Less is more-devisen var mandag røget på hylden til fordel for Two Gallants i deres mest dundrende og sing-along-venlige version. Heldigvis var mere faktisk ofte mere under koncerten, der gennem et enkelt stille indslag dog vækkede et afsavn efter rigtig at blive ramt i hjertekulen.
Den koncertaktuelle amerikanske duo Two Gallants synes ikke, at de mangler nogen tredjemand. Adam Stephens og Tyler Vogel har nemlig fundet en enkel, men effektiv metode, der kan få 1 plus 1 til at give 3. (12.11.06)For nogle uger siden endte en koncert med Two Gallants i det rene kaos. Politiet havde modtaget en klage om, at musikken var for høj, så en bredskuldret politibetjent ankom til spillestedet i Houston. Han tog sig resolut af trommeslager Tyson Vogel, der blev arresteret, mens forsangeren og guitaristen Adam Stephens blev skudt med en strømpistol flere gange, før det lykkedes ham at stikke af. Hændelsen illustrerer ikke kun, hvor kort for hovedet politiet i Texas kan være, men også hvor meget lyd San Francisco-duoen kan få ud af en guitar og et trommesæt. Omvendt spillemådeTwo Gallants debuterede med The Throes i 2004, og tidligere i år udkom den glimrende opfølger What the Toll Tells. På begge plader bliver Adam Stephens indfølte sjælefortællinger og aggressive udbrud stort set kun ledsaget af hans egen guitar og Tyson Vogels energiske trommespil. En så spartansk instrumentering sætter sine naturlige begrænsninger. Alligevel synes de to amerikanere ikke, at de mangler et ekstra medlem. Også selv om det ville være mere passende for visse sange, hvis de kunne udvide instrumenteringen med en bas. Tyson Vogels trommespil fylder helt bevidst meget i bandets lyd. Trommer og guitar bliver nemlig spillet med tanke på, at de kun har de to instrumenter at gøre godt med. “Vi justerer vores spillestil, så vi kan gøre det ud for den manglende person. Jeg prøver at spille lidt mere rytmisk, mens Tyson spiller lidt mere melodisk. Hvilket jo er det modsatte af instrumenternes egentlige formål. Jeg prøver at spille en basgang for at få en fyldigere lyd. Og Tyson spiller mere individuelle toner,” forklarer Adam Stephens.Når selve sangen bliver skrevet, har det derimod ikke den store betydning, at de er et tomandsband.“Selve sangene afhænger ikke nødvendigvis af, at de skal spilles af to personer. De kan spilles af 20 personer, og du kan spille dem alene.” Irsk indflydelse via amerikansk musikSangene vil helt sikkert også kunne spilles af en gruppe irske folkemusikanter. Der skinner i al fald en tydelig inspiration fra irske folkemelodier gennem sangene. Og da Two Gallants samtidig er navnet på en novelle af den irske forfatter James Joyce, forledes man til at tro, at de to amerikanere har et nært forhold til den grønne ø. Men det er ikke helt tilfældet.“Jeg har lyttet til meget irsk folkemusik, og jeg nyder meget af det. Men jeg synes ikke, at det er et gennemgående tema i vores musik. Flere af vores sange går i 3/4-takt ligesom mange irske sange. Derfor er der visse sammenligninger, men det har ikke været nogen reel indflydelse,” forklarer Adam Stephens. Mødt med påstanden om, at sangen “Prodigal Son” har en stor lighed med netop en irsk folkemelodi, uddyber Stephens: “Meget traditionel, amerikansk musik er baseret på traditionel britisk musik. “Prodigal Son” er ikke baseret på nogen sang, det er en original sang. Vi har lyttet meget til ældre amerikansk musik, så indflydelsen er der. Men vi har ikke noget stærkt bånd til Irland.” 15.000 teenagetøserTwo Gallants udkommer på pladeselskabet Saddle Creek, som nok er mest kendt på grund af medejeren Conor Oberst fra Bright Eyes. Oberst har åbenbart travlt nok med sine egne projekter, for han er ikke en del af arbejdet på selskabet og har derfor heller ikke haft nogen som helst indflydelse på Two Gallants’ to plader. Men det giver opmærksomhed at blive forbundet med Bright Eyes, og det er positivt, indrømmer Adam Stephens og peger på, at der også er stor respekt omkring andre Saddle Creek-kunstnere som Cursive og Azure Ray. At det er sidstnævnte to navne, Two Gallants helst vil forbindes med, slår Tyson Vogel fast.