Bevæbnet med vrede, smerte, lyst og følsomhed udfordrer Polly Jean Harvey for syvende gang sit trofaste og stadigt større publikum. Det sker med albummet Uh Huh Her, hvor rockdronningen er skarpere og grovere, end hun har været længe.
»Badmouth, sadmouth, you were an unhappy child / That doesn’t make your lying tongue alright,« synger Polly Jean i åbningsnummeret “The Life and Death of Mr Badmouth” og skærer helt fra begyndelsen iskoldt igennem og sætter dagsordenen, der ikke byder på nogen nåde. Uh Huh Her bærer præg af vrede, og forelskelsen fra Stories From the City, Stories From the Sea er væk. Tilbage er forbitrelse og harme, som får frit løb i albummets tre første numre, hvor særligt den hårdtslående “Who the Fuck?” leverer en knytnæve lige i maven på hvem det end er, der har gjort frk. Harvey uret.
Lyrikken er som PJ Harvey selv rå og syleskarp. Det samme er musikken, hvis upolerede råhed er markant. Alle rock-skabeloner er smidt væk, og Harvey går helt ind til kernen og bruger kun de mest nødvendige virkemidler og instrumenter. Det skaber en klædelig, rå ufærdighed, som har overlevet til albummets endelige udgave, blandt andet fordi Harvey i denne omgang egenhændigt har produceret. Væk er det melodiøse fra Stories…, væk er hviskene fra Is This Desire?, og væk er den grandiose dramatik fra To Bring You My Love.
Tilbage er et mere groft udtryk, som mest af alt minder om Dry og Rid of Me. Derudover sætter PJ Harvey ikke instrumenterne som det centrale, skønt hun har haft frie udfoldelsesmuligheder på det instrumentale område, idet hun på Uh Huh Her spiller alle instrumenter selv (ud over trommer som spilles af Rob Ellis). Omdrejningspunktet er derimod Harveys stemme. Den sætter stemningen, mens teksterne fortæller historierne.
Og netop teksterne er som tidligere en af PJ Harveys mange store forcer. Fordi hun også er poetisk, kan hun bære meget simple og direkte formuleringer som f.eks. dem i “Who the Fuck?”. Den side af det afsluttede forhold, der bl.a. fremlægges her, er dog ikke det eneste, Harvey betoner på albummet. Også uglorificeret lyst og erotisk besættelse beskrives i “The Slow Drug” og “It’s You”.
Ved Uh Huh Hers afslutning har raseriet fra albummets begyndelse lagt sig, og en større dybde viser sig i “The Desperate Kingdom of Love” og “The Darker Days of Me & Him”, hvor sorgen mere stille skildres bl.a. med ordene »I’ll pick up the pieces / I’ll carry on somehow« fra sidstnævnte. Det er helt tæt på, og Harveys sørgmodige længsel efter eller skuffelse over “The Desperate Kingdom of Love” er et af PJ Harveys allerbedste numre.
Hvor tæt, vi egentlig er på Polly Jean, er svært at sige. Selv udtaler hun, at hendes tekster ganske vist er personlige, men taget ud fra hendes dagbog er de ikke. Derimod har de rødder i hendes egne følelser, men er herefter opbygget om situationer, der ikke stammer fra hendes liv. Men måske er det også lige meget – PJ Harvey vil gerne lade lytteren både fortolke og spejle sig, og så er det centrale jo følelsen og ikke situationen. Lidt rigtig historiefortælling a la den ganske let Nick Cave’ske slags, som også var at finde på Is This Desire?, er der dog også plads til på Uh Huh Her. I “The Pocket Knife” synger en ung kvinde om ikke at ville giftes. Og hvad er det, hun vil bruge den lommekniv til?
Som alle PJ Harveys tidligere udgivelser,vil Uh Huh Her sandsynligvis blive ved med at vokse og åbne sig for lytteren. Hendes musik er aldrig utilgængelig, men som det ofte er med rigtig god musik, bliver der alligevel afsløret mere med tiden. Personligt har jeg oplevet det med samtlige PJ Harvey-udgivelser, at de ved 30. lyt er vokset i størrelse og styrke og blevet dobbelt så gode, som de var i begyndelsen.
Uh Huh Her er en stærk udgivelse fra en af den moderne rockscenes allerstærkeste figurer. Godt nok byder den ikke på store overraskelser, men det gør heller ikke noget, når nærmest alt, hvad Harvey rører ved, lykkes. Talentet og ikke mindst viljen er ubestridelig, og det er dét, der er hendes styrke.
