Interpol fyldte Roskildes Pavilion-scene med deres mørke Joy Division-inficerede rock. Bandet skubbede desuden de sidste tvivlere til side og beviste, at der er noget ved hypen.
 |
| Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto |
Enhver musikelsker ved, at jo mørkere musikken er, desto mindre sollys bør skinne ind fra siderne af teltdugen. Der var derfor tale om en væsentlig tidsmæssig fejlplacering af Interpol og deres mørke toner. Det førte for mig til en mærkværdig forvirring, men løsningen var simpel, og musikken indbyder ligeledes til det: At lukke øjnene – man skulle nok blive ramt alligevel!
Selv om Interpol ikke flyttede sig en millimeter fra den struktur, vi kender fra Turn On the Bright Lights, lød bandet simpelthen større og nærmest helt katedralsk ved at svøbe sig selv ind i den vidunderlige udstrakte rumklang, som er én af de helt væsentlige virkemidler, man kender dem på.
Og man stod nærmest komplet paralyseret af den store, brede lyd, som i det ene øjeblik trykkede én dybt inderst inde med en udvisket, svært forklarlig længsel og det næste med en køligt rockende attitude, som tilsammen gik i ét. Man følte sig helt ude af sig selv ved de skrøbelige og smukke toner af NYC og i en sær introvert opløsningsstemning ved den desperat rockende Stella Was a Diver and She Was Always Down – klumpen samlede sig langsomt i halsen, da forsanger Paul Banks med sin drævende baryton kaldte på sin elskede Stella. Det var lige før, man fornemmede Ian Curtis’ hvide spøgelse svæve rundt i teltet – så intenst og dragende var det øjeblik.
Interpol fik mere eller mindre spillet samtlige numre fra deres stærkt anmelderroste Turn On the Bright Lights fra sidste år, og stod man som vidne til denne koncert, forstod man, at hypen i dette tilfælde vitterlig holder vand.
Læs også Undertoners anmeldelse af Interpol: Turn On the Bright Lights
