Do Make Say Think blander på overbevisende maner krautrocket motorik, udsvævende shoegazer og iskold, støjende synth i deres hypnotiserende postrock.
Tag - synth
Julian Casablancas er stadig hype, og det er synd, at en aften på Vega ender med at handle om at se giraffen i stedet for at lytte til musikken, der ikke var specielt god. Tjek hellere opvarmningsbandet [ingenting], der var tight og velspillende.
Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.
Det tredje udspil i det, der efterhånden kan kaldes The Blueprint-serien, er en ordentlig omgang crunk, synth og Kanye West-protohiphop. I længden holder det ikke niveau.
De store forventninger til Anti-Pop Consortiums forsøg på at levere endnu et hiphopmesterværk indfries lige ved og næsten. Næsten.
Med The Resistance rækker Muse ud efter stjernerne med deres næsten komplette kombination af glam, progressiv rock, pop og klassisk musik.
Mœrks univers er farverigt, sprælsk og elastisk; poppet på en flabet måde – som en hybrid mellem The Hives og Junior Senior – men det er også rastløst, stressende, uden dybde og anstrengende som et lille barn med ADHD.
Løftet pegefinger til White Lies og for meget chillout med The Whitest Boy Alive.
Tirsdag bød Pavilion Junior på fræsende festrock og synthbeats, så man kunne danse sig omkuld, men der var også en islandsk, knitrende pause til at trække vejret i.
Der er dømt stram norsk synthpop på Red, og de 13 hybridsange tænder godt op i et feststemt sankthansbål, men ilden dør relativt hurtigt og efterlader et forkullet indtryk, der ikke giver plads i databasen over mindeværdige plader anno 2009.
Does You Inspire You er lidt af et genremæssigt gadekryds, der blander indiepop, dreampop, tribal, shoegazer og alskens andre genrer. Men det er umuligt ikke at lade sig rive med.
Hvad kan man så forvente af Depeche Mode i 2009? Tjaaa, lidt af samme, gamle skuffe, men denne gang med visse retrospektive kvaliteter.
Death by Kite har lige nu gang i et ep-projekt, der i sidste ende kommer til at indeholde tre ep'er, der går under navnet Wave-trilogien. Med stramt spillet rock og udflydende eletronica er her anden del, Wave II.
These Are Powers byder med deres andet album på kompleksitet for alle pengene, både i lyd og i tekst. Det er ekstremt udfordrende at lytte til og indtil videre en af de bedste musikoplevelser i 2009.
Fever Ray alias Karin Dreijer fra The Knife indfriede alle forventninger om en storslået og dyster oplevelse på grænsen til det teatralske. Men visse steder i aftenens løb fornemmede man, at mindre måske havde været at foretrække.
I et forvirrende mix af diskofragmenter og postpunkede inspirationer gør Glasgow-bandet Mother and the Addicts opmærksom på sig selv. Pladen er fin og berettiget, men byder desværre ikke på meget andet end øjeblikkets baggrundslyde.
Vetos forsanger har under sit elektroniske alter ego I Know That You Know udgivet sin første plade af samme navn. Den vokaldominerede og synkoperede electronica på I Know That You Know når dog aldrig rigtigt ind under huden og bliver for hurtigt glemt igen.
Xiu Xiu holder sig i de velkendte sorte rammer, bevæbnet med knive, der skærer ind til benet. Der er intet nyt under solen, for den er dækket af sorte, truende skyer, og vi hvirvles rundt af Jamie Stewarts smerte-orkan.
Med Solo danser mama sjus har danske Sterling skabt et sprudlende og uimodståeligt debutalbum, der bringer de intelligente tekster og den langtidsholdbare musik tilbage på den dansksprogede popscene.