Kiss Kiss Kiss spiller up-tempo-rock med elektroniske elementer og synthet 80'er-feel, der holder langt hen ad vejen. Dog kunne bandet med fordel udforske andre aspekter end 'full-throttle, gang i den'-registret.
Tag - synth
Themselves: CrownsDown
Doseone og Jel teamer igen op i Themselves og leverer en overrumplende, innovativ cocktail af indierock, electronica, tunge, fremragende beats og speed-rap.
Do Make Say Think: Other Truths
Do Make Say Think blander på overbevisende maner krautrocket motorik, udsvævende shoegazer og iskold, støjende synth i deres hypnotiserende postrock.
Julian Casablancas + [ingenting], 30.11.09, Store Vega, København
Julian Casablancas er stadig hype, og det er synd, at en aften på Vega ender med at handle om at se giraffen i stedet for at lytte til musikken, der ikke var specielt god. Tjek hellere opvarmningsbandet [ingenting], der var tight og velspillende.
Cold Cave: Love Comes Close
Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.
Jay-Z: The Blueprint 3
Det tredje udspil i det, der efterhånden kan kaldes The Blueprint-serien, er en ordentlig omgang crunk, synth og Kanye West-protohiphop. I længden holder det ikke niveau.
Anti-Pop Consortium: Fluorescent Black
De store forventninger til Anti-Pop Consortiums forsøg på at levere endnu et hiphopmesterværk indfries lige ved og næsten. Næsten.
Muse: The Resistance
Med The Resistance rækker Muse ud efter stjernerne med deres næsten komplette kombination af glam, progressiv rock, pop og klassisk musik.
Mœrk: Déclinologue
Mœrks univers er farverigt, sprælsk og elastisk; poppet på en flabet måde – som en hybrid mellem The Hives og Junior Senior – men det er også rastløst, stressende, uden dybde og anstrengende som et lille barn med ADHD.
Roskilde ’09: White Lies, The Whitest Boy Alive, 05.07.09
Løftet pegefinger til White Lies og for meget chillout med The Whitest Boy Alive.
Roskilde ’09: Ginger Ninja, Kira Kira, MFMB, 30.06.09
Tirsdag bød Pavilion Junior på fræsende festrock og synthbeats, så man kunne danse sig omkuld, men der var også en islandsk, knitrende pause til at trække vejret i.
Datarock: Red
Der er dømt stram norsk synthpop på Red, og de 13 hybridsange tænder godt op i et feststemt sankthansbål, men ilden dør relativt hurtigt og efterlader et forkullet indtryk, der ikke giver plads i databasen over mindeværdige plader anno 2009.
Chairlift: Does You Inspire You
Does You Inspire You er lidt af et genremæssigt gadekryds, der blander indiepop, dreampop, tribal, shoegazer og alskens andre genrer. Men det er umuligt ikke at lade sig rive med.
Depeche Mode: Sounds of the Universe
Hvad kan man så forvente af Depeche Mode i 2009? Tjaaa, lidt af samme, gamle skuffe, men denne gang med visse retrospektive kvaliteter.
Death by Kite: Wave II EP
Death by Kite har lige nu gang i et ep-projekt, der i sidste ende kommer til at indeholde tre ep'er, der går under navnet Wave-trilogien. Med stramt spillet rock og udflydende eletronica er her anden del, Wave II.
These Are Powers: All Aboard Future
These Are Powers byder med deres andet album på kompleksitet for alle pengene, både i lyd og i tekst. Det er ekstremt udfordrende at lytte til og indtil videre en af de bedste musikoplevelser i 2009.
Fever Ray, 22.03.09, Store Vega, København
Fever Ray alias Karin Dreijer fra The Knife indfriede alle forventninger om en storslået og dyster oplevelse på grænsen til det teatralske. Men visse steder i aftenens løb fornemmede man, at mindre måske havde været at foretrække.
Mother and the Addicts: Science Fiction Illustrated
I et forvirrende mix af diskofragmenter og postpunkede inspirationer gør Glasgow-bandet Mother and the Addicts opmærksom på sig selv. Pladen er fin og berettiget, men byder desværre ikke på meget andet end øjeblikkets baggrundslyde.
I Know That You Know: s.t.
Vetos forsanger har under sit elektroniske alter ego I Know That You Know udgivet sin første plade af samme navn. Den vokaldominerede og synkoperede electronica på I Know That You Know når dog aldrig rigtigt ind under huden og bliver for hurtigt glemt igen.
Xiu Xiu: La Forêt
Xiu Xiu holder sig i de velkendte sorte rammer, bevæbnet med knive, der skærer ind til benet. Der er intet nyt under solen, for den er dækket af sorte, truende skyer, og vi hvirvles rundt af Jamie Stewarts smerte-orkan.