En solstråle falder ind gennem vinduet og rammer mit ansigt. Stadig søvnig og ikke helt klar i hovedet slår jeg øjnene op og bliver liggende lidt i min seng, mens jeg kigger på de tusinder af små støvfnug, der danser sløvt rundt i luften over mit hoved. Det ser ud til at blive en varm dag. Som jeg plejer, tænder jeg for mit anlæg og dermed også for den plade, jeg faldt i søvn til i går. Jeg kunne ikke have forestillet mig noget bedre lige nu; tonerne, der strømmer ud af mine højtalere, er som skabt til netop dette øjeblik. De tilhører Diefenbach og kommer fra deres nye sommerplade Run Trip Fall.
Jeg har lyst til at høre pladen færdig, men jeg bliver nødt til at stå op. Pligten kalder, og selv om en hel dag uden musik ikke er det, jeg har allermest lyst til lige nu, står jeg op. Og, som alle de andre dage, klarer jeg mig alligevel gennem dagen. Men det er nu rart at sidde i bussen på vej hjem og igen drømme sig ind i en anden verden – med discman’en i lommen og hovedtelefonerne om ørene. Jeg stirrer ud på verden, der suser forbi udenfor. Det blev ikke en varm dag alligevel. Himlen er nu næsten helt grå, og bladene, der er faldet af træerne, får blæsten til at hvirvle rundt i luften. Den gule HT-bus står for transporten, mens Diefenbach endnu en gang står for underlægningsmusikken, i form af deres efterårsplade Run Trip Fall.
Den er nemlig en vidtspændende affære, den nye plade fra den fem mand store danske gruppe, Diefenbach. En gruppe, der lige så vel kunne have bestået af ti mennesker og været fra Australien. De fem medlemmer har nemlig ingen fast definerede roller, men skiftes (til en vis grad) til at spille de instrumenter, der er blevet brugt, og alle har været med til at producere pladen. Og det er ingen særpræget dansk lyd, der præger albummet – det er faktisk sjældent, man hører denne slags musik komme fra Danmark. Ja, når det kommer til stykket, er det sjældent, man hører denne slags musik i det hele taget.
Diefenbachs eponyme fuldlængdedebut udkom for snart tre år siden, og selv om den blev godt modtaget og bestemt viste deres musikalske evner, spøgte forbillederne stadig en tand for meget. Diefenbach lød ikke som en klon af et af de postrock-bands, de var inspireret af, men som et band der ganske enkelt endnu ikke helt havde fundet deres eget musikalske ståsted. Og netop postrocken er siden blegnet en smule; de seneste år har ingen grupper virkelig fornyet genren, og den sangskabelon, mange grupper bruger, er ved at være godt og grundigt slidt op. Det må Diefenbach også have følt, for de fik i hvert fald lyst til at lave noget nyt… og det har de så gjort!
Det får man dog ikke at høre helt fra starten, for “Dada Vader”, pladens første skæring, bevæger sig rundt i vant territorium; instrumentale forløb med en fremtrædende rytmisk sektion, dog med melodien i førersædet frem for hvad der kan føles som uendeligt lange forløb bygget på gentagelse efter gentagelse.
Men i “Make Your Mind” viser ’det nye’ Diefenbach for alvor sit ansigt – her bliver man nemlig introduceret til et helt andet lydbillede, hvor inspirationen fra The Beach Boys er lige så stor, hvis ikke større, som inspirationen fra Tortoise og beslægtede bands. Vokalharmonier bliver vævet ind i det livlige arrangement, og før man ved af det, suser man ubekymret ned af en solbeskinnet boulevard i Californien … lige indtil brusende guitar overtager lydbilledet, og man finder sig selv i en snusket klub i Chicago, hvor éns øjne lige når at vende sig til mørket, inden man igen kører velfornøjet langs stranden i den bagende sol.
For det er det, der virkelig gør Run Trip Fall værd at lytte til: Det musikalske univers, eller rettere de musikalske universer, man som lytter bliver kastet frem og tilbage mellem, er varierede og næsten konstant opfindsomme og finurlige. Rent musikalsk er det et mix mellem den poppede og lettilgængelige postrock, Diefenbach efterhånden er ret gode til, og funk, jazz, regulære popsange og elektronisk i diverse afskygninger. En forunderlig blanding, og selv om man kan mene, at fortidens spor er lidt for tydelige i et par af sangene, er der tale om en markant udvikling.
Hvor lydlandskabet før var gråt, og stemningen i sangene ikke varierede synderlig meget, er det nu nærmest en collage af farver, små idéer og opfindsomme indslag, som til sammen danner et album, der fungerer på mange planer – fordi det i det ene øjeblik planter et smil på lytterens mund (“Do As You Please” og “Up for Ping Pong?”) og i det næste nådesløst kaster lytteren ind i en lille storm af lyd (“Snowstorm” og “Ibrahim”). Til sidst overgiver Diefenbach sig helt og leverer en af de mest charmerende popsange i år i form af “Camouflage”, der på trods af en smule irriterende 80’er-beats fungerer fremragende. Men som titlen antyder, er det kun camouflage, og nummeret tager pludselig en drejning og leger ambient et minuts tid, før en direkte dansabel tredje del af nummeret for alvor runder pladen af.
Diefenbach har endnu en gang lavet en plade, der kommer til at stå som en af de bedste fra Danmark, når året er omme. Løb, snubl, fald. Løb ned til din lokale pladepusher, snubl over Run Trip Fall, og fald for Diefenbachs spidsfindige og opfindsomme musik.
