Plader

Sufjan Stevens: Seven Swans

Skrevet af Søren McGuire

Den højt respekterede Sufjan Stevens’ fjerde album er desværre præget af overforsigtige sange og et lidt uinspireret udtryk.

Den 28-årige amerikaner Sufjan Stevens har på imponerende vis fundet sin egen niche i den alternative, skæve lofi-folk, der normalt frekventeres af folk som Will Oldham, Spokane og den slags tyste sangskrivere. Dermed rammer Sufjan Stevens også et stort publikum, da denne ellers voksende genre har haft svært ved at byde på noget videre interessant de sidste par år.

Men ikke desto mindre har Sufjan Stevens med sine let komplicerede melodier altså fyldt et tomrum i genren. Især sidste års Greetings from Michigan: The Great Lake State, der var en hyldest til Sufjan Stevens hjemstat, ramte et publikum, der via word of mouth-metoden og en håndfuld mp3-filer med stor glæde opdagede Stevens’ meritter.

På Stevens’ fjerde album Seven Swans er problemet imidlertid det, at han tit og ofte er temmelig kedelig og ordinær at lytte til. Selv om Sufjan Stevens med en vis succes tilsætter lidt banjo og stemningsfuld korsang, skiller hans musik sig ikke væsentligt ud fra de ligesindede orkestre som for eksempel Iron & Wine og Mojave 3. Hvorvidt man overhovedet kan forvente mere af en kunstner, der befinder sig i en allerede velbefærdet genre, kan for så vidt diskuteres, men man efterlades alligevel med fornemmelsen af, at Sufjan Stevens sagtens kan præstere musik, der byder på mere end et lidt uinspireret lydbillede. Det må gerne være mere end bare pænt og nydeligt, og her kæmper pladen en kamp mod det ordinære.

Sufjan Stevens’ melodier, hvor komplekse og skæve han end forsøger at gøre dem, mangler evnen til at fange lytteren. Seven Swans, der ellers åbner flot med All the Trees of the Field Will Clap Their Hands og The Dress Looks Nice on You, mister hurtigt pusten og melodien. Stevens vil gerne gøre lydbilledet så blødt og behageligt som overhovedet muligt, og det lykkes også som tilsigtet. Her er ingen kanter i den søvndyssende kappe, der lægger sig over pladens 12 sange. Dertil gør Stevens’ lidt tunge og hviskende vokal sangene endnu mere vuggende, end de er i forvejen, og det er et problem, hvis man som lytter skal forsøge at holde opmærksomheden oppe ved lytningen. Seven Swans er ufarlig og evner slet ikke at nå op på samme høje niveau som Greetings from Michigan.

Det skal selvfølgelig også siges, at Seven Swans trods alt har sine gode øjeblikke. De to første skæringer samt titelnummerets flotte klimaks og den fine The Transfiguration skiller sig ud fra resten af pladen, der har en uheldig tendens til at flyde sammen i både ensformighed og forsigtighed.

★★½☆☆☆

Leave a Reply