Tag - synthpop

Psychic Lovers skaber Dinner en smuk symbiose mellem forskellige kitchede keyboardlyde. Resultatet er et yderst cool værk, og det er en mindre skandale, at der ikke er flere, der kender til Dinner.

Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA's ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.

Charms and Bells er en fin debutplade fra den fynske elektro-duo STÅL, der byder på enkle og feminine sange. Pladen rummer et stort potentiale, som desværre aldrig bliver forløst i andet end en let skinger kærlighedshistorie.

Det tredje album fra australske Tame Impala er et forandringsværk, som både udforsker de forandringer, et brud medfører, og som byder på musikalsk forandring. Currents er et (midlertidigt?) farvel til Tame Impala som psykedelisk rockorkester.

Der er ikke sket den store ommøblering af Beach Houses magiske drømmeunivers. Men hvad gør det, når den velkendte lyd aldrig før har været så raffineret og delikat som på Depression Cherry? At lytte til dette album er som at se et fyrværkeri i slowmotion. En oplevelse der aldrig bliver anstrengende eller søvnig, men som tager dig med til en hypnotisk drøm af vellyd.

Selling Out åbenbarer glimtvis det store potentiale, danske O/RIOH gemmer på. Bittersød, elektronisk pop går hånd i hånd med ujævne, lydmæssige eksperimenter på denne debut-ep.

Wangels numres gradvise opbygning af instrumentering betød svajende hænder foran Rising. Publikum løftede sig fra jorden i taktfaste hop takket være de performative elementer, men det var en koncert med både bakketoppe og bakkedale.

Man må respektere William Doyle for hans ambitionsniveau og mod. Men selvom det måske kunne være et interessant og relativt uudforsket rum, er Culture of Volume og dets forsøg på at trække den elektroniske soveværelsesmusik ud i de åbne, episke vidder ikke videre succesfuld.

Waldo & Marshas nye ep, In It To Win It, er en mindre musikalsk magtdemonstration bestående af fem indiepop-perler, der befinder sig i et skævt og sentimentalt grænseland mellem The Beach Boys, Daft Punk og Wham.

»Am I good enough for you?« lyder det undervejs på Orbitor, der er det seneste udspil fra Alcoholic Faith Mission, som denne gang har grebet godt fat om synthpoppen. Og ja for helvede, det er virkelig godt og decideret medrivende.

Norske Ellen A. W. Sunde aka Sea Change excellerer udi kunsten at skrue habil, men også voldsomt tung elektronisk drømmepop sammen. Debutalbummet Breakage er en melankolsk og særdeles mørke størrelse, der trods gode momenter aldrig for alvor bliver nærværende.

Den walisiske synthpop-duo Man Without Country er med albummet Maximum Entropy tilbage efter debuten Foe fra 2012, der bød på minimalistisk og atmosfærisk electronica. På det aktuelle album har duoens lyd udviklet sig i en fyldigere, rigere og mere melodisk retning.