Det var en sorgens dag, da det i sin tid blev offentliggjort, at Glen Galloway havde opsagt sin stilling som guitarist og sanger i Trumans Water. Trumans Water har siden begyndelsen af 90’erne været et af de mest produktive og opfindsomme indierockbands. Stilmæssigt har deres kolossale produktion strakt sig fra skinger og punk-agtig indierock til mere eksperimenterende fri-rock og endda free jazz, og det har altid været af høj kvalitet og meget originalt. Der er ingen tvivl om, at Glen Galloway har en stor del af æren for Trumans Water: De par plader, som er udkommet, efter at han er gået ud, er mildest talt noget middelmådige i forhold til bandets tidligere plader.
Men sorgen over Galloways afgang bør måske i virkeligheden ikke være så dyb endda, thi den har givet ham mere tid til Soul Junk. Soul Junk startede som et sideprojekt, hvor Galloway (eller Glen Galaxy, som han hedder i Soul Junk-regi) spillede kristne rocksange på en meget slidt måde og dermed blev en slags pioner for den bølge af seje, kristne lofi-bands, som senere er opstået. Siden har Galloway lagt den kristne rock på hylden for i stedet at slå pjalterne sammen med en vis Slo-mo og lave eksperimenterende hiphop – eller free-hop som de kalder det.
1958 er det seneste skud på stammen af free-hop-plader, og den understreger Galloways status som en af vor tids mest spændende musikere overhovedet. Der er tale om en intet mindre end fantastisk plade, der syder og bobler af idérighed og vanvid.
Jeg forestiller mig, at hardline-hiphoppere vil stille sig noget skeptiske over for min entusiasme. Slo-mo er ingen super-mixer. Faktisk er Soul Junks beats ofte direkte amatøragtige, såfremt der overhovedet er beats. Numrene er snarere båret oppe af mærkelige samples og Galloways rap (der formentlig heller ikke imponerer alle hiphoppere). Numrene er i det hele taget ikke båret oppe i en normal, dansevenlig forstand. 1958 er en meget rodet affære, hvor flippede synthesizere er blandet med urytmiske beats, psykedeliske samples og elektroniske blip-lyde – alt sammen suppleret af Galloways syrede tekster, der bliver serveret på en hektisk, men samtidig ret doven måde.
Det dejlige ved Soul Junks plade er den syrede opfindsomhed, og i den forstand kan man godt fornemme et spor af Trumans Water. Glen Galloway har alle dage været en mester i at få fuldstændig usandsynlige associationer til at fungere, hvor man mindst venter det. Stryger-samples, gyser-orgler, a capella sang, ren støj og alt muligt andet bliver her mixet sammen til en stor bunke, der på forunderlig vis hænger sammen. Det er virkelig godt lavet. Soul Junk har tidligere lavet hiphop – for eksempel på den ligeledes dejlige 1956 (alle Soul Junk-plader er opkaldt efter årstal). Men 1958 er deres hidtil mest hiphop-agtige plade.
Man kunne umiddelbart frygte det værste. Når rockmusikere kaster sig ud i den slags projekter, har det en tendens til at være ret dårligt. Men her er det lige omvendt. Jeg sidder med en følelse af, at Soul Junk har overhalet mange hiphoppere indenom.
