Tag - The Twilight Sad

Den tidligere Death by Kite-sanger og -guitarist Bjørn Lange spiller nu under navnet Flag White. På fredag varmer han op for The Pains of Being Pure at Heart i Amager Bio, og nu kan du varme op med hans anbefalinger af favoritplader.

Skotske The Twilight Sad har ladet den elektriske guitar ligge derhjemme og indspillet en akustisk ep. Nu forærer de den væk - helt uden at kræve betaling. Ikke særlig typisk skotsk, hva'?

Vi indrømmer det med det samme. Vi har ikke fået det hele med. Der er udgivelser vi ikke har fået anmeldt, som ellers fortjener en masse opmærksomhed. Det er vi kede af. Men hvad skal vi gøre? Samle op på nogle af de vigtigste albums, som vi missede i løbet af året? Så ok da. (17.12.07)Selv om vi altid forsøger at anmelde alle de vigtige udgivelser i løbet af året, er der naturligt nok en række plader, der flyver under radaren, og som derfor ikke får den omtale, som de ellers fortjener. Det forsøger vi hvert år at rette op på ved at lave en opsamling på de albums, som burde have fået opmærksomhed på Undertoner. Derfor har en række skribenter kigget samlingen igennem og hver især har fundet udgivelser, der ikke blev anmeldt, men som stadig er værd at få hørt. Kasper Würtz The Fields debut hos de tyske minimal-pionerer Kompakt bød ganske fortjent på et gennembrud hos såvel kritikere som hos det dansehungrende publikum. Svenske Axel Willner har med From Here We Go Sublime begået et fremragende album, der med sin besynderligt dansable ambient viser, hvordan man kan folde varme, fængende melodier ud af et ellers koldt og inhumant lydunivers. Resultatet er en minimalistisk perle, der minder om Underworld i deres velmagtsdage, minus Karl Hydes maniske lyrik-rablen. Findlay Brown: Separated by the Sea Der er også en del musikhistorie i Findlay Browns fabelagtige debut Separated by the Sea, der visse steder sender hilsener til forbilleder fra såvel den engelske og amerikanske folkscene. Men selv om Nick Drake og Simon & Garfunkel står i kulisserne, er det Brown, der ejer scenen takket være en fornem blanding af skrøbelighed og sangskrivermæssigt overskud. Materialets høje kvalitet og den overvældende skønhed, der generelt gennemstrømmer albummet, giver håb om, at der stadigvæk er værdige y-kromosom-bærende mennesker, der kan bejle til den folktrone, som samtidens kvinder har sat sig så solidt på. Anders Hjortkær Christensen Joakim Thåström har spillet punk i Ebba Grön, rock i Imperiet og lidt af det hele i eget navn, senest med det nedtonede pragtværk Skebokvarnsv. 209. Med Sällskapet som nyeste projekt tager Thåström sin lytter med på en foruroligende, dekadent rejse forbi kolde industrikvarterer og fortågede havneknejper, og hele herligheden lyder som en afdæmpet krydsning af Suicide og Einstürzende Neubauten. Den selvbetitlede debut er underspillet og aldeles fremragende. Lasse Dahl Langbak The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters Hvis man ikke er blevet blæst omkuld af et album i 2007, har man næppe hørt The Twilight Sad. For deres debutplade, Fourteen Autumns and Fifteen Winters, kan med sin voluminøse kraft, der ligger bag de dramatiske rockhymners støjende udladninger, banke alt i jorden. Og så er James Grahams lyriske fremførelser om barndomsårenes mørkere sider ikke bare intense som bare fanden – de bliver sågar ytret på et klingende skotsk, der emmer af en sjældent hørt autenticitet. Brølstærk debut. Noise pop er bare et af de genremærkater, der er blevet smækket i nakken af Deerhoof. Med udgivelsen af Friend Opportuniy skal der imidlertid sættes en streg over noise, mens pop bør skrives med større typer. Efter at guitarist Chris Cohen har forladt bandet, er guitarstøjen nemlig stort set sløjfet. I stedet har de tre resterende medlemmer udgivet en umiddelbar og fængende plade, hvor Satomi Matsuzakis lillepigestemme boltrer sig blandt groovy rytmer, tunge riffs og en række synth-effekter, som atter gør Deerhoof til et herligt, uforudsigeligt bekendtskab. Peder Bo Jørgensen Electrelane: No Shouts, No Calls Electrelane, der for nyligt annoncerede, at de holder pause på ubestemt tid, udsendte i foråret deres foreløbigt sidste skud fra støjrock-pigepop-pistolen.Ikke noget øresønderrivende brag, men derimod et rigtig fint “plop” på den rigtige side af smertegrænsen. No Shouts, No Calls er mere pop end støj, og udover at være det sidste Electrelane album er det også det bedste. Dette står klarest på “The Greater Times” og “To the East”, men også med de finurlige “Saturday” og “Cut and Run” som højdepunkter. Mads Jensen Som det fremgår af anmeldelser og lister, kan vi på Undertoner godt lide Yeah Yeah Yeahs. Derfor er det også ærgerligt, at de kun velsignede os med en ep, i stedet for et fuldlængdealbum i 2007. Til gengæld er det bedre at få en god EP end ingenting. Og Is Is er en god ep. I ånd og energi lægger den sig faktisk tættest op af den selvbetitlede debut. Den er rå som tatar og energisk som Anders Fogh på sin morgenløbetur. Hverken i musikken eller udgivelsesfrekvensen er der således noget, der tyder på, at Yeah Yeah Yeahs skruer ned for energien, og tak for det. Jeppe Fly-Kristensen LCD Soundsystem: Sound of Silver Forførende beats og henslængte arrangementer parres i en suppedas af programmeringsmusik, der måske er ved at nærme sig pop, men alligevel er meget mere end det. Discopunk, dansabel el-rock eller synth-pop, kald det hvad du vil; LCD Soundsystem finder inspiration i U2 rock, Kraftwerk keyboard og Bowie avantgarde, og ender ud i en hybrid af en plade, der på mange måder er svær at genrebestemme, men pokkers dragende. Faktisk er det småt med dårlige numre på Sound of Silver og selv om James Murphy, hovedpersonen bag projektet, måske ikke har en ny “Daft Punk Is Playing at My House” i ærmet, føles pladen pokkers holdbar. Har man først tændt stroboskoplyset, skal man på ingen måde gå uden om Sound of Silver, for det er en meget homogen danseplade.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows