Med 10 år og to album bag sig, Quicksilver Tuna (1994) samt Fosque (1996), førsøger den islandske duo Slowblow sig med sin første internationale udgivelse.
Det er nok tvivlsomt, om Slowblow får international kæmpesucces med dette album, men der er ingen tvivl om, at Slowblow ville pryde enhver pladesamling. Den underfundige plade byder nemlig på en samling minimalistiske lofi-perler, der er så stemningsmættede og unikke, at det næsten gør ondt. Der er en usigelig skønhed over de fleste af numrene, og udtrykket er på en gang melankolsk og yderst smukt. Næsten hver eneste sang er så dragende og atmosfærisk, at man nemt opsluges totalt af dette specielle islandske lydlandskab.
I vokalbidragene fra Kristin Anna Valtysdóttir fra de mere kendte landsmænd múm, har Slowblow et sandt trumfkort. Trumfen spilles allerede ud første gang i andet nummer, “I Know You Can Smile”, hvor Valtysdóttirs karakteristiske hviskende sangstemme indledningsvis er alene i front, inden sangen herefter gennemføres som en smuk og stille duet. Desuden medvirker múm-sangerinden i “Within Tolerance”, “Cardboard Box” og “Phantom of My Organ”, og hendes bidrag pryder hvert nummer.
De små, sarte og personlige sange er skabt over en periode på otte år og er bl.a. optaget i landsmændene Sigur Rós’ lydstudie, en ombygget indendørs swimmingpool. Desuden har indspilningerne fundet sted i nøje udvalgte stuer og badeværelser forskellige steder i Reykjavik og alt sammen uden digitalt efterarbejde. Sammen med brugen af utraditionelle effekter som symaskiner og blikspande lever dette op til hensigten om at skabe et personligt og underfundigt udtryk. Desuden bidrager bl.a. violin, harmonika, håndklappen og fløjten til det originale og ganske skæve udtryk.
Endnu en klar styrke ved pladen er den uhøjtidelige stemning, man kan fornemme en del steder. F.eks. er det faktisk ret befriende at høre et host i indledningen til “I Know You Can Smile”, trampen på et gammelt pedalorgel i “Second Hand Smoke” og knirken fra et trægulv i “Within Tolerance” samt “Hamburger Cemetary”.
Alle de ovennævnte skæringer er overvejende sfæriske og stille,, og derfor skiller midtvejsnummeret “Happiness in Your Face” sig gevaldigt ud fra mængden som albummets eneste støjrockede indslag. Det er dejligt skramlende, og både vokalen og guitarerne er lettere forvrængede. Den lille, vrede og støjende sag skydes af sted på de gyldne tre minutter og fremstår som en herlig og fræk afstikker i forhold til albummets afdæmpede karakter. Kontrasten er derfor enorm, når den langsomme “Aim for a Smile” tager over med rolig sang og banjoklimpren.
Konklusionen må være, at hvis man hungrer efter skæv, smuk, og underfundig musik, er dette album fra Slowblow løsningen. Det er i hvert fald meget, meget let at forelske sig i disse 10 sange pga. de herlige eksperimenter med såvel traditionelle instrumenter, bl.a. klaver og guitar, som højst utraditionelle, bl.a. symaskine (!) og blikspande. Denne søgende og legende tilgang til musikken kan man kun glæde sig over – især når resultatet bliver så vidunderligt, som det er tilfældet her.





