Tag - Yo La Tengo

Kluntede forsøg på både at være tidløse og rebelske spænder ben for Yo La Tengo på deres femtende fuldlængde, der udspiller sig som en opiumoverdosis i langsom gengivelse.

Plader

Yo La Tengo: Fade

Med 13 studiealbums i bagagen bør det amerikanske kultorkester Yo La Tengo om nogen vide, hvordan man skruer et godt album sammen. Ikke desto mindre drukner gruppens musikalske kvaliteter i ensformighed samt alt for lidt udvikling, og hvad der oprindeligt er gode sange, ender med samlet set at fremstå kedelige.

Yo La Tengo er tilbage i fin form og leverer endnu et eklektisk udspil, der tager lytteren med rundt i et virvar af musikalske genrer og sindsstemninger.

Yo La Tengo er produktive for tiden. Sidste år udgav de en rock’n’roll-plade under navnet Condo Fucks, og nu er de klar med en fuldlængde under eget navn. Det er opfølgeren til I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass, men albummet har ikke fået helt så flabet en titel. Den hedder nemlig bare Popular Songs, der jo giver det forkerte indtryk, at det er en opsamling. Men det er det ikke. Det er en flok helt nye sange, der udkommer 8. september på Matador, men allerede nu kan man smuglytte til albummet hos NPR. Man har godt nok ikke mulighed for at skippe i numrene, men må høre dem ud i en lang køre, men det gør nu heller ikke så meget. Så kan man jo høre albummet, som Yo La Tengo havde tænkt det.

Gamle kendinge i nye forklædninger spiller gamle kendinge i nye forklædninger. Der er ikke meget at komme efter, hvis det er originaliteten, der trækker, men som statement og hyldest fungerer Fuckbook umanerlig godt. Og så er sangene (stadig) skidegode.

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.

Chris Stameys seneste plade er en underholdende rodekasse. Her er alt fra soulfulde ballader til psykedeliske stenersange og åndssvage reklamejingler. En del er skrald, men supertalent fornægter sig ikke, og i de bedste øjeblikke er Stamey uforlignelig.

Båret frem af Ira Kaplans opfindsomme guitarkaskader er Yo La Tengo en sammentømret lille enhed, der har lavet en håndfuld fremragende albums, hvor nysgerrigheden altid er blevet vægtet højt. Måske derfor lyder den nyeste cd, som om gruppen befinder sig i et vadested og ikke ved, i hvilken retning de skal gå.