Tag - The National

Ved siden af deres arbejde i bandet The National driver brødrene Aaron og Bryce Dessner et pladeselskab. Det har de gjort i 10 år, og det jubilæum fejrer de med gratis gaver.

Den tidligere Death by Kite-sanger og -guitarist Bjørn Lange spiller nu under navnet Flag White. På fredag varmer han op for The Pains of Being Pure at Heart i Amager Bio, og nu kan du varme op med hans anbefalinger af favoritplader.

Så er den her langt om længe. The Nationals med spænding imødesete opfølger til det seneste årtis to stærkeste back-to-back-udgivelser. High Violet er ikke endnu et pletfrit mesterværk, men den står mål med de fleste forventninger, og den skuffer ikke.

Så oprandt dagen endelig, hvor programmet for sommerens Roskilde Festival blev afsløret. Blandt de mest prominente tilføjelser kan nævnes punkdronningen Patti Smith og Van Dyke Parks, der nok er bedst kendt som Brian Wilsons mangeårige arrangør, men som under alle omstændigheder ligger inde med en række fine soloudgivelser i eget navn. Af nyere navne kan nævnes crossover-successen Vampire Weekend, hvis to stærke albums nok skulle være garant for en fin koncert. Desuden gæster de Pitchfork-hypede amerikanske bands Local Natives og Titus Andronicus også årets festival. Fra USA kommer ligeså The National, hvis kommende album High Violet er blandt årets mest imødesete udgivelser. Lindstrøms space disco-protegé Prins Thomas lægger minsandten også turen forbi Roskilde Dyrskueplads til juli sammmen med landsmændende fra Kings of Convenience. Desuden er de svenske neo-krautrockere Fontän blevet føjet til programmet. Af danske tilføjelser kan nævnes Kristian Leths Baron Criminel-projekt, Kashmir samt Den Sorte Skole. Tjek det fulde program på Roskilde Festivalens hjemmeside.

The National støtter Obama Republikanske præsidenters misforståelse af Bruce Springsteens samfundskritiske “Born in the U.S.A.” er efterhånden legendarisk. Så virker det lidt mere troværdigt at The Nationals’ “Fake Empire” bliver brugt i en kampagne-video for Barack Obamas præsidentvalg. Vokalen er godt nok skåret væk og til gengæld erstattet af forskellige vælgeres udtalelser om valget og håb for fremtidens U.S.A., men nummeret er det samme. Det er vel heller ikke helt tilfældigt, at bandet hedder The National?

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

"BOXER COMING" stod der længe på The Nationals hjemmeside. Som var kvintettens nye album en respektindgydende person, der nærmede sig faretruende. Måske er den god nok. Med intelligent benarbejde og de gule handsker surret fast til hænderne bokser The National sig i al fald op blandt vor tids største rocknavne.

Plader

Clogs: Lantern

På bandets fjerde album følger Clogs ikke den opskrift, de med succes fulgte på forgængeren Stick Music. Clogs bruger i højere grad rockinstrumenter, uden at dog det går ud over det ny-kammermusikalske udtryk. Skønheden kan dog ikke dække over, at grundmaterialet bliver genbrugt.

Stick Music er med sine luftige improvisationer en krævende plade, men når man først kommer ind i lyduniverset, der leder tankerne hen på moderne kammermusik som Rachel’s og Dirty Three, er det det hele værd.