Fortryllende, fantastisk, storslået, magisk eller simpelthen bare eminent! Der er ingen grund til at lægge skjul på, at Flaming Lips har gjort det igen. Historien om “Den grimme ælling” er ikke helt ved siden af, når man beskæftiger sig med Flaming Lips. De er gået fra euforisk støjende musik til at lave plader, der er som et orgie af kompositorisk vellyd! Et helt igennem sympatisk bekendtskab, der nægter at overgive sig – ligesom den gennemgående person på albummet, Yoshimi.
Albummet er bygget op af utroligt smukke popsange, der bevæger sig i en overflod af syrede arrangementer, der hver gang rammer præcis den kælne tone, som enhver musikelskende person må overgive sig til. Og de er lige præcis tilpas syrede, til at det gængse pophjerte sagtens være med.
Selvom Flaming Lips er fuldstændigt deres egne, kan man ane bl.a. Beach Boys og Pink Floyd i sangene. Måske ikke musikalsk, men så med hensyn til stemningen og idéerne. Her er det ikke flovt at danse rundt i stuen, hoppe i sengen eller synge ud af vinduet. Næ, der er plads til det hele. Yoshimi Battles the Pink Robots giver os bare undskyldningen for at gøre det. Stemningen gør i hvert fald mig ekstatisk!
Albummet er en glimrende opfølger til den fantastiske The Soft Bulletin, og Flaming Lips har endnu engang bevist deres evne til at lave ualmindeligt helstøbte plader af en anden dimension. Og det lyder oprigtig talt som noget af en anden verden”¦ Det er små gennemtænkte popsange, som er blevet til ved hjælp af nysgerrighed og intenst studiearbejde. Det er elektronisk musik med meget højt til loftet. Patetisk vil nogle måske mene, men har man øre for musik med mange lag, kan man ikke komme uden om Flaming Lips. De udfordrer, afsøger grænser og er hæmningsløse – er det ikke alt, hvad en musikelsker kan bede om?
Albummet er fyldt til randen med fantastiske sange, og det er svært at vælge enkelte ud. Jeg danser rundt til “Fight Test”, mens jeg frydes over teksten: »I don’t know where the sunbeams end and the sunlight begins / it’s all a mystery.« Jeg smiler og synger med skinger falset til tonerne af sangen om den tapre japanske pige Yoshimi: »Oh Yoshimi, they don’t believe me / but you won’t let those robots eat me!« Teksten går lige i hjertet, og har man et ømt punkt for naive tekster, slår dette album benene væk under dig.
Man kan dykke ind i sig selv i “Do You Realize??”, der godt nok giver lytteren mulighed for igen at se virkeligheden i øjnene: »Do you realize that everyone you know someday will die?« For det er ikke i virkeligheden, man befinder sig i som lytter – men man skal jo ud af drømmene igen. Turen bliver måske ikke gjort lettere af denne hårde konfrontation, men der er ingen vej udenom. Og dagen går alligevel betydeligt lettere med disse melodier summende i hovedet. Hvilken beruselse!
Selvom netop “Do You Realize??” beskæftiger sig med en så hård konfrontering af døden, er Yoshimi… et optimistisk og positivt album. I “All We Have Is Now” synges der godt nok »we are not gonna make it,« og Flaming Lips er også mere melankolske i deres tekster, men der er bare et magisk touch, der gør, at drengene i bandet er beundringsværdigt optimistiske.
Jeg er bjergtaget af dette album, og det er svært at skjule sin glæde, specielt når man virkelig ønsker at folk hopper med på vognen, og får den oplevelse, det er at høre Flaming Lips. Så jeg lader objektiviteten gå sine egne veje og bryder ud i umotiveret råben: Køb! Køb! Køb!
Det er yderst sjældent, at jeg bruger betegnelsen mesterværk for et album, men jeg ville uden tvivl have brugt den på The Soft Bulletin, og jeg er fristet til at ville gøre det igen. Hvis dette album er lyden af fremtidens popmusik, så glæder jeg mig. Yoshimi Battles the Pink Robots er årets hidtil bedste album. Så fald på halen”¦ Køb en buket blomster til en, du holder af – Flaming Lips gør denne verden til et bedre sted at leve!
