I den nu påbegyndte døsige sommer har jeg fundet mig et lydtæppe til de lange aftener. Til alle de timer, hvor det endnu ikke helt er mørkt, og en stemning af det lave lys i skumringen eller daggryet sejler let gennem et åbent vindue.
Marianas er en stille eksistens og en snigende, men ærligt genrebenægtende revolution. Det er også en venlig, debuterende gruppe, der lover godt for mere uforklarlig musik af fremtiden. Dette indikeres også i albummets titel, Onward + Upward, men er måske mere et lytteforløb, der driver i tid og rum, fremad som opad, end et selvbevidst udsagn om egen himmelflugt. Ét er sikkert: Værket er ladet med en længsel, som til tider kan virke ganske overjordisk, og derfor må driften altså føre os opad, mod det underlige, ubeskrivelige og evige.
Marianas er en kvintet af musikere fra Lincoln, Nebraska. Her dannedes de i 2002, først som en trio og har nyligt opgraderet det ubegrænsede lydlige forråd med en trommeslager og en bassist. Deres sjældent sete blandning af ambient pop, lavmælte postrock-passager og elektronisk glasering bibringer en varm og frisk lydlomme i den nye og forvirrende verden. En eksotisk frugt og hallucination, der efterlader lytteren i en sær, afklaret tilstand i den fantastiske tro, at nok er universet bedrøveligt og smukt, men her er også et håb og en årsag. Her må musikkens virkning ikke forstås som religiøst omvendende eller overbevisende, blot som et meningsfyldt tilskud fra kroppens og sindets egne stofdepoter. Og ikke mindst som en befordrende musik, der kun kræver uhyre lidt af lytteren, men giver meget, meget igen, næsten bag det sanselige.
Projektet udstråler under tiden en sådan uskyldig kraft, at man fristes til at opfatte Marianas som en elegant og visionær kropsliggørelse af DIY-bevægelsen. Musikalske hjerner og kedelflikkere med adgang til et laboratorium af lysende iBooks, dog i sandhed respektindgydende gennem balancen mellem det indfølte og anmasende – det affekterede undgås derved ved hjælp af en drømmende alsidighed og eftertænksomhed, som kunne savnes i eksempelvis danske skønhedssaloner som Efterklang og Windermere.
Man kunne fjollet beskrive albummet som en dans med elverpiger, der, som jeg engang læste i en børnebog, forsvinder det øjeblik, man griber i luften efter deres skønne åbenbaring. Ballet åbnes således af den lokkende “Hunting & Pecking”. Opskårede guitarer bølger på en vandseng af skøn melodi, sikkert forankret af en skarp hihat og dertil sprød lilletromme, mens klarere bas- og guitartoner strør tryllestøv på hele foretagendet.
Herefter følger “My Body Is a Sail”, som minder om engelske Hood i kraft af den upåagtede vokal, der besynger det semi-elektroniske landskab. Men denne meget poetiske sang fremstår dog langt mere organisk end deres transatlantiske relation, endda med en doven følelse af folk-melankoli.
Fra tredje skæring indtræder igen den elektroniske have af sødmefulde vækster tilsat diverse strengeinstrumenters behagelige sammenspil. Dette agglomerat er stærkt dominerende på en plade med kun to reelle sange og mange lignende opskrifter på instrumentalmusik, hvilket ved første gennemlytning kan synes forudsigeligt og blødsødent.
Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at Onward + Upward er en blandt mange ligegyldige DIY-postrock-udgivelser. Som helhed afspejler albummet nemlig en diskret detaljerigdom, hvilket lytteren også mindes om i den illusoriske “In Louvre”, der som et spøgelsesskib flyder ind gennem ørerne og udstyrer lytteren med øjne, seende det mest forunderlige. Personligt har jeg det som at se ind i et ocean, som var det et akvarium, på den måde som Moses og hans følge måtte have gjort i Det Gamle Testamente (hvis du ikke tror på Bibelen, henviser jeg til filmen Prinsen af Egypten). Beskueren ser, hvilke syn der må være skjult før indtagelse af denne monumentale pille.
På albummets sjette nummer optræder halvklare referencer til både Sigur Rós og múm, men bagmændene fastholder til stadighed deres personlige pensler i udfærdigelsen af debuten, hvilket jo er imponerende. Marianas afslører i deres titler forkærlighed for billedkunst og måske også franske film, dersom “Miette” er navnet på den modige og sympatiske pige i La cité des enfants perdus. Denne følelse for ord (også “We Were Safe, Now We’re Sorry”) efterlader et ønske om mere lyrisk materiale fra The Marianas.
Vi har altså fundet endnu en lille stjerne på himlen. Den ses bedst i de enkelte timer omkring solens retræte og observeres ydermere klarest iført hovedtelefoner, hvilket er en opfordring fra selve besætningen af den eksploderende sol. Dog er denne metafor måske ganske elendig, eftersom Marianas ikke rager storladent mod himlen, men i stedet har skabt visionær musik med måde. Resultatet er ikke langt fra kernen af noget essentielt.
