Man skulle et smut over Sundet for at opleve den amerikanske indiesensation. Men det var bestemt turen værd: Death Cab for Cutie spillede et sæt, der fangede alle nuancer ved deres charmerende sangskrivning.
 |
Europa havde længe været et forholdsvis ubetrådt område for amerikanske Death Cab for Cutie. Bandet havde dog spillet i England en del gange, men mere var det ikke blevet til. Nu, i kølvandet på udgivelsen af Transatlanticism, havde bandet valgt at tage på en fuldbyrdet europæisk turné. Om det har været dovne bookere eller et simpelt fravalg, skal jeg ikke kunne sige, men faktum var, at København blev sprunget over; til gengæld var det muligt at fange Death Cab for Cutie i Malmö.
Inkonst er et spillested på størrelse med vores eget Loppen. Udefra ligner det mest af alt et hurtigt monteret blikskur, men rummet indenfor var ganske behageligt arrangeret (modsat Loppen!), og dette propfyldte rum udgjorde rammerne for Death Cab for Cuties koncert i Malmö.
Hvis man ikke lige vidste, hvordan medlemmerne i bandet ser ud, skulle man i første omgang tro, at en flok lydmænd havde fundet det tilpas sjovt at vade på scenen og give et nummer. Death Cab for Cutie foretrækker nemlig selv at sørge for egen lyd, hvad angår stemning af instrumenter og tests af mikrofoner. Det var derfor en større flok mennesker, som med lynets hastighed bevægede sig fra barområdet til den efterhånden propfyldte plads foran scenen.
Bandet åbnede showet i en blanding af ydmyghed og selvsikkerhed med For What Reason fra den undervurderede plade We Have the Facts and We’re Voting Yes. Det var tilsyneladende heller ikke en plade, flertallet kendte til; at dømme ud fra kropsbevægelserne var der mest begejstring over numre fra de to seneste plader, Transatlanticism og The Photo Album. Det var da også ved The New Year, åbningsnummer på Transatlanticism og bandets seneste singleudspil, at der for alvor kom gang i festen.
Forsanger Ben Gibbard havde udstyret sig med et simpelt elektronisk trommesæt, der spillede sammen med de akustiske trommer og yderligere blev suppleret af behagelige keyboard-akkorder og rytmiske guitarloops. Det hypnotiske beat sat af Jason McGerr, og Gibbards stærke vokalleveringer holdt folks hoveder nikkende til rytmen.
Desværre lå Gibbards vokal meget lavt i lydbilledet, noget der dog blev rettet op på undervejs. Denne var dog også den eneste klandring, man kunne komme med: Instrumentalt lød alting sprødt og lækkert, og det var bemærkelsesværdigt, hvor meget hårdere bandets lyd var live, men ingenting gik tabt af den grund – tværtimod.
Sange som A Movie Script Ending, We Looked Like Giants og især No Joy in Mudville fik nye elektrisk uimodståelige indpakninger, der satte rocken i højt gear. Gibbard og bassist Nicholas Harmer dansede rundt på scenen, der var udgjort af ujævne, sammensatte kasser, så mikrofonstativet dansede med, noget der ikke helt passede Gibbard. Han ville foretrække et stillestående stativ fremfor $1.000.000 til enhver tid, påstod han grinende til bandets anden guitarist Chris Walla – begge to førte i løbet af sættet fjollede samtaler, delvis til hinanden og delvis til publikum.
 |
Efter at have spillet i en god time forlod bandet scenen. Men publikum var ikke tilfredsstillede; de klappede bandet ind til en gang ekstranumre, indledningsvis med en helt nedbarberet version af den herlige 405. Blacking out the Friction gled over i bandets glimrende cover af Björks All Is Full of Love. I denne version var det Harmers opgave at holde sangen i gang med sit afdæmpede, men rytmisk hurtige trommespil. Dette klarede han med de bare næver – en fryd for øjet.
Det ideelle afslutningsnummer var den otte minutter lange Transatlanticism. Gibbard satte sig bag keyboardet og lod dettes nøgne toner spille sangen i gang. Sangen bestod af en egentlig opbygning på fem minutter, før den støjende endelige afslutning. Før dette klimaks blev ramt, forlod Gibbard keyboardet til fordel for guitaren, og dernæst blev afslutningen smækket af sted for fuldt drøn.
Herfra lød den sidste udtoning. Bandet vinkede på gensyn og forlod scenen. Gensynet kan man kun håbe på sker til sommer i Roskilde, for flere fortjener virkelig at opleve dette band. Nu mangler Death Cab for Cutie bare at få dansk distribution, så de også kan sælge nogle plader herhjemme.
