Phish er, såfremt nogen stadig skulle være i tvivl, gigantstore i deres hjemland USA. Deres koncerter er med tiden blevet institutioner i sig selv og trækker tusinder af amerikanske unge til fra nær og fjern. Hvilket egentlig er ret underligt, eftersom timelange bassoloer, kryptisk, men stadionvenlig neo-jazz-folk og et aldeles nørdet udtryk bestemt ikke ligger og rumsterer højest på de amerikanske hitlister. Under alle omstændigheder kan deres popularitet ikke benægtes. Kald dem bare en slags Grateful Dead for MTV-generationen.
Forsanger Trey Anastacio forsøgte sig sidste år med en jævn kedelig soloplade, der, som så mange af den slags snævre art rock-plader, gik ubemærket hen herhjemme. Nu er det bassisten Mike Gordons tur til at lege solist, men med Inside in vandrer han ikke langt væk fra Phishs velkendte andedam.
Mike Gordon ser omtrent lige så goofy ud som resten af Phish, og på coveret til denne solodebut er han iført astronauthjelm med dertilhørende piskeris. Så er det sagt med det samme. Seriøsiteten i det, der ellers minder om amerikansk art-rock, er gået fløjten, og i stedet bruger Mike Gordon pladens 15 skæringer fordelt på lige godt 50 minutter på at piske rundt mellem alverdens genrer. Desværre uden det store held eller nogen større grad af vedkommenhed.
Mike Gordon kalder selv Inside in et folk-rock-bluegrass-stomp-bluesy-pop lytte-eventyr. Med instrumental romp. Hele pladen har et jazz-funket udtryk, og det lugter af og til fælt af den slags selvsmagende funk, smarte konservatorie-musikere har spist os af med i flere år. Det hele virker halvfærdigt, og sangene har i højere grad karakter af skitser og udtryk for legesyge med kammeraterne end af egentlige sange. Mike Gordons vokal er også så tilpas gumpetung og unuanceret, at den nærmest slæber sig gennem pladen. Af og til hænder det, at Mike Gordon ikke er så langt fra noget, der rent faktisk godt kunne være interessant. Den kvikke lille country/bluegrass-betonede The Teacher er lidt sjov, men virker simpelthen for useriøs og uøvet som resten af pladen. Det sjove – og tragiske – er, at der i mange af skæringerne gemmer sig gode melodier og gode intentioner, som desværre drukner i Mike Gordons jazzfunkede makværk. Og det er altså den brogede og tunge jazzfunk, der ødelægger meget for Mike Gordon.
Inside in er mildt sagt en lidt grim plade fyldt til randen af Mike Gordons små eksperimenter med at forene de vidt forskellige genrer i kampen for at finde deres fælles referencepunkt. Hvis sådan ét altså eksisterer. Under alle omstændigheder ender det desværre i et musikalsk sammenrend af mange forskellige – og uforenelige musikalske input.
Der er ikke lagt nok arbejde i Inside in, og pladen er dybest set kun interessant for de allermest hardcore Phish-fans. Men dem er der jo også nogle stykker af”¦
