Tag - Yeah Yeah Yeahs

Manden bag kultserien Twin Peaks og en perlerække af film, der ligger højt på enhver klassikerliste, udgiver albummet Crazy Clown Time den 8. november. Dette er fortsættelsen af en interesse for musikalsk skaben, der startede inden for de sidste par år. I 2010 resulterede dette i et samarbejde med Danger Mouse og Sparklehorses Mark Linkous på pladen Dark Night of the Soul. På Crazy Clown Time er det mest påfaldende samarbejde nok det med polsk-koreanske sangerinde, Karen O, frontkvinde i Yeah Yeah Yeahs. De har sammen lavet sangen Pinky’s Dream, som du kan lytte til og downloade gratis her.

Som tidligere nævnt her på Undertoner, så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs under navnet Karen O and the Kids lavet lydsporet til Spike Jonzes filmatisering af “Where the Wild Things Are”. Nu er der mulighed for at lytte til 30-sekunders lydbidder på Stereogum. Og selv om det ikke er meget, er det alligevel nok til at give en god fornemmelse af de tit ret børne-agtige sange (det er jo også en børnefilm) med sprælsk akustisk guitar og synge-med-omkvæd. Albummet udkommer i dag, og filmen har Danmarkspremiere 27. november.

En af efterårets mest ventede film må næsten være Spike Jonzes filmatisering af den klassiske børnebog “Where the Wild Things Are”. Til sådan en film hører sig selvfølgelig også god musik til. Derfor er Karen O fra Yeah Yeah Yeahs blevet hyret til at lave lydsporet under navnet Karen O and the Kids. Det viser sig, at disse ‘børn’ er velkendte ansigter som bl.a. hendes to kolleger i Yeah Yeah Yeahs, Nick Zinner og Brian Chase, Bradford Cox fra Deerhunter, Aaron Hemphill fra Liars og flere fra den scene. Resultatet må vi vente spændt på at høre den 29. september. Singlen “All Is Love” er udkommet digitalt i dag, og selve filmen har premiere 27. november i Danmark. Her er en trailer for filmen (godt nok med Arcade Fire som baggrundsmusik): WHERE THE WILD THINGS ARE trailer in HD

Karen O er som altid en inciterende oplevelse at lytte til. På Yeah Yeah Yeahs nye album It’s Blitz! fortsætter hun med sine to mandlige undersåtter den rivende udvikling, der igennem et årti har været så smuk at følge. Resultatet er storslået.

Så er der slik til de alternative musik-kredse fra Roskilde Festivalen Nu ser det ud til, at Roskilde Festivalen for alvor begynder at flirte med Undertoners redaktion. De sidste par mainstream-offentliggørelser som Kanye West, Lily Allen, Lil’ Wayne og Pet Shop Boys har da været fine nok, men vi har ikke haft rigtig grund til at juble siden offentliggørelsen af de elektroniske mindfuckere Black Dice, der leverede en forrygende koncert i efteråret, The Dodos, der gav en knap så støjende, men lige så fremragende koncert i november og Fucked Up, hvis album fra sidste år blev udråbt til et visionært og ambitiøst hardcore-mesterværk her på Undertoner. Nu har Roskilde-festivalen så også offentliggjort, at Gang Gang Dance kommer og spiller deres spirituelle lydafsøgninger. Og det vækker glæde ikke kun fordi de røg ind på en tredjeplads på Undertoners årsliste, men også fordi de har været et forrygende liveband de gange, de har spillet i Danmark. Derudover kommer Yeah Yeah Yeahs, som er vellidte på Undertoner-redaktionen, og desuden udgiver deres tredje album It’s Blitz den 13. april. De skal nok være garanter for en gang art-punket pop. Sidst, men ikke mindst er de nye indie-darlings The Pains of Being Pure at Heart blevet offentliggjort. Deres støjende indiepop har gået deres sejrsgang i blogosfæren og har ikke mindst fået et ekstra skud hype med hjælp fra Pitchfork. Ja, vi begynder at blive bløde i knæene herinde på redaktionen.

