 |
Udover Aha, en fjerdedel Aqua og en ordentlig røvfuld black metal, er det ikke meget musik, der er trillet ned fra de norske fjelde og videre ud i verden. Men denne aften viste Gåte, at de har et trille-potentiale af de helt store.
Gåte har efterhånden gæstet Danmark en lille håndfuld gang uden den store bevågenhed, men deres tilstedeværelser er ikke gået de danske ører helt forbi, for denne aften var Voxhall noget nær udsolgt. Publikum var delt op i dem, der tydeligvis vidste, hvad det drejede sig om, og så dem der var kommet for at se giraffen, formentlig kraftigt ansporet af den førstnævnte kategori.
Giraffen er først og fremmest den 18-årige forsangerinde Gunhill. Hun er epicentret i kvintetten, en uskyldsren skovtrold med en stemme der fremmaner indre billeder af norske bjerglandskaber. Rundt omkring hende sætter Gåtes øvrige medlemmer kraftig strøm til en spændende fortolkning af oldnordisk folkemusik. Folkemusik på steroider og en hel del Sorten Muld referencer.
15 sange kastede Gåte af sig denne aften, og de blev uden undtagelse leveret med gejst, indføling og en naiv professionalisme, der aldrig stod i vejen for bandets umiddelbare naturlighed. I sig selv en formen bedrift.
Hen imod slutningen blev det måske lidt for meget af det gode, og især guitaristen havde svært ved at tøjle sin begejstring, som kammede over i et ikke særlig vellykket onemanshow, der osede af misforstået 80’er-etikette. Men en stor del af publikum var allerede solgt, og de hoppede lystigt med, inden det norske eventyr sluttede med et ærbødigt fællesbuk.
Efter koncerten gik vi – som de misforståede vikinger vi er her i landet – hjem med en mærkværdig rumlen af tusinde års fortrængte gener, der havde hygget sig gevaldigt i et univers, som end ikke Tolkien ikke kunne have iscenesat bedre.
