Brendan Benson er én af de kunstnere, der kan takke nogle mere kendte venner for, at de får noget omtale. Hvis det ikke var for White Stripes, ville det formentlig være de færreste, der nogensinde ville høre om Brendan Benson. Jack White har udtalt sig særdeles positivt om ham, og duoen har indspillet en af hans sange som b-side.
Problemet er så, at man i den slags situationer ofte overser, hvad den pågældende kunstner egentlig har lavet, og det ville være en skam i Brendan Bensons tilfælde. Mit forkendskab til Benson har da også været begrænset til White Stripes’ version af “Good to Me” samt en koncert på årets Roskilde Festival. Men med denne EP er der grund til, at Benson får omtale alene på grund af dét, som det handler om, nemlig musikken.
Al snakken om forbindelsen til de rød- og hvidstribede garagerockere kan lede tankerne i den retning, at Benson spiller den samme form for musik. Det er nu ikke tilfældet. Benson skuer snarere tilbage til Beatles og særligt Paul McCartneys sangskrivning, og der er således ikke meget garagerock over Bensons mere harmonisk klingende musik. Af nyere navne lyder han ikke så lidt som Crowded House, og en gruppe som Go-betweens og særligt Grant Mclennans mere følsomme sangskrivning ligger ikke langt væk.
Titelnummeret, “Metarie”, er taget fra Bensons seneste album, og der er tale om intet mindre end en lille perle. Det er en sødmefyldt popsang med nogle fremragende vokalharmonier, hvor den akustiske guitar er i centrum, men hvor nogle let støjende guitarfigurer fungerer som perfekt modspil, og sangen vokser og vokser for hvert eneste lyt. Ep’ens øvrige numre er også gode, om end langt fra af samme kaliber som “Metarie”. Først er der en mere nedbarberet udgave af “Metarie” med en let irriterende kvindestemme som backing. Sangen er stadig fin, men fremstår i dette arrangement langt fra lige så indbydende.
“Alternative to Love” ligger stilmæssigt i forlængelse af Metarie, mens “You’re Quiet” viser Benson i en mere rocket form, og det er også en udmærket sang. Alligevel klæder det mere rockede udtryk ikke Benson så godt, idet han her virker mere ordinær end på de to ovennævnte sange. Til sidst afsluttes med en version af Paul McCartney og Wings’ ganske glimrende “Let Me Roll It”, der er lige efter forlægget og derfor ikke tilfører meget nyt, men blot viser, at Brendan Benson vedkender sig sine rødder.
Metarie-ep’en viser en sangskriver af stort format, og jeg vil da bare håbe, at den omtale, White Stripes har givet ham, kan være med til at bringe ham ud til et større publikum.
