Det kræver ikke den store geometriske logik at tegne en stjernelignende figur. Der findes forskellige teknikker og måder at gøre det på. Den klassiske stjernetegning med fem spidser kræver en 36 graders vinkel på hver, og har man det nogenlunde på plads, vil resultatet i sidste ende være en stjerne.
Fandtes der blot samme koncise opskrift for at skrive en god popsang, ville vi alle svømme i vellydende, men dog konform musik. Heldigvis er idealerne og udgangspunkterne lige så mange som antallet af bands, der findes derude – og langt størstedelen af dem er da også klar over, at idealet ikke blot er den gode melodi, men den gode, langtidsholdbare melodi.
Dette ved det amerikanske band Vaguely Starshaped også ganske udmærket. Bandets navn peger i retning af en stjernekontur, og når konturen skifter til en metaforisk skarpt skinnende stjerne, er det musikalsk ideelle ståsted fundet. Det er der i hvert fald noget, der tyder på.
Denne anmelder har helt fra starten fulgt med fra sidelinjen hos Vaguely Starshaped. De udgav i 2000 en aldeles glimrende demo ved navn Nothing New to Prove. Modsat titlens selvsikkerhed havde bandet som nykommer en del at bevise, og det lykkedes dem da også at overbevise Boston-selskabet Losing Blueprint om, at de var værd at satse på. Fremturen på selskabet har dog været en noget forsigtig én af slagsen. Sidste år delte de lak med shoegazerne thebrotherkite på en udmærket split-7″, og nu har bandet følt sig klar til at rykke et pladeformat op i rækkerne med The Lamplight EP.
Ep’en fortsætter i samme spor som demoen og det enkelte bidrag på split-7″eren – sidstnævnte er i øvrigt også er at finde herpå. Det er stadig primært den lange ende, Vaguely Starshaped har fat i, og de fremstår stadig som det lovende band, der fremtidigt skulle udfolde sig med et blændende udtryk. Men som det så ofte er, forløses forventningerne ikke rettidigt – og ofte slet ikke. På The Lamplight EP er det halvt om halvt med kvaliteten.
Det starter på bakketoppen og falder herefter brat nedad. De to indledende sange, “Everyday Superhuman” og “Pretty Early”, blinker og blænder med nærvær og virtuositet. Vaguely Starshapeds musik kan skrives ind i en blanding af powerpop og indierock, og det er musik, der smitter. “Everyday Superhumans” hvirvlende guitarer sætter i løb med god energi. Aaron Sherman udmærker sig stadig ved at lyde som en ung Ben Gibbard (Death Cab for Cutie). “Everyday Superhuman” farer af sted som en legesyg hundehvalp, og selv om den lyder en smule formularisk (en hæmsko, Vaguely Starshaped generelt render rundt med), er melodierne fængende og legen frisk, så man keder sig ikke.
Hvor popsuset fra “Everyday Superhuman” fader ud, rejser et nyt sig med “Pretty Early”. Tekstmæssigt falder temaet fint ind med sangens energi. Der beskrives en rastløs ven, der konstant jagter rush’et og sjældent falder ned i tempo. »Do you ever slow down?« synger Sharman anklagende i sangens rolige vers på vej mod det energiske omkvæd.
Men på ep’ens anden halvdel synes bandet at træde vande. Hvor de to første sange udgjorde sprudlende popmusik, skriver de to afsluttende sig ind i en noget anonym rolle. Sangene er ikke decideret dårlige, men banaliteten lader sig male ind over deres lydbillede.
Den perfekte stjerneform som musikalsk ideal er meget sigende i Vaguely Starshapeds navn. Der er antydninger af kvalitet; der lader sig tydeligst springe frem på den ene halvdel, som er fire U’er værd, mens anden halvdel med nød kan nå tre U’er. Måske næste gang?
