Tadzio er navnet på den polske dreng, som forfatteren Aschenbach forelsker sig i i Thomas Manns dekadente værk Døden i Venedig. Tadzio er ligeledes navnet på en københavnsk kvintet, som har eksisteret i tre år. Sidste år gik bandet i studiet og kom ud på den anden side med fem sange, som de har lagt ned på demoudspillet Umlaut. Musikken er ikke lige så dekadent som Thomas Manns fortælling, men der er bestemt nogle interessante bekendtskaber at gøre sig på Umlaut.
Umlaut åbnes af en 20 sekunder lang intro bestående af radiostøj, mens der drejes frem mod et signal. Man hører en stemme fortælle om en kvinde, som samtidig er smuk og intelligent. Herefter overtager tonerne fra det egentlige åbningsnummer på ep’en, “Though”. Tonerne fra åbningnummeret lægger sig op i efterårsvinden, som efterhånden er ved at trække ind over Danmark. Langsomt og mørkt trækkende i sand slowcore-stil åbnes “Though” med triste guitartoner, indtil nummeret dykker ned i første vers og forsanger Nikolaj Lauta lader sin vokal lyde. Lauta lyder som en dansk slægtning til Darren Ford (Lowgold); så meget minder de to vokalklange om hinanden. Lautas vokale kvalitet er såmænd udmærket, men den bliver dog væsentlig hæmmet af den tykke danske dialekt (jeg hører til blandt de kritikere, som på ingen måde finder dansk accent charmerende).
Lauta synger i “Though” om en mystisk kvindefigur, som han af den ene eller den anden grund ikke kan nå, og det fremgår forholdsvis tydeligt, at det er selv samme kvindefigur, som der taltes om i radioen i åbningsnummeret. Sangens omkvæd benytter sig af de samme triste guitartoner som introen, og det fungerer udmærket de første par minutter, men når sangen slæber sig op over det femte minut, begynder man at kede sig lidt. Der sker ikke den store udvikling i nummeret, og man bliver aldrig klogere på kvindefiguren og jeg-personens forhold til hende. Havde Tadzio slebet et par minutter af sangen, havde den nok været der.
Lydbilledet får yderligere en facet tildelt på demoens tredje nummer, “Anywhere Anytime”, i form af en støvet lydende klarinet, noget der giver sangen præg af en svunden tid, og det pynter på mange måder. Leadguitaren får mig til at tænke i retning af leadguitaren i Love Shops “En nat bliver det sommer” – ikke så meget fordi melodien er ens, men mere fordi Tadzio spiller med samme ynde som Hilmer Hassig i netop det nummer. Trommerne er nærmest ikke-eksisterende med bløde whiskers-slag, og det passer sangen perfekt. Oven på det hele svæver Lautas vokal med en tekst, som mest af alt minder om stream-of-consciousness. Der bliver sunget om »butterflies and capricorns«, »some children in the grass« samt »a red painted wooden house«, og man får et indre billede af Lautas maleriske, paradislignende sted. Hvis der virkelig er så idyllisk, som bandets instrumentale melodi præsenterer det, ville jeg da ikke have det mindste imod at kigge fordi. Det fantastiske sted bliver dog lukket mod slutningen af sangen: »But then summer will pass and then good times will flash through our heads just like falling rain.« Men stedet var måske blot en indre lykkefølelse, for Lauta synger til sidst: »But I want you anywhere anytime.« Skønt nummer!
Med demoens fjerde nummer, “Disposal”, brydes den røde tråd pludselig. Tadzio ligger inde med en overskudsenergi, som der skal gives los for, og det vælger de at gøre ved at rocke lidt igennem. Det er synd! De skulle hellere have brugt energien på at sparke deres lydmand, Henning Nymand, over skinnebenet, for produktionen kommer virkelig til kort i de rockede numre (ikke at lyden er vanvittig god i forvejen).
Især trommelyden bliver hevet frem i lydbilledet og dermed følger dennes altoverskyggende lydmæssige svagheder. Det er specielt lilletrommen, som er mørk, tør og kedelig. Det er desværre ikke alene svagheden i produktionen, som fremhæves i “Disposal” – det er også bandets manglende evne til at spille rockmusik med nerve. Men bandets valg af nummer undrer mig også, for de havde virkelig fat i den lange ende først på pladen. Tadzio skal holde sig til den introverte, søgende slowcore-stil, for det er den genre, de mestrer bedst.
Gudskelov vender bandet tilbage til netop slowcore-stilen på den femte skæring, “Hands”. Det foregår med yndigt klaverspil som det fremtrædende element. Sangen vugger stille og roligt fremad og begynder mod slutningen at arbejde sig mod et endeligt klimaks med guitarfeedback, som langsomt kommer kravlende fra baggrunden.
Umlaut afsluttes med et nummer i særdeles høj klasse, nemlig “…And So It Goes”. Lauta bliver på vokalen akkompagneret af Christine Skou, og de to synger i skøn harmoni om en ukendt fremtid. De to vokaler bliver nærmest messende mod sangens slutning, hvor den hylende guitar toner ud og orglets højtidelige toner ligeledes forsvinder. Seks et halvt minut senere toner alting ud, og man tager sig selv i at stirre ud i luften af positiv forbløffelse. CD’en er færdig med et mesterligt slutningsnummer, som sammen med “Anywhere Anytime” bestemt udgør højdepunkterne.
Ligesom Tadzio-figuren i Døden i Venedig kan dette københavnske band nemt blive ét, man kommer til at holde meget af. Hvis blot de fortsætter i den samme mørke fure, også kaldt slowcore-genren, kan man næsten godt forvente, at der er noget større i vente for bandet.