Så er der old skool-hiphop på en fredag Ok, så er det vist tid til noget feelgood hiphop her på en fredag. Og hvad er bedre end en omgang hiphop af den gamle skole, der endda snakker om hiphop? Leverandørerne er en producerduo ved navn N.A.S.A., der på forunderlig vis har fået samlet en imponerende række gæsteoptrædende til deres nye album The Spirit of Apollo, hvorfor det er et af årets mest ventede. Altså, vi taler Tom Waits, Spank Rock, Kanye West, David Byrne, Gift of Gab fra Blackalicious og The Mighty Underdogs, Kool Keith, M.I.A., halvdelen af Wu-Tang Clan, Karen O fra Yeah Yeah Yeahs og mange flere. Se bare tracklisten: 1. Intro 2. The People Tree (ft. David Byrne, Chali 2na, Gift of Gab & Z-Trip) 3. Money (ft. David Byrne, Chuck D, Ras Congo, Seu Jorge & Z-Trip) 4. NASA Music (ft. Method Man, E-40 & DJ Swamp) 5. Way Down (ft. RZA, Barbie Hatch & John Frusciante) 6. Hip Hop (ft. KRS-One, Fatlip & Slim Kid Tre) 7. Four Rooms, Earth View 8. Strange Enough (ft. Karen O, Ol’ Dirty Bastard & Fatlip) 9. Spacious Thoughts (ft. Tom Waits & Kool Keith) 10. Gifted (ft. Kanye West) 11. A Volta (ft. Sizzla, Amanda Blank & Lovefoxxx) 12. There’s a Party (ft. George Clinton & Chali 2na) 13. Whachadoin? (ft. Spank Rock, M.I.A., Santogold & Nick Zinner) 14. O Pato (ft. Kool Kojak & DJ Bãboa) 15. Samba Soul (ft. Del Tha Funkee Homosapien & DJ Qbert) 16. The Mayor (ft. The Cool Kids, Ghostface Killah, DJ AM & Scarface) 17. N.A.S.A. Anthem Albummet udkommer 16. februar. Her er det KRS-One, Fatlip og Slim Kid Tre, der folder sig ud i en charmerende, animeret video:

