Tag - synthrock

Bob Hund, som vi kender og elsker den, er ikke mere. De før så umiddelbart elskelige sange er i undertal på bandets mørkeste og mest introverte plade til dato. Men giv den tid, og Bob Hund vil stadig fremstå vedkommende.

White Lies’ andet album er en omgang kølig electrorock, der vil egne sig særdeles godt til stadionkoncerter. Manglen på stemning og univers medfører dog, at man hurtigt begynder at kede sig over gruppens syntetiske og letgennemskuelige udtryk.

Plader

Suuns: Zeroes QC

Suuns debuterer med en udgivelse drevet af kompromisløse rytmer i en svært beskrivelig sammenhæng. Det er et godt udgangspunkt for et lydbillede, der dog ikke synes helt færdigudviklet.

Man kommer aldrig helt ind under huden på The William Blakes på deres tredje studiealbum. Måske er det de synthede overtoner og stærke reminiscenser fra 80’erne, der gør det; måske er den store forskel mellem både numrenes kvalitet og udtryk.

Surfing the Void er britiske Klaxons' imødesete andet album. Rent kunstnerisk er den ikke langt fra debuten, og det er både godt og skidt.

Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80'er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.

Synes du, at det har været en kold og triviel vinter bag skrivebordet eller ved samlebåndet? Så er der hjælp at hente med et math/punk/synth-angreb fra Plök. Sing Us Yr Guillotine Gospel viser, at punkrock endnu kan fortolkes på interessante måder.

The Bravery har en lidt for nedadgående formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmådig treer. Hmm, her gik man og håbede på, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt - men ak. Det forbliver desværre ved håbet.

På trods af enkelte fine indslag fremstår Screaming Lights' debutalbum som en for fersk og velproduceret udgave af den postpunkede indierock, som så mange andre bands har produceret med større held.

Plader

Hockey: Mind Chaos

Hockey præsenterer på deres debutalbum godt melodimateriale med sans for detaljen, men formår sjældent for alvor at strække sig ud af forbilledernes skygge.

Det er stadigvæk imponerende, at en flok så unge mennesker har så meget musik gemt i sig, men det nyeste skud på Dúné-stammen lever desværre ikke helt op til forventningerne.

Efter et lille sygdomsforløb grundet det nye design og en efterfulgt sommerferie er Undertoners koncertkalender nu tilbage. Den findes i menuen øverst på siden og bliver opdateret løbende. Så hold endelig øje med kalenderen og hvilke koncerter, vi anbefaler, rundt omkring i landet! I den nærmeste fremtid kan vi især anbefale de arrangementer, der løber af stablen på Voxhall i forbindelse med Århus Festuge, hvor bl.a. Magnolia Electric Co. spiller nu på lørdag, den 29. august, og den tidligere Belle & Sebastian-sangerinde Isobel Campbell optræder sammen med blandt andre den australske singer/songwriter Sarah Blasko og CV Jørgensen dagen efter. Anbefales kan især også de danske synthrock-kometer i Dúné, der på mandag udgiver deres andet album, Enter Metropolis. Dagen efter, tirsdag den 1. september, giver de koncert på Rust i København, og lørdagen efter, den 5. september, i Århus på Musikcaféen. Fredag den 4. september er dagen, hvor svenske Jenny Wilson fylder Tivolis Koncertsal til en sikkert teatralsk og unik koncertoplevelse. Der er stadig ledige billetter, og de kan købes via billetnet.

I et par år har det været velkendt, at syv unge gymnasieelever fra Skive havde gang i et talentfuldt synthrockband med navnet Dúné. Omtalen af bandet har været så positiv, at debuten er ventet med spænding. De unge skibonitter lever op til forventningerne med en omgang feststemt og overbevisende udført synthrock.

Var det noget med en gang svensk synth-rock tilsat en sværm af atmosfæriske arrangementer og lidt højt-til-loftet vokal? Så er Strip Music lige dig, for alt dét er der rigeligt af på Hollywood & Wolfman. Men pladen er en af årets mere ujævne udgivelser.

Danske Vetos debutalbum er stilfuld og helstøbt. Århusianerne revolutionerer ikke dansk rockmusik, men kvintetten balancerer så fint mellem rock og elektronik, at debuten markerer sig som en af de mest interessante i 2006.

Storladent, prætentiøst – og alt, alt for pænt. Århusianske Maqiz holdt sig bestemt ikke tilbage, da de øste synthesizere ud over deres debutplade, og det kvæler alle tilløb til lovende takter. Lige nu har duoen meget langt igen, før deres synth-postrock bliver interessant – endsige fængende.

Plader

Nephew: USADSB

Nephew har vinden i sejlene, og opskriften dertil har vist sig virkningsfuld: rablende tekster på dansk og engelsk, popmusik med indiskrete nik i retning af 80’erne og Depeche Mode i særdeleshed, og så skal man ikke glemme de gode melodier. Jo, det fungerer alt sammen ganske godt.