i LA er ved at stå op til lyden af reflekterende, elektronisk indie-pop.
Det er svært at spore nogen rigtig udvikling på Chris Stewarts fjerde album under aliasset Black Marble. I bedste fald er det behageligt og absolut dansabelt. I værste fald er det dødkedeligt.
Svenske Åsa Söderqvist har trukket stikket for sit Shitkid-alias med et dobbeltalbum, hvis materiale spænder over hele Shitkids karriere, men som med 23 numre også bliver for kvalitetsmæssigt svingende.
Austra holder fast i sine dansable elementer på en mere trist og personlig plade. I et kontrastfyldt spil mellem musik og lyrik, nærmer canadieren sig et mere personligt aftryk, der giver mere plads til at lade hendes stemme folde sig ud.
Grimes har i årevis leget med genrer og udtryk, og det nyeste udspil er ingen undtagelse. Albummet ender dog mest med at ligne sit cover - et spændende tegnebræt.
Under en blå himmel og en lavt hængende halvmåne var scenen sat ekstraordinært billedskønt inden aftenens koncert. For synth-poppens oldboys New Order viste det sig dog at blive vanskeligt at hive triumfen hjem.
Aarhusianske Turquoise Sun har med deres debutplade lagt i ovnen til et poppet sommersoundtrack bestående af lige dele munterhed, synth og guitar. Det er mere poppet end psykedelisk, hvilket dogmatiske psychfans måske ikke vil finde forløsning i, men et bredere publikum vil ganske sikkert.
Charlotte Gainsbourg har lavet et lille efterspil til sidste års album Rest. EP’en kommer ikke med noget nyt, og hendes popsange med ironisk distance er ved at blive for meget.
For fjerde gang i denne uge løfter Roskilde Festival lidt mere af sløret for årets line-up. Det er endnu en gang til campingscenen Apollo Countdown, som vil blive indtaget af nye up-coming, nordiske navne i løbet af festivalens første tre dage.
George Lewis Jr har et lille overskæg, bærer cowboyvest og spiller musik, som vi kender den fra de glade 80'ere. Hans musik er kitschet og ualmindeligt medrivende, og hans debutplade er lige så lovende, som den er tilbageskuende.
