Tag - The Strokes

Plader

The Strokes: Comedown Machine

Med Comedown Machine overgiver The Strokes sig definitivt til den lyd, de begyndte at dyrke på Angles, i stedet for forgæves at forsøge at koge suppe på omskrivninger af tidligere hits. Selvom pladen ikke er uden sine skønhedsfejl, beviser den dog, at The Strokes stadig har masser af relevans og levetid foran sig.

Plader

The Strokes: Angles

Efter år med uvished og soloprojekter er The Strokes igen klar med en ny plade. Angles er komplet blottet for vitalitet og resten af de dyder, der engang gjorde The Strokes så uundværlige.

Plader

Little Joy: s.t.

Mens verdensnavnet The Strokes holder en længerevarende siesta, debuterer trommeslager Fabrizio Moretti med sideprojektet Little Joy. Ud af det er der kommet et ualmindeligt charmerende og tilbagelænet folk-inspireret album, som kun enkelte gange leder tankerne hen på The Strokes.

Koncerter

Arctic Monkeys, The Strokes, Franz Ferdinand, 02.07.06, Roskilde Festival

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)

Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2003

Undertoner er stolte af at præsentere valget af de 20 bedste danske og 20 bedste udenlandske plader i 2003.Så er året endnu engang lakket mod sin ende, og det er tid til at gøre status. Har man nået de mål, man har sat sig? Har man fået arbejde? Er man gået i gang med en uddannelse? Er man blevet gift? Har man fået børn? Har man fået nok”¦ Ahhr for helvede. Det vigtigste er jo selvfølgelig at vurdere pladeåret 2003. Hvilke nye ansigter meldte sig på banen? Hvilke gamle bands skød vores håb i sænk eller gjorde vores mistillid til skamme? Hvilke plader var kort sagt de bedste i det forgangne år? Det sidste spørgsmål vil vi her på Undertoner gerne give vores bud på. Vi ville måske gerne have gjort det på en anderledes måde end nedenstående. Vi ville gerne have opfundet den dybe pladetallerken endnu engang og givet en grundig, men samtidig præcis gennemgang af musikåret, der gik. En interaktiv tour de force i undergrundens kringelkroge, hvor alle er nævnt og ingen er glemt. Den ultimative, geniale, altoverskyggende opsummering, der ville sætte nye standarder og for evigt sikre vores navne i den ende af musikbranchen, hvor de vigtigste instrumenter er den skarpe pen og det store overblik. Hvem ved, måske får I det til næste år. I år må I nøjes med to top 20 lister – en udenlandsk og en dansk. Listerne er sammensat af de enkelte anmelderes individuelle lister og afspejler derfor et sammensurium af forskellige præferencer. Vi bilder dog os selv ind, at de nedenstående 40 plader er et meget godt bud på cremen af musikudgivelser anno 2003. Inden vi slipper jer løs til at bedømme vores valg, er det på sin plads lige at nævne en række plader, der fik topplaceringer hos den enkelte anmelder, men altså ikke nået ind på de samlede lister. Af udenlandske plader drejer det sig om Cursive: The Ugly Organ, Hymie’s Basement: s.t., David Toop: Black Chamber, Jose Gonzalez: Veneer, ohGr: Sunnypsyop og Taking Pictures: Friends Are Ghosts. Og de danske plader: Singvogel & Peter Laugesen: Hotellet brænder samt Halfdan E og Martin G: Smarte pletter mellem fingrene. Men nok om dem der ikke kom med. Her er listerne, med garage på toppen og undergrund i bunden. Go’ fornøjelse. Udenlandske plader 20. Calexico: Feast of Wire 19. Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place 18. Mars Volta: De-loused at the Comatorium 17. Songs: Ohia: The Magnolia Electric Co. 16. Manitoba: Up in Flames 15. Willard Grant Conspiracy: Regard the End 14. Belle & Sebastian: Dear Catastrophe Waitress 13. Tindersticks: Waiting for the Moon 12. The Hidden Cameras: A Smell of Their Own 11. The Wrens: The Meadowlands 10. Cat Power: You Are Free 9. The Strokes: Room on Fire 8. Grandaddy: Sumday 7. Black Rebel Motorcycle Club: Take Them On, on Your Own 6. Nina Nastasia: Run to Ruin 5. Broken Social Scene: You Forgot It in People 4. Four Tet: Rounds 3. Blur: Think Tank 2. Radiohead: Hail to the Thief 1. The White Stripes: Elephant Danske plader 20. Strumm: Strumm EP 19. Velour: Get in Room 18. Love Shop: National 17. Icebreaker International/Manual: Into Forever 16. The Fashion: Rock Rock Kiss Kiss Combo 15. Simon Gylden: Bring Your Daddy 14. Pluto: Støv/eller/støj 13. Diefenbach: Run Trip Fall 12. Opiate: Sometimes 11. Dub Tractor: More or Less Mono 10. Baby Woodrose: Money for Soul 9. Olesen-Olesen: Hårdnakket idyl 8. Wynona: Santiago 7. Kashmir: Zitilites 6. Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books 5. Nikolaj Nørlund: Tændstik 4. Moi Caprice: Once upon a Time in the North 3. Figurines: Shake a Mountain 2. Mew: Frengers 1. The Raveonettes: Chain Gang of Love

Plader

The Strokes: Room on Fire

The Strokes nye album Room on Fire halter bagefter og har ikke samme iørefaldende lethed og elegance som forgængeren. Og så mangler der i den grad et par gedigne energiladede numre til at få tempoet i vejret og få fyret op for festen.