Genren ‘indietronica’ er opstået som en hybrid af indiepop og electronica, og første gang jeg hørte denne genrebetegnelse, kradsede ordet i mine ører. Selve lyden af ordet var nok til at sende en ond rislen ned ad min ryg. Derudover var det også irriterende, at musik, der faldt uden for de gængse genrer, absolut skulle sættes i nye båse. Og så endda med et så grimt udtryk som indietronica. Alligevel har genrebetegnelsen holdt ved, og i dag bruger jeg den selv uden yderligere overvejelse. Måske fordi det netop i længden har vist sig at være en ok betegnelse, og at mange nye innovative bands falder ind under denne. Dette er heller ikke nogen undtagelse for Lali Puna, der helt sikkert skal sorteres under indietronica.
Tyske Lali Puna består af Valerie Trebeljahr, Christoph Brandner, Christian Heiß og Markus Acher. Oprindeligt var Lali Puna et soloprojekt fra Trebeljahrs side med hjælp fra Acher. Siden hen er Lali Puna blevet til et regulært band. Acher har også sin gang i The Notwist, som i 2002 udgav mesterværket Neon Golden.
Åbningsnummeret, der bærer pladens titel, lægger rigtig flot ud. Først bliver samplede stemmer brugt som et beat. En elektronisk bas og en tilbagelænet sangstemme viser sig hurtigt. »’Cause everybody knows this ain’t heaven,« synger kvindestemmen dovent. En akustisk guitar lægger sig til, og skiftende elektroniske beats sætter dynamik i nummeret. Behageligt slentrende og vellydende stiger “Faking the Books” i intensitet, indtil de samplede stemmer afslutter det. Nummeret står stilmæssigt lidt for sig selv.
Resten af pladen deler sig i to ca. lige store lejre. Den ene del af albummet holder sig i området, hvor balancen mellem det skæve og raffinerede på den ene side og det vellydende og poppede på den anden side er væsentlig. Her kan man tydeligt høre inspirationen fra The Notwist. Numrene på den resterende halvdel af albummet er præget af en mere rocket, rå og støjende tilgang til musikken. Her starter aggressive trommer ofte numrene, der er mere simple uden at give slip på det raffinerede.
Lali Puna er et dygtigt band. De har styr på melodierne, og albummet vrimler med spændende idéer og flotte detaljer. For hver gennemlytning opdager man flere lækre finesser, som ligger gemt i numrenes mange lag. Et af de bedste numre er “Micronomic”. Her lykkes det at forene det råt støjende og aggressive med det idérige, raffinerede og poppede i en tempofyldt sang.
Et andet rigtig godt nummer er “Alienation”, der indeholder et fremragende sammensat beat, som hele tiden ændrer form og lyde. Til sidst folder den sig ud med et herligt drive, som man ikke kan andet end lade sig rive med af. Trebeljahrs stemme lyder her, i modsætning til i de fleste andre numre på albummet, fantastisk. Der er lagt en effekt på stemmen, som giver den en fin skrøbelighed, uden at den mister sin tyngde, hvilket understøtter nummeret utrolig godt.
Der findes desværre også nogle svagheder på albummet, der gør, at det ikke når helt op blandt de allerbedste inden for genren. Dette er bl.a. Trebeljahrs stemme. Faktisk er den et problem på albummet. Den er meget svag og anonym (hvilket blev yderligere understreget ved deres koncert på årets Roskilde Festival). Dette bliver specielt et problem i de lidt hårdere numre som f.eks. “Call 1-800-Fear”. Her forsvinder vokalen næsten i lydbilledet, så snart det mere støjende omkvæd går i gang. Det er ellers ikke ligegyldigheder, Trebeljahr synger om. Hun langer ud efter systemet, og hun opfordrer til modstand: »You lock your door of your panic room when you should talk / But while you are away someone’s taking over / Exploitation fear / Misleading you / They spent your money on mini-nukes / So you should talk.« Modstand mod systemet er et gennemgående tema i mange af numrene, og det kommer til udtryk i spydigheder som i “B-movie”: »But don’t let Arnie be our last hope,« synger Trebeljahr.
Ligesom Trebeljahrs stemme har en tendens til at blive lidt anonym, er der et par af sangene, der lider under samme skæbne. Den instrumentale “People I Know” virker som et nummer med en identitetskrise. Her bliver det simpelthen for jævnt, og alle de spidsfindigheder, som ellers kendetegner Lali Puna, udebliver. Faktisk bliver nummeret bare til en ligegyldig pause mellem to andre numre. Det går lidt bedre i “Geography-5”, men alligevel mangler nummeret nerve og står derfor tilbage som en ligegyldighed.
Alt i alt har Lali Puna lavet et rigtig godt album, som helt sikkert er værd at have stående i cd-samlingen. Alligevel mangler Lali Puna det sidste for at nå helt op til de bedste inden for genren. Jeg mener dog, at de har potentialet, og forhåbentlig vil de forløse dette med deres næste album.
