Tag - synthpop

Plader

Lo-Fi-Fnk: Boylife

Svensk elektronisk pop er efterhånden ved at være en metervare, og Boylife passer da også perfekt ind i bølgen. Men på trods af at Lo-Fi-Fnk i bund og grund ikke skiller sig synderligt ud fra flere af deres landsmænd, er det alligevel svært ikke at holde af Boylife.

Plader

Tiger Baby: Noise Around Me

Hvis du ikke kender den københavnske trio Tiger Baby fra deres 2004-debut Lost in You, er du måske stødt på dem for nylig, hvor de har gjort sig bemærket med deres udmærkede og meget elektroniske cover af Depeche Modes “Strangelove” på albummet DMDK. Nu er bandet klar med nyt materiale fra egne skuffer. Noise Around Me, som den lille ny er døbt, udkommer både i USA og Japan – og i Danmark på bandets eget selskab, Gunhero Music. Inde i baby-tigeren gemmer Benjamin Teglbjerg, Nikolaj Tarp Gregersen og Pernille Pang sig, og bandet er generelt ikke helt så skarpe i den elektroniske lyd som på deres version af “Strangelove”. Tiger Baby spiller venlig electropop, hvor trommemaskiner, keyboards der lyder af 1988 og Pernille Pangs vokal, ofte med computerforvrængning, er omdrejningspunkterne. I forhold til Lost in You, er den nye udgivelse mindre poleret, mindre sød og mindre harmonisk. Det er blevet en lille bitte smule farligere at være Tiger Baby, hvis man dømmer efter første nummer, der åbner med en omgang electronica på Primal Scream-stadiet og en computerstemme, der gentager ordene »Tiger Baby«. Det viser sig dog mest af alt at være falsk alarm, for Tiger Baby er stadig helt ufarlige. Også på trods af, at bandet selv mener, at Noise Around Me er et mørkere album end forgængeren. Mørkere og mere dansabelt. Det er dansevenligheden, der skal lægges mest vægt på. På flere af numrene og særligt på førstesinglen “At Least I’m Honest” er der nemlig skruet godt op for dansekvaliteterne. Bl.a. dette nummer kunne med sine keyboards og sin melodi sagtens have været at finde på en dance-compilation fra begyndelsen af 90’erne. Hvis det havde været en dårlig én af slagsen, ville den kiksede “Prolusion” og muligvis også “Girlfriend” have været på tracklisten. De bedre numre på albummet er imidlertid ikke dance-numrene, men de numre, der stadig lyder som St. Etienne, hvad angår vokal og elegante popmelodier – og Ladytron, når det drejer sig om electro-lyden. Det drejer sig især om “Just for a Day”, “Magic M” og “Bosphorus Bridge”. “In Your Heart”, der også er dansevenlig, er ligeledes værd at nævne med sit lidt tungere synth-beat og albummets mest iørefaldende melodi. Noise Around Me er ikke nogen dårlig plade. Pernille Pangs stemme er stadig afdæmpet og sød, og alle numrene er lyttevenlige og mange også dansevenlige. Men hverken i radioen eller på dansegulvet vil nogen af Tiger Babys nye numre bide sig fast. Tilbage står derfor, at der ikke er meget noise omkring Tiger Baby, og at Noise Around Me er en uvæsentlig udgivelse, som man muligvis ville få svært ved at hade, men som man har let ved at være ligeglad med.

Plader

Embassy, The: Tacking

The Embassy vil gerne lægge op til dans med en omgang disco-inspireret synthpop. Desværre får albummet ikke én til at lede særlig grundigt efter danseskoene, fordi det simpelthen ikke er vedkommende i længden.

Plader

Sci-Fi Skane: Känslan av att jorden krymper växer

Thomas Öberg og Jonas Jonasson fra bob hund mødtes for ca. 25 år siden på grund af Kraftwerk. Lige siden har de haft lyst til at lave en Kraftwerk-agtig synth-plade. Først nu har de realiseret drengedrømmen med projektet Sci-Fi Skane, der for det meste er en fornøjelig lytteroplevelse.

Plader

Spleen United: Godspeed Into the Mainstream

Det er dansk, og det er faktisk dejligt! Århus-gruppen Spleen United har udgivet en slags rejse tilbage til 80'erne. Pladen er en sofistikeret leg med musikken fra neon-årtiet med tilførsel af friske lydflader og velovervejede kompositioner, der får de ni sange til at lyse stærkt på shoegazer/synth-himlen.

Plader

Sterling: Estadio Camp-Let

Sterlings første ep efter indlemmelsen i Crunchy-familien kommer vidt omkring med både uptemponumre og ballader. Pladen sprudler af bandets spillelyst, men lider til dels under manglen på rigtigt stærke melodier. Sterling er stadig bedst til fest og pangfarver.

Plader

The Tough Alliance: The New School

The Tough Alliance vil gerne være på tværs. Med sing-back-vokaler pumper de to bagmænd en poleret elektropop, der lægger op til dans og absolut ikke til fordybelse. Og så er der heller ikke så meget mere at komme efter på albummet, som i længden er anstrengende og ensformigt.

Plader

Paštrámi: På overfladespænding

Keyboardbaseret popmusik, der præsenteres som et koncept, hvor kvartetten er lønslaver hos den tjekkiske kemikoncert PaÅ¡trámi. De fire danske "assistenter" spiller naive og skæve sange, der trods de gode intentioner blander syre og base lidt for meget.

Plader

Communiqué: Poison Arrows

Der var engang et punkband, der hed American Steel, som blev trætte af punk. Så lagde de deres stil om, smed en masse keyboard-melodier oveni og begyndte at lytte til indiepop og retrorock. Og pludselig hed de Communiqué og spillede op til fest og god stemning i Californiens mange sommernætter.

Plader

Nephew: USADSB

Nephew har vinden i sejlene, og opskriften dertil har vist sig virkningsfuld: rablende tekster på dansk og engelsk, popmusik med indiskrete nik i retning af 80’erne og Depeche Mode i særdeleshed, og så skal man ikke glemme de gode melodier. Jo, det fungerer alt sammen ganske godt.

Plader

Superheroes: s.t.

Endnu et skud fængende synth-fikseret pop fra Skives fineste eksportvare. Heller ikke med Superheroes rammer Thomas Troelsen og co. kategorien "mesterværk", men mindre kan også gøre det.