Mikael Simpson formåede at skabe intimitet til trods for en stor scene og en ligeledes stor samling mennesker foran sig. Simpson har en kvalitet, der gør, at han kan tryllebinde.
 |
| "…det siger jeg så højt, det nu kan blive" |
Mikael Simpson har efterhånden slået sit navn ganske godt fast, og en stor del af grunden hertil er klart hans liveformåen. Simpson har fået stablet et velspillende liveband på benene, som sætter en væsentlig fyldigere livelyd til de simple optagelser fra sidste års hjemmeoptagede Os 2 + lidt ro 2002. Desuden har Simpson altid været en hyggelig fætter på en scene: Han har ofte en dialog i gang med publikum, og han fortæller gerne små anekdoter mellem sangene, hvilket højner intimiteten. Dette gjorde sig også gældende på Musikhusets scene, hvor et stort antal mennesker var dukket op for at lytte til, hvad Simpson havde på hjerte.
Med en storladen version af det gamle Luksus-nummer, Put mig, leverede Simpson sin lille kritik til de mere intetsigende bands i musikindustrien i dag. “œJeg har ikke en skid at sige, og det siger jeg så højt, det nu kan blive“, sang han, mens publikum gyngede med til tonerne. Simpson langede også ud efter Lomborg og slog sit slag for, at Christiania bør bevares.
Mikael Simpson er ved at skrive sig ind i den danske sangskrivningstradition, hvor blandt andre Olesen Olesen hører hjemme. Livemæssigt er der dog en lidt større lyd hos Simpson, hvilket også gør, at han ikke hører hjemme på de små klubscener. Men hvad gør det, så længe sangmaterialet er i orden?