Vi indrømmer det med det samme. Vi har ikke fået det hele med. Der er udgivelser vi ikke har fået anmeldt, som ellers fortjener en masse opmærksomhed. Det er vi kede af. Men hvad skal vi gøre? Samle op på nogle af de vigtigste albums, som vi missede i løbet af året? Så ok da. (17.12.07)Selv om vi altid forsøger at anmelde alle de vigtige udgivelser i løbet af året, er der naturligt nok en række plader, der flyver under radaren, og som derfor ikke får den omtale, som de ellers fortjener. Det forsøger vi hvert år at rette op på ved at lave en opsamling på de albums, som burde have fået opmærksomhed på Undertoner. Derfor har en række skribenter kigget samlingen igennem og hver især har fundet udgivelser, der ikke blev anmeldt, men som stadig er værd at få hørt. Kasper Würtz The Fields debut hos de tyske minimal-pionerer Kompakt bød ganske fortjent på et gennembrud hos såvel kritikere som hos det dansehungrende publikum. Svenske Axel Willner har med From Here We Go Sublime begået et fremragende album, der med sin besynderligt dansable ambient viser, hvordan man kan folde varme, fængende melodier ud af et ellers koldt og inhumant lydunivers. Resultatet er en minimalistisk perle, der minder om Underworld i deres velmagtsdage, minus Karl Hydes maniske lyrik-rablen. Findlay Brown: Separated by the Sea Der er også en del musikhistorie i Findlay Browns fabelagtige debut Separated by the Sea, der visse steder sender hilsener til forbilleder fra såvel den engelske og amerikanske folkscene. Men selv om Nick Drake og Simon & Garfunkel står i kulisserne, er det Brown, der ejer scenen takket være en fornem blanding af skrøbelighed og sangskrivermæssigt overskud. Materialets høje kvalitet og den overvældende skønhed, der generelt gennemstrømmer albummet, giver håb om, at der stadigvæk er værdige y-kromosom-bærende mennesker, der kan bejle til den folktrone, som samtidens kvinder har sat sig så solidt på. Anders Hjortkær Christensen Joakim Thåström har spillet punk i Ebba Grön, rock i Imperiet og lidt af det hele i eget navn, senest med det nedtonede pragtværk Skebokvarnsv. 209. Med Sällskapet som nyeste projekt tager Thåström sin lytter med på en foruroligende, dekadent rejse forbi kolde industrikvarterer og fortågede havneknejper, og hele herligheden lyder som en afdæmpet krydsning af Suicide og Einstürzende Neubauten. Den selvbetitlede debut er underspillet og aldeles fremragende. Lasse Dahl Langbak The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters Hvis man ikke er blevet blæst omkuld af et album i 2007, har man næppe hørt The Twilight Sad. For deres debutplade, Fourteen Autumns and Fifteen Winters, kan med sin voluminøse kraft, der ligger bag de dramatiske rockhymners støjende udladninger, banke alt i jorden. Og så er James Grahams lyriske fremførelser om barndomsårenes mørkere sider ikke bare intense som bare fanden – de bliver sågar ytret på et klingende skotsk, der emmer af en sjældent hørt autenticitet. Brølstærk debut. Noise pop er bare et af de genremærkater, der er blevet smækket i nakken af Deerhoof. Med udgivelsen af Friend Opportuniy skal der imidlertid sættes en streg over noise, mens pop bør skrives med større typer. Efter at guitarist Chris Cohen har forladt bandet, er guitarstøjen nemlig stort set sløjfet. I stedet har de tre resterende medlemmer udgivet en umiddelbar og fængende plade, hvor Satomi Matsuzakis lillepigestemme boltrer sig blandt groovy rytmer, tunge riffs og en række synth-effekter, som atter gør Deerhoof til et herligt, uforudsigeligt bekendtskab. Peder Bo Jørgensen Electrelane: No Shouts, No Calls Electrelane, der for nyligt annoncerede, at de holder pause på ubestemt tid, udsendte i foråret deres foreløbigt sidste skud fra støjrock-pigepop-pistolen.Ikke noget øresønderrivende brag, men derimod et rigtig fint “plop” på den rigtige side af smertegrænsen. No Shouts, No Calls er mere pop end støj, og udover at være det sidste Electrelane album er det også det bedste. Dette står klarest på “The Greater Times” og “To the East”, men også med de finurlige “Saturday” og “Cut and Run” som højdepunkter. Mads Jensen Som det fremgår af anmeldelser og lister, kan vi på Undertoner godt lide Yeah Yeah Yeahs. Derfor er det også ærgerligt, at de kun velsignede os med en ep, i stedet for et fuldlængdealbum i 2007. Til gengæld er det bedre at få en god EP end ingenting. Og Is Is er en god ep. I ånd og energi lægger den sig faktisk tættest op af den selvbetitlede debut. Den er rå som tatar og energisk som Anders Fogh på sin morgenløbetur. Hverken i musikken eller udgivelsesfrekvensen er der således noget, der tyder på, at Yeah Yeah Yeahs skruer ned for energien, og tak for det. Jeppe Fly-Kristensen LCD Soundsystem: Sound of Silver Forførende beats og henslængte arrangementer parres i en suppedas af programmeringsmusik, der måske er ved at nærme sig pop, men alligevel er meget mere end det. Discopunk, dansabel el-rock eller synth-pop, kald det hvad du vil; LCD Soundsystem finder inspiration i U2 rock, Kraftwerk keyboard og Bowie avantgarde, og ender ud i en hybrid af en plade, der på mange måder er svær at genrebestemme, men pokkers dragende. Faktisk er det småt med dårlige numre på Sound of Silver og selv om James Murphy, hovedpersonen bag projektet, måske ikke har en ny “Daft Punk Is Playing at My House” i ærmet, føles pladen pokkers holdbar. Har man først tændt stroboskoplyset, skal man på ingen måde gå uden om Sound of Silver, for det er en meget homogen danseplade.

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.

Anbefalet

EP’er

All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler: Vi serverer ni ep'er uden noget overflødigt fyld.

Lad os glemme al hype, der har været omkring Yeah Yeah Yeahs. Deres musik er ikke bare et modefænomen, og Karen O., Nick Zinner og Brian Chase har meget mere at byde på. Den længe ventede toer Show Your Bones er nu landet, og Yeah Yeah Yeahs står rent musikalsk så stærkt som aldrig før.