Koncerter

Silver Rocket, 24.06.03, Campingscenen, Roskilde Festival

Hvorfor i alverden blev Silver Rocket inviteret til Roskilde? Med den lamme undskyldning af en garagerockende koncert blev undertegnede udsat for festivalens om muligt dårligste band.”œYou got it / Ride the silver rocket“, synges der i Sonic Youths Silver Rocket, fra hvilken sang man må gætte, at århusianerne har deres bandnavn. Men hvis man blev sendt ud på nogle flyveture med Silver Rocket med afsæt fra Roskildes marker, blev det udlukkende til nogle kedelige af slagsen, hvor en tur med børnekarusellen i Tivoli er langt mere spændende.

Silver Rockets musikalske inspirationskilder ligger gemt et ulmt sted i 70’ernes garagerock. De gør sig i tungt drivende guitarrock og skiller sig bemærkelsesværdigt ud ved, at alle tre medlemmer skiftevis synger leadvokal. Overordnet set er idéen uhyre interessant, men for Silver Rockets vedkommende faldt raketten hastigt til jorden. Bedst går det med bandets guitarist på sang. Hans lettere forvrængede vokal

Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto

passede fint til bandets stil, og det er da også med denne sanger, at selve sangskrivningen fungerede bedst – dog uden på nogen måde at være prangende. Energien viste sig fint tilstedeværende, men sangene var simpelthen for søvndyssende kedelige. Jeg blev pludselig glad for mine ørepropper, da den kvindelige bassist stod for tur foran mikrofonen. Hendes skingre og hysteriske vokal skar mere i mine ører, end den på nogen måde kunne fryde. Meget bedre gik det ikke for trommeslagerens sangmæssige indsats. Et større plus var, at jeg kunne lytte til ham med ørepropperne tilbage i æsken, men til gengæld førte det til et langstrakt gab. Magen til uinspirerende og kedsommelig sang har jeg sjældent måtte lægge ører til. De begejstrede udråb mellem numrene virkede langt mere ophidsende end de numre, bandet var kommet til Roskilde for at spille.

Koncerten fik en noget uheldig og skræmmende drejning midt i Silver Rockets set. Vinden, som på daværende tidspunkt blæste med et højt antal sekundmeter, hev fat i et større stativ med koncertlamper, som pludselig faldt med retning mod guitaristens ståsted. Til alles held befandt han sig i det gældende øjeblik midt i en guitarsolo i den anden ende af scenen.

Silver Rocket fremstod som et fuldgyldigt amatørband med alle de negative konnotationer, der end må følge med sådan en betegnelse – og jeg skal ærlig talt stille mig uforstående overfor valget af et sådant band til Roskilde Festivalen. Silver Rocket havde absolut intet at gøre på Campingscenen! De burde parkere raketten i garagen et par år mere, pudse den lidt og putte lidt kraftigere sprængstof i, for den ladning, som vi blev udsat for, var for gabende kedelig og dårlig.

Leave a Reply