Tag - techno

Koncerter

The Ruby Suns, 24.04.09, Rust, København

Bastskørt og stammedans på Rust? Ruby Suns leverede momentvis soundtracket til de mest fantastiske, calypso-glade dagdrømmerier, du kan forestille dig. Til tider forsvandt gnisten dog i sniksnak, og så blev man ubarmhjertigt flået tilbage til virkeligheden.

Nyheder

Marnie Stern, Dungen og The Soft Pack til Roskilde Festival

Endelig disker Roskilde Festivalen op med lidt sjovere navne Det har indtil videre været småt med interessante navne til årets Roskilde Festival. Slipknot blev annonceret, men kan kun for alvor bruges, hvis de veksles til David Bowie. Coldplay er et fint hovednavn, men ikke den slags, der kradser i bollerne, hvis jeg må være så fri. Så har der ellers været nogle metalnavne og så selvfølgelig det genopståede Madness, hvor det nok skal blive sjovt at skråle med på “Our House”. Men de friske, nye navne har været savnet. De kom så i dag. Marnie Stern er annonceret, og det skal nok blive en fryd at se hendes maniske mathrock-show udfolde sig. Man kan endda håbe på, at hun tager sin kyssebås med, som hun havde med på tour i USA i efteråret for at betale for transportomkostningerne. Priserne var: 3$ for et kys på kinden. 10$ for et kys på læberne. 100$ for en tungeslasker. Lad os håbe, at scenariet gentager sig på Roskilde. Dungen kommer også. Dem kan man godt nok også se på Loppen den 14. marts, men lidt svensksproget psych kan man aldrig få for meget af. Så kommer The Soft Pack også. De er den nyeste indie-sensation fra San Diego og lyder som et saftigt rock’n’roll-band med melodier (dem er der vist et par stykker af). Bandet hed tidligere Muslims, men blev nødt til at skifte navn, fordi … ja, hvorfor egentlig? De sagde selv, at det var fordi, de startede et nyt kapitel i deres liv. Tjah, den tror vi så på. Desuden kommer tyske Get Well Soon, der overraskede Martin Ibsen positivt med en skæv, lille popplade i grænselandet mellem Beirut, Bright Eyes og Tom Waits, hvor mærkeligt det end lyder. Den sidste annoncering i Roskilde-posen er dog lidt mere tvivlsom. Det er også tyskere, dog med navnet Deichkind, der »på fire album [har] forfinet en skæv og uhøjtidelig blanding af nordtysk hiphop, techno og kitschet electro-pop. De er berømte eller berygtede for nogle yderst energiske liveshows med gummibåde, konfettikanoner og fantasidyr,« som de skriver på Roskildes hjemmeside. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Plader

Lindstrøm: Where You Go I Go Too

Lindstrøm har genopdaget og indirekte genfortolket Manuel Göttschings banebrydende mesterværk, E2-E4, fra 1984. En kosmisk plade med myldrende, elektroniske toner, der i et langt svæv virker beroligende uden at kede. Og man kan endda danse til det, hvis man har lyst.

Plader

Clark: Turning Dragon

Pladekøbere, der holdt af Clarks seneste album pga. den tilbagelænede stil, kan godt forberede sig på et chok. Den engelske musiker fokuserer nu på hårdtpumpede, skræmmende beats og kradserier. Men bliv hængende, for Clarks musik er velproduceret og imponerende.

Plader

Kim Hiorthøy: My Last Day

Oppe i Norge, der boede tre trolde. I 1973 fik de selskab af Kim Hiorthøy, som med sit seneste album endnu en gang viser, at han er et stort legebarn med musikalsk tæft. Gennem elleve skæringer forfører han lytteren med akustisk elektronika, der er naiv og fantastisk charmerende. Selv troldene danser med.

Plader

SGNL_FLTR: Chrono

Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.

Plader

V/A – mixed by Sutekh: Context Unravelled

Da technoen var ung og grøn i midt-90'erne, væltede det ud med spændende og grænsesøgende mix og compilations, men i dag er der unægtelig længere mellem snapsene. Derfor er det glædeligt, at Sutekh præsenterer os for et velvalgt udvalg af 12"-singler udgivet på hans eget label.

Plader

Bitstream: Domestic Economy 7

Det har taget de to brødre i Bitstream 10 år at færdiggøre deres debutalbum, og den dystre og tunge techno-electro præges da også af mange års lag på lag. Og det er faktisk en af svaghederne på Domestic Economy 7 – der er ofte for mange elementer for ørerne og for få pauser.

Plader

Rumpistol: s.t.

Med sin indbydende, blide elektroniske boblen og skratten byder Rumpistol på en behagelig og særdeles velspillet, om end en smule kedelig debutplade. Endnu en gang har nattens længde overrasket mig.