Det blev pludselig mørkt i teltet ved Roskilde Festivalens Odeon-scene. Grunden hertil var, at Black Heart Procession havde betrådt scenen, og det gjorde de på mest overbevisende måde. Død og dans, leveret fra et ulmt sted i verden.
 |
| Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto |
Amerikanske Black Heart Procession er ikke en flok overdrevet glade mennesker, hvis man skulle dømme dem udfra deres musik alene. Dette blev hårdt slået fast ved hvert ildevarslende smæk mod lilletrommen, når endnu en mørk march vandres, og Pall Jenkins’ musikalske sav sender sine hylende og klagende toner afsted mod det kommende mørkefrembrud på Roskilde Festivalen.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Black Heart Procession har at gøre med en kulsort blanding af folk, americana og slowcore, som ikke altid er nem at søge ind i. Men i deres mørke musik er der dog alligevel små indbydende lysninger, som gør at man nemmere kan tage den til sig. Måske er det, at bandet er så gravalvorlige i deres udførsel af musikken, at man ikke kan undgå at blive suget ind i deres univers, eller også er det de mange catchy elementer, som musikken trods alt indeholder. Sidstnævnte gør sig især gældende på bandets seneste plade, Amore Del Tropico, som trods mørket også gør brug af andre elementer. “œHere comes something hot and tropical“, lovede forsanger Jenkins, og bandet slog over i Did You Wonder, som netop indeholder disse modsatrettede elementer af varme og mørke, dans og død. Meget makabert var det, men det virkede på allerbedste vis!
Klaveret plinkede og plonkede som tunge regndråber, og den fremherskende dødsmarch lod sig ikke vælte af noget som helst. Bandet slog over i deres måske mest fængende sang af dem alle, It’s a Crime I Never Told You about the Diamonds in Your Eyes. Klaveret bevægede sig mod en uimodståelig boogierytme, og trommerne fortsatte deres løb som skudsalver affyret med sigte mod en hjertesorg, mens Jenkins’ klagende vokal begræd adskillelsen fra sin elskede.
Og således fortsatte det i godt og vel 45 minutter. En kort aftenstund i selskab med Black Heart Processions spøgelsesagtige sange nåede til sin ende, og da vi alle trådte uden for teltet, var det så småt begyndt at blive mørkt.
