Durand Jones & The Indications charmerer med sjælfulde vokalharmonier, imponerer med stærke tekster og kombinerer lyden af klassisk r’n’b og soul med en nutidig nerve og energi på en måde, der giver rigtig, rigtig god mening.
Tag - vokalharmonier
De klassiske indierockere fra Champs bakser på deres debutalbum grumset folkpop sammen med en række fremragende melodier og giver slutteligt det hele et mystisk gospelpræg. Det er originalt og modigt, men lige en tand for selvhøjtideligt.
NovemberDecember tager med begrænset succes den handske op, som The Rumour Said Fire har smidt.
Julianna Barwick har Island med i tasken, når hun besøger Jazzhouse 20. oktober. Vil du med? Så quiz løs.
Amerikanske Julianna Barwick leverer med Nepenthe et ambient, æterisk og intimt album, hvor loopede vokaler og konturløse arrangementer skaber en meditativ stemning. En elegisk eliksir, der desværre ikke helt har den rette virkning.
De folkelige børn af tiden skal på deres andet udspil bevise, at de ikke kun er et produkt af andre bands. Det gør de på en både dyster og harmonisk måde.
Kombinationen af dansende surf - og sommerrock og dystre melankolske tekster fungerer godt på Jails tredie albumudspil. Revolutionerende er det dog ikke.
Det var ikke ret mange, der var så heldige at overvære den britiske duo Slow Clubs første koncert i København. Men vi, der var der, fik en veldoceret blanding af garagerock, vokalharmonier og retropop. Og det føltes, som om det var noget ganske særligt.
Altid aktive Alcoholic Faith Mission forbliver et yderst rart bekendtskab på den nye plade, Ask Me This, der viser et gnistrende ambitiøst og dynamisk band.
En times fin, men ikke overvældende lo-fi er, hvad det er blevet til for Ganglians på deres anden plade.
Der vises flotte takter på debutalbummet fra det danske sidestykke til Fleet Foxes. Idéerne er gode og talentet til stede. Nu mangler de bare at lære at tegne uden for stregerne og overraske.
Den amerikanske sangerindes manende lag-på-lag-kompositioner er ikke just gængs festivalmusik, men hendes solokorværker fungerede overraskende godt. Dårlig lyd og en lige vel lang spilletid trak dog ned.
Hymns From Nineveh var begejstrede og begejstrede selv, mens de leverede et par stærke øjeblikke i en koncert med ellers lige lovlig meget fyldstof.
Brug for simultant at kunne høre to koncerter med et halvt øre? Roskilde Festival har løsningen, og den hedder Gloria.
Duoens folkpop var sød, charmerende og fint understøttet af velafbalancerede strygere. Vokalharmonierne var strålende, men kunne ikke helt skjule, at tvillingerne stadig mangler et par gode sange mere.
Andet album fra de svenske slowfolkere byder på stedvise tekstlige spinatvandringer og behagelige, men søvndyssende kompositioner.
På Helplessness Blues tager sekstetten fra Seattle i store træk den musikalske tråd fra debuten op – dog med nogle nye tiltag, som bestemt ikke gør pladen mindre interessant.
Nogle gange kan musik blive så skematisk vellydende, at den forbliver et overfladisk bekendskab og aldrig efterlader et varigt indtryk. Det er langt hen ad vejen tilfældet med Alcoholic Faith Missions ep.
Skal musik være opbyggende? Er det skønne det samme som det perfekte? Kan man få overdosis af kærlighed? Hymns from Ninevehs andet album er smukt, men mangler en skønhedsfejl.
En række kvinder fra den danske musikundergrund laver stemmeeksperimenter, der både udfordrer og appellerer til øret. Syv stemmer, en tromme, intet andet.