Det er altid med en vis forventning, at man lytter til et album fra et selskab, som har en forholdsvis veldefineret profil. På en måde ved man, hvad man får.
Sub Pop Records har udgivet albums siden starten af firserne med store navne som Mudhoney og Afghan Whigs. De seneste år har selskabet bevæget sig lidt længere væk fra de rockede udgivelser og skrevet kontrakt med mere skæve og spændende bands som The Shins og The Rapture. Trioen Pleasure Forever fra San Francisco lægger sig et sted imellem Sub Pops gamle og nye profil.
Pleasure Forever har eksisteret under forskellige navne siden midthalvfemserne. Dengang blev bandet betragtet som værende i front for den nye bølge af punkbands, som benyttede sig af keyboards. I 2001 udgav bandet sit første album, Pleasure Forever, og på det nyeste album, Alter, fortsætter Pleasure Forever i samme stil.
Alter åbner med et svagt, ligefremt rocknummer, “White Mare”, som egentlig ikke er repræsentativt for resten af albummet. Man skal helt hen midt på pladen, før numre som “Draws an 8”, “Wicked Shivering Columbine” og “Hymn Harmonia” får albummet i gang og vækker lytteinteresse.
“Draws an 8” skifter på en meget catchy måde tempo mellem vers og omkvæd (det samme sker i “Tempest II”), mens “Hymn Harmonia” er et nummer i valsetakt, som stemningsmæssigt minder om Nick Caves Murder Ballads; en stemning som af og til dukker op på Alter, når Pleasure Forever benytter sig af keyboards. Til andre tider kan man høre, at The Beatles ikke har levet forgæves, som i “This Is the Zodiac Speaking”, hvor akkordskiftet minder om adskillige sange på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
Teksterne på Alter kræver en seriøs omgang freudiansk dansklærer-analyse for at give hverdagsmening – og der er ofte mere tale om en associerende ordstrøm af rim end egentlig mening som f.eks. linjerne »gumdrop Venus honey drip / Red Sea parting cherry lips« fra “Wicked Shivering Columbine”. Man kan dog sagtens få sat billeder og følelser på en tekst som »angels in the snow / I heard where they go / Paradise Comatose / This place is some kind of hospital« fra “Aeon Flame”, og generelt er Pleasure Forevers tekstunivers en mørk og dyster omgang, grænsende til det hysterisk skizofrene og pseudo-intellektuelle (pseudo-intellektuelt på den måde som engelske Mansuns tekster nogle gange er det). Der er dog enkelte strejf af humor at spotte, som når forsanger Andrew Rothbard i nummeret “Lion’s Den, Chapter 10” skævt synger »a friend in need is a friend indeed«, og på den måde sender en hilsen til de musikalske brødre i Placebo. Og det er egentlig også på sin plads, for med sin ofte distortede, vrængende vokal minder Andrew Rothbard ofte temmelig meget om Brian Molko fra netop Placebo, som igen minder om Iggy Pop og Ozzy Osbourne.
Alter er en blandet fornøjelse. Når Pleasure Forever får skrevet en god melodi, kan de levere den med overbevisende dyster charme. Så bliver musikken nærmest melodiøs og poppet til trods for punkattituden og de vrælende guitarer. Men oftest virker Alter som en rodet affære, hvor Pleasure Forever ikke formår at hæve sig over gennemsnittet af amerikanske bands i samme genre. Det er som om, bandet sætter sig lidt imellem adskillige stole på Alter – med rockguitar og sørøverpiano og ligefrem punk og kabaretrytmer. Listen er lang. Det bliver dog interessant at se, hvordan Pleasure Forevers næste album kommer til at lyde, for hvis bandet får styr på rodet, kan der givetvis komme noget temmelig interessant ud af det.
