Tag - Wolfmother

Plader

Wolfmother: Cosmic Egg

Wolfmother kender deres rockhistorie, og selvom de i uhørt grad lever højt på andres meritter, så lyder de stadig ganske charmerende på dette tungrockende album med syng med-omkvæd.

Koncerter

Wolfmother, Coldcut, 02.07.06, Roskilde Festival

Wolfmother, Odeon, 16.00 Med Marshall- og Ampeg-forstærkerne revet op på 11 havde australske Wolfmother fået til opgave at sætte gang i en af den slags fester, der kun findes på Dyrskuepladsen, når det efter en uge med øl, øl og mere øl, er næsten umuligt at få en fornuftig beruselse sat i stand. Men australierne, der så ud til at nyde hver en tone, gjorde deres til at hjælpe publikum i gang. Med armene højt hævet, når han ikke legede riff-konge, var forsanger Andrew Stockdale en fornøjelse at følge – ikke mindst fordi hans Phil Lynott-frisure var autentisk og skæg. Koncerten blev indledt med “Dimension” fra bandets debutplade, hvorfra alle settets sange da også var hentet. Med læssevis af “ohhhh yeah!”-fraseringer kastet i en cementblander med friske rockklassikere blæste Wolfmothers opdatering af Black Sabbath-riffs og Led Zeppelin-melodier støvet langt væk fra Odeon-scenen. Og linjen, der blev lagt fra starten, blev kørt helt ud. Sangene, der på plade i ny og næ er en kende tamme, blev spyet ud med engagement og en autenticitet, der kom helt på højde med Black Sabbaths koncert sidste år. Selv om Wolfmother må være trætte af at blive sammenlignet med netop Black Sabbath, men også Led Zeppelin, så er det umuligt for australierne at løbe fra, at de er mere end inspirerede af start-70’ernes tonserrock fra England. Men det virkede ikke, som om at det betød noget for publikum, der slikkede hvert et riff i sig, og søndagsgratisterne må have været stolte af ungdommen, som stadig kan spille rock, som dengang far havde overskæg, og Ozzy ikke var flyttet til Hollywood. (MT) Coldcut, Metropol, 18.00 Den legendariske engelske duo Coldcuts nye album Sound Mirrors er så tamt og overmåde velpoleret, at det pludselig er blevet svært at huske, hvorfor Matt Black og Jonathan More egentlig er legender. Eller det var det i hvert fald, indtil de to indtog Metropol-scenen. For sammen med en dj, en rapper samt en mand med ansvar for de flimrende, anarkistisk omskiftelige videoprojektioner, der er en afgørende del af Coldcuts liveoptrædener, leverede de to nemlig et rigtig godt show. Der var fuldt knald på fra start af, hvor det ene old school-hiphopbeat afløste det næste, mens Coldcut mixede Jimi Hendrix, AC/DC, stumper fra filmen Casablanca og fra Disneys Junglebogen. Og som om der ikke var rigeligt at følge med i rent musikalsk, fulgte videoshowet musikken, så man kunne se Mowglis abevenner spjætte af sted til de huggende beats. Endnu mere effektfuldt var samspillet mellem lyd og billeder, da Coldcut leverede en ganske drum’n’bass-inspireret udgave af deres Blair-hånende 2001-single “Re: Volution”. En arrig Tony Blair stammede sig frem til at sige “The lunatics have taken over the asylum“, hvorefter bl.a. Blair, Bush og Condoleeza Rices hoveder strittede ud af en bus på faretruende slingrekurs. Og da Charlton Heston blev klippet ind lige efter billeder af Columbine High School og sagde “die, die, die“, gav det perfekt mening at se Coldcut som musikkens Michael Moore. Helt så politisk blev det ikke i resten af koncerten, men publikum kunne dog danse sig gennem numre som “Timber”, der næsten udelukkende består af samples fra regnskovsfældning, og “Atomic Moog 2000”, som protesterer mod alle former for atomkraft. Danset blev der i hvert fald – men, med det nye nummer “True Skool” som eneste undtagelse, kun for alvor til de gamle numre. Coldcut har ikke flyttet sig de sidste 7-8 år – men hvad gør det, når de stadig kan klippe, klistre og scratche sig til en festivalkoncert, der får trætte søndagsfødder på dansegulvet? (MA)