“Jeg tror, at Cursive, som vist nok har eksisteret i længere tid end Bright Eyes, er kendetegnende for Saddle Creek-lyden. De er lidt mere undergrund, men jeg tror, at de på visse måder er lige så store som Bright Eyes. Ud over 15.000 15-årige piger vil de fleste sikkert bedre kunne lide Cursive end Bright Eyes.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Two Gallants: What the Toll TellsTwo Gallants, 01.07.06, Roskilde Festival
Two Gallants, Pavilion, 20.00 Der var ikke meget pondus over de to unge fyre, der gik ind på Pavilion-scenen for spille deres energiske sammenblanding af amerikansk country, folk og blues og traditionelle irske folkeviser. Men selv om de var spinkle af statur, var der i den grad saft og kraft bag de tos musikalske formåen. Two Gallants fik det optimale ud af deres spartanske instrumentering, der blot tæller guitar, trommer og lidt mundharmonika. Two Gallants har kun udgivet to plader. Alligevel var den timelange sætliste spækket med imponerende mange slidstærke sange. Flere af dem har kvaliteter, der gør dem til potentielle nyklassikere. Først og fremmest “Las Cruces Jail”, men også “Steady Rolling”, “Nothing to You” og “Long Summer Day” tilhører den kategori. I live-versionerne var Adam Stephens whiskeyhæse vokal stadig suveræn. Fra det inderlige til det aggressive havde hans stemme en stor spændvidde, som han kontrollerede på en så overlegen vis, at hans skæbnefortællinger blev ekstremt nærværende. Og Tyson Vogels trommespil viste sig lige så eminent, som man turde håbe. Da han gav sangene bund, og fordi trommerne ofte var det melodibærende instrument, var han konstant beskæftiget med at tjatte til, slå eller hamre løs på gryderne, så hans lange sorte hår flagrede foran ansigtet på ham. Ene og alene var han en stor musikalsk såvel som visuel oplevelse. Som duo var Two Gallants en kraftfuld enhed, der vidste præcis, hvor de havde hinanden. I det hele taget var præstationen fra de to musikere stærk gennem hele denne fremragende koncert. (LDL) Silver Jews, Odeon, 21.00 “I have a story to tell,” brummede David Berman fra scenen kort inde i den første Silver Jews-koncert på dansk grund. Og det er historierne, der kommer i første række, når David Berman laver plader. Men på Odeon lørdag aften var de ofte afdæmpede sange pakket ind i underfundige melodiforløb indhyllet i et til tider støjende udtryk. Dette kunne ikke mindst tilskrives en lydmand, der mente, at trommer er den bedste ting i hele verden, og at de gerne skal kunne overdøve to guitarer og forsangerens vokal. Lydirritationerne kunne dog ikke ødelægge de stærkeste af Silver Jews’ country-inficerede lofi-numre, og især “Random Rules” samt “Smith & Jones Forever” fungerede bedre end gennemsnittet. Ellers var det desværre småt med variationerne, da det virkelige plus hos Silver Jews – teksterne – alt for ofte druknede under trommerne. Bedre blev det, da Berman sang den fine “Animal Shapes”. Dens uptemto og rootsy stemning stod i fin kontrast til de rockende og støjende elementer. Trods enkelte gigantiske højdepunkter og en stak sange, der er umulige at ødelægge – selv for en for hårdt tærskende trommeslager – var Silver Jews’ første besøg i Danmark en moderat skuffelse. Der manglede simpelthen for mange detaljer og bid i lyden. (MT)
Er du helt på det rene med, at musik sagtens kan være effektfuldt, selv om de eneste virkemidler er trommer og guitar, bør du snarest stifte nærmere bekendtskab med Two Gallants. Og det gælder i øvrigt også alle andre!
