Amerikanske Interpol har allerede fået en ganske seriøs omgang hype, og da bandet kommer fra New York, kunne man godt frygte (eller glæde sig til) endnu et retro-rock band a la The Strokes, men det er bestemt ikke tilfældet. Sammenligningerne med Joy Division er slet ikke malplacerede, især når man hører Paul Banks’ Ian Curtis-lignende vokal – dog indeholder Interpol musikalsk set mange flere lag end Joy Division, og derfor ville nok være mere korrekt at sammenligne Interpol med Radiohead anno OK Computer, for ligesom de fantastiske englændere, beskriver Interpol også et samfund, hvor de dominerende følelser er fremmedgørelse og tab. Interpol ved dog også, at der er lys for enden af tunnelen, og derfor bliver deres sange aldrig patetiske eller selvmedlidende. Og det er netop dét, der gør Turn On the Bright Lights til så fantastisk et album. Det er på den ene side trist og kan derfor høres, når hele verden er imod én, men det er samtidig også så opløftende, at det sagtens kan høres på tidspunkter, hvor man ikke er fanget i melankoliens sorte hul.
Allerede i åbningsnummeret “Untitled” bliver der givet et hint om, hvad der er i vente, når Paul Banks synger »I will surprise you sometime / I’ll come around / When you’re down,« og det er præcis, hvad han og bandet gør. På trods af at “Untitled” giver albummet en utrolig stærk start med sine hypnotiske guitarer og Paul Banks’ fortræffelige crooner-vokal, tør man næsten ikke tro på, at Interpol kan holde dette utroligt høje kvalitetsniveau på de følgende 10 numre, men det kan de. I “Obstacle 1” bliver der skruet op for aggressionerne med hårdere guitarer og en Paul Banks, der fremmaner uhyggelige billeder som f.eks.: »You’ll go stabbing yourself in the neck.« På trods af den hårdere tone slipper Interpol aldrig den hypnotiske og atmosfæriske grundstemning, der gør deres musik så fascinerende.
Hjembyen New York får den hyldest, den fortjener, i det ufatteligt smukke “NYC” (et af to numre hentet fra bandets roste Interpol EP), der dog er fyldt til bristepunktet med modsatrettede følelser, for Paul Banks elsker godt nok New York – »I know you’ve supported me for a long time / Somehow I’m not impressed / But New York cares« – men igennem hele sangen ligger der en underliggende følelse af isolation, der bliver understreget af det resignerende: »I’m tired of spending these lonely nights / Training myself not to care.«
Det andet nummer fra ep’en er næsten lige så godt. “PDA” (akronym for ‘public display of affection’) lever fuldstændig op til sin titel og er en desperat bøn fra Paul Banks’ side for at redde stumperne af et forlist forhold, til trods for at han udmærket er klar over, at det er nytteløst: »You will not reach me / I am resenting a position that is past resentment / And now I can’t consider / And now there is this distance,« men sangen ender aldrig i den rene tristesse, fordi akkompagnement både er energisk og forfriskende, og fordi det overvældende omkvæd også er ganske optimistisk: »Sleep tight / Dream right / We have two hundred couches / Where you can sleep tight / Dream right.«
At Interpol har en stor spændvidde, beviser de med “Say Hello to the Angels”, der næsten lyder som noget, The Strokes kunne have lavet, hvis det ikke havde været for den følelsesmæssige dybde og det hypnotiske groove, som sangen har. Helt sublimt bliver det i den nærmest maniske “Stella Was a Diver and She Was Always Down”, om Stella, der var fortællerens »catatonic sex toy love drug diver«. Men på trods af at han elsker hende, er det slut, for »she can’t come out tonight / She broke away.« Har man én gang hørt Paul Banks, når han desperat skriger »Stella«, glemmer man det aldrig. Denne sang er, præcis som albummets resterende 10 sange, så følelsesladet, at man skal være totalt kold for ikke at blive bare en smule rørt.
Ikke én eneste dårlig sang er der på Turn On the Bright Lights, hvis 11 sange skaber en sanseløst smuk mosaik, som det er svært ikke at blive afhængig af, og det gør den til et meget godt bud på årets album.
