Heligoland: Shift These Thoughts

Placér Beth Gibbons i Mazzy Star, bland hende op med lidt Do Make Say Think og tilsæt dernæst vibrationerne fra både Puressence og Windy & Carl. Så ender du formentlig med et udtryk… der på ingen måde minder om Heligoland. Ikke desto mindre er det vidtfavnende referencer som disse, der bedst giver et fingerpeg om de forskellige indtryk, Shift These Thoughts giver. Dette til trods for at det er en så homogen plade, at det i sig selv nærmest gør den unik. Sjældent har jeg hørt så enslydende en udgivelse, hvor selv en lytteperiode på flere uger ikke for alvor sætter én i stand til at skelne numrene fra hinanden.

Det bemærkelsesværdige ved dette album er dog, at sangene faktisk ikke minder om hinanden, men tværtimod rent strukturelt spænder over flere forskellige genrer. Man forledes blot af den altovervældende atmosfære, der sænker sig over pladen og fuldstændig indhyller den i æterisk vellyd. Mest markant udtrykkes dette gennem Karen Vogts flygtige, nærmest overjordiske stemme, der smelter sammen med musikken på fineste vis og alligevel befinder sig helt oppe på overfladen af det hav, Heligoland flyder rundt i.

På sin vis er det meget passende for dette Melbourne-band, opkaldt efter en fjern ø ud for den dansk-tyske kyst, at de nu har sendt deres musik tilbage tværs over kloden, for selv om den emmer af toner fra de fjerneste afkroge af universet, befinder den sig på sælsomste vis alligevel ufatteligt tæt på lytteren. Det er næsten magisk – og dog. Et eller andet forhindrer en del af albummet i at bide sig fast og påvirke én som andet end rar sovemusik. Måske er det simpelthen, fordi der er tale om regulære sange, og at disse ikke formår at sætte afgørende spor, men blot driver forbi i lidt for indadvendte spiraler.

Spejder man efter særpræg undervejs, er det først og fremmest kendetegnende, at musikken taber sangstruktur og bliver mere repeterende, som pladen skrider frem. Samtidig er det her, nogle af de bedste momenter ligger, og fremhæves skal især “Cabo De Gata”, der er albummets hurtigste og mest postrockede nummer. Her går alt op i en højere enhed, og musikken druknes ikke af delay/reverb-pedaler, som den ellers kan have tendens til.

Derudover er det glimrende åbningsnummer “Hobson’s Choice” iørefaldende i en sådan grad, at man ligefrem kan synge med på omkvædet. På mindst lige så fortræffelig vis præsenterer Heligoland os for tyst skønhed i den Beth Gibbons-agtige “What Was It Worth?”, og at selv drone-aspekter implementeres problemløst i flere sange, vidner om en stor selvsikkerhed hos australierne.

Som helhed er der tale om en markant debutplade, som i nogle lytteres ører dog nok vil synes at lide under, at de enkelte numres karakteristika er så svære at huske. Hvis kompositionerne fremstod stærkere og ikke spillede andenviolin for atmosfæren, ville gruppen formentlig ramme bredere. Men Shift These Thoughts er i udpræget grad en natteplade, og som sådan fungerer den perfekt til formålet. “Almost hard to describe, no hooks to hang any comments on, it’s just pretty and ethereal,” skrev en anmelder. Heldigvis leverer Heligoland varen med en usædvanlig modenhed og sikrer dermed, at de sjældent bliver kedelige og i stedet skaber deres helt egen niche – et sted mellem stemning og musik.