På coveret til sit tredje album ses 30-årige Rufus Wainwright i rustning, bevæbnet med et sværd og en bedrøvet mine på ansigtet. Måske har Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III’s afkom indset, at han nok aldrig får et kommercielt gennembrud med sin egensindige, originale og teatralske popmusik. Det er nok for meget at sluge for hitlisterne. Rufus kæmper dog stadig videre, og frejdigt har han kaldt Want One for sit mainstream-album, bl.a. på grund af samarbejdet med produceren Marius de Vries der bl.a. er kendt for sit arbejde med Björk, David Bowie, Madonna og U2. Et samarbejde der var så lykkeligt, at Marius de Vries også har produceret Rufus Wainwrights næste album med den originale titel Want Two, der blev indspillet samtidig med dette album, og som efter planen skulle udkomme næste år.
Albummet åbnes af den fremragende, storladne og vidunderligt livsbekræftende “Oh What a World”, der låner fra Ravels klassiske “Bolero”. En sang så storladen, at den sagtens kunne være med i den mest pompøse Broadway-musical, men samtidig så god, at det kan tage lang tid, før man kommer videre til resten af albummet. “I Don’t Know What It Is” er mere jordbunden, men den pianopumpende, groovy og endnu engang herligt vitale popsang bliver dog strålende pompøs mod slutningen.
“14th Street” er ligeledes pianopumpende, men også fyldt med blæsere, et stort kor, ja endda en banjo, der alle er med til at bevise, at sange om et knust hjerte ikke behøver at foregå i slowmotion og være domineret af blegsorte molakkorder: »But why’d you have to break all my heart / Couldn’t you have saved a little bit of it? / Why’d you have to break all my heart / Couldn’t you have saved a minor part? / I could have clipped / And saved / And planted in my garden / Damn you / Guess I’ll have to get a new one.«
De simple og smukke pianoballader “Vicious World” og “Pretty Things” hører begge til blandt de smukkeste sange, Rufus Wainwright nogensinde har skrevet, men bliver rent faktisk overgået af den overdådige afslutning, “Dinner at Eight”, hvor Rufus tager et lille opgør med farmand: »But till then / No daddy / Don’t be surprised / If I want to see / The tears in your eyes / Then I know / It had to be / Long ago actually / In the drifting white snow / You loved me.«
Want One lider desværre af den samme skavank, som sine to forgængere: Den er for lang.
14 sange og en spilletid på næsten en time er tilsyneladende for meget for Rufus Wainwright, da flere sange er præget af generende tomgang. “Vibrate” er en – heldigvis – meget kort, men ganske forfærdelig cabaret-agtig sang, der aldrig burde være kommet igennem kvalitetskontrollen, og det hjælper ikke, at teksten namedropper både Britney Spears og electroclash. Både “Natasha” og “Beautiful Child” er melodisk set alt for svage, og end ikke sidstnævntes storladne arrangement med både kæmpekor og blæsere kan fjerne opmærksomheden fra, at sangen simpelthen er for tynd.
Want One er endnu et fint, men lidt for langt album fra Rufus Wainwright, der bestemt er på højde med forgængeren, Poses fra 2001. Men det føles stadig, som om den unge hr. Wainwright endnu ikke har forløst sit potentiale. Han har i hvert fald ikke givet os det virkelig gode album, som han må have i sig, og det ville bestemt være dejligt, hvis Want Two viste sig at være det album.
