Den ferme, men knap så idérige Rasmus Nørregaard Hansen fra Jelling kalder sig norr.liva. Både navn og den valgte typografi på denne hjemmegjorte ep får mig til at tænke på det tyske label Raster Noton og dets kunstnere som alva.noto, ø og lima. Selvbevidste mænd og kvinder, der – musikalsk som grafisk – dyrker et af de mest minimale udtryk, der kan opspores på den elektroniske scene. Det er dog hverken minimalisme eller minimalismens yderste konsekvens, stilheden, der har inspireret norr.liva. Det er mere den hjemlige hygge-electronica i form af Future 3 og co., der lyder som de store forbilleder – måske krydret med en afdæmpet Aphex Twin, uden at Nørregaard Hansens musik dog indeholder Future 3’s varme hygge eller Aphex Twins idérigdom, fandenivoldskhed eller stoflighed.
Der er som sådan intet i vejen med de små melankolske temaer, der åbenbart skal være til stede i det meste electronica i dag, andet end at – ja, at de netop er overalt. Der er som sådan heller ikke noget i vejen med de baglænsspillede rytmer eller de fermt programmerede rytmespor i det hele taget. For det må jeg lade Nørregaard Hansen: Rytmesporene rummer en luftighed og en til tider herligt hoppende glæde, der er ganske smittende – uden at de dog kan beskyldes for den store opdagelseslyst. Det er faktisk sin sag at programmere et beat, der swinger, men dét kan han.
Hvad der i mine ører til gengæld er galt er, at de lyde, den unge mand har valgt at bruge, er underligt flade. Guitarlyden i “Duvka” mangler bund og stoflighed til, at man tror på, at vi rent faktisk har at gøre med en guitar. Den melankolske flyder-underlægning i samme nummer lyder som et dårligt legetøjskeyboard, og den lyd, der måske skal minde om et legetøjsklaver i starten af det efterfølgende nummer, “Comehome”, og den lyd, der mest minder om Aphex Twin-light, lyder faktisk ikke nok som et stykke legetøj. Og når jeg roser rytmesporene, må jeg huske at tilføje, at heller ikke deres sound er der kælet for.
Jeg mangler med andre ord nuancer eller dybder i lydens struktur. Vi er ude i det svært håndgribelige her, jeg ved det godt, men det er sgu’ vigtigt! Sammenligner man med, lad os sige Autechre – i en ganske anden liga, bevares – er deres lyd så kompleks, så facetteret, så stoflig og organisk, at vi i dén grad har at gøre med skulpturel musik eller ligefrem arkitektoniske vidundere af musik. Man kan nærmest række hånden ud og røre ved musikken. Dette stadie når norr.liva ikke – mindre kan da også gøre det – men han er ikke i nærheden af det.
Hvis Rasmus Nørregaard Hansen giver sig tid til at finde sin egen lyd og samtidig åbner op ind til sin egen idérigdom og fantasiverden, så er der ingen, der kan vide, hvad hans talent kan føre til – men som det præsenteres nu, er der ingen, der rigtig kan være tilfredse.
