Navnet The Desert Fathers hentyder til en gammel munkeorden, hvis medlemmer trak sig tilbage fra samfundet for at leve alene, mens de søgte efter Gud i ørkenen. En lignende ørkenvandring har færdiggørelsen af debuten The Spirituality været. Næsten fire år, syv forskellige studier, tre forskellige studieteknikere og Steve Albini og Greg Normann, skiftevis som producere, var, hvad der lagde basis for The Spirituality.
Pladen forsøger at skabe en stemning, der på den ene side er en slags ’kontrolleret galskab’ og på den anden side en slags punket spiritualitet. De to stemningstemaer er blandet sammen på The Spirituality, og det giver en rodet og svingende stemning. Man kunne have håbet på, at The Desert Fathers havde brugt lidt mindre tid på indspilningen af albummet. Udspillet virker til tider fortænkt, og den umiddelbare impulsivitet, der ofte karakteriserer rigtig gode udspil, er blevet helt visket væk af de mange måneder i studiet.
Den kontrollerede galskab findes hovedsageligt i numre som “Evolution” og “Pitbulls”. I disse numre forsøges der at skabe en vildsluppen kreativ og skramlende mathrock, men forsøget falder til jorden. I stedet føles sangene hurtigt alt for ordinære. Det religiøse tema er specielt tydeligt i “Gloria in Excelsis Deo”, der er et slags mellemspil. Sangen er spillet af et stort orgel og er for så vidt helt i tråd med det religiøse tema. Sat op mod det skramlende og kreative virker det dog ikke.
The Desert Fathers består af forsanger og guitarist Acquaman (der også spiller med i The Forms som trommeslager), trommeslageren Levitas og bassisten The Real. Endvidere medvirker forsangeren fra The Forms, Ecco Teres, på adskillige numre. Acquaman er ypperstepræsten for The Desert Fathers, og det er således ham, der er forfatteren af albummets historie om en lille dreng, der giver bananer til aber og derigennem indser store sandheder. Denne historie tilstræber at knytte endnu et bånd mellem sangene, men flere koncepter på det samme album fungerer bare ikke.
Musikken er en organisk blanding af math-, prog- og indierock, når den er bedst, men et ordinært mathrockende blandingsprodukt når den ikke falder så heldigt ud. Der er enkelte gode sange, der skiller sig ud fra de øvrige på The Spirituality. Sange som “The Art of Reason” og “Peace in That” kunne sagtens have været et fornuftigt fundament at bygge et album på, men desværre har The Desert Fathers valgt at skyde sig selv i foden med det religiøse tema.
På The Spirituality har The Desert Fathers ganske givet forsøgt at skabe en stemning svarende til historien bag bandnavnet og pladens titel. I stedet for ørken-spiritualitet er det dog blevet til en underlig omgang åndeligt føleri, men underlig på den ufede måde.
