Det hænder fra tid til anden, at vi ser os gale på verden. Alt omkring os forvandles til en grå masse, der enten kan karakteriseres som trist eller lortebedynget, alt afhængigt af vores sindstilstand. Sjældent er det dog så slemt, som vi gerne vil gøre det til (men det gør det væsentligt nemmere at have ondt i sjælen). Men ind imellem finder de tilfælde altså sted, hvor alt er sort, alt er korrupt og gået frygteligt galt, og dér står man så med fødderne solidt plantet midt i en verden, der er ved at falde sammen omkring ørerne på én.
Det er sidstnævnte ulmende situation, som er allestedsnærværende på københavnske The Units debutplade. Her er der virkelig tale om et grufuldt forfald af verdenbilledet, hvor den endelige dekadence truer ved alle gadehjørner. Ondt kan nærmest ikke gøres værre.
The Unit er et forholdsvis ubeskrevet blad på den danske undergrundsscene. De dukker op i ny og næ og spiller et par koncerter, og ellers strækker bekendtskabet sig kun til et par 7″ere, som bandet figurerer på. De tre gutter i bandet – Lars Hjortkær, Thomas Løppenthin og Søren M. Persson – er et kompakt ensemble, der lyder af meget i forhold til det trioformat, de udgør. The Unit gør sig i simple, men hårdtpryglende akkordprogressioner, som vi kender fra garagerockens ungdom i The Stooges og MC5. Men det ville være forkert at kalde The Unit for garagerock – specielt med henblik på den art, som har været populær de senere år. Selv om de tre medlemmers hjerter med garanti banker højt for netop The Stooges, har The Unit et vildere og hårdere, nærmest punket, tilsnit i deres musik. Dette kommer bl.a. til udtryk i Løppenthins vokal, der skifter mellem sang og sønderrivende skrig.
Man skal være følelseslammet for ikke at mærke gennemtrækket i hjertekulen på udspillet, der går under navnet White Night. Det er en tætpakket nitrogenbombe af en plade: Ni numre der falder inden for en halv time med fuldt smæk for skillingen. Det er sådan en type plade, der indeholder så meget frustration, så meget vrede, at katarsis nærmest bliver den hårdtslående rockplades røde tråd.
’White night’ er den type nat, hvor man ligger og vender og drejer sig uden at kunne falde i søvn – måske fordi for mange tanker roder rundt i hovedet på én, eller måske fordi The Units White Night ikke vil lade éns krop falde til ro. Udgangspunktet for White Night er “Mid-20s Wasteland”, hvor vi, som titlen tydeligt indikerer, befinder os i et ungdommens forvirrende ingenmandsland. Tungt rumlende forvrænget bas, hårdt bankende trommer og simple, men træfsikre riffs lægger fundamentet, mens Løppenthins sandpapir-vokal beretter i desperat stemmeføring om en mental begyndelse på den gale retning: »Mid-20s wasteland / Death has given up on me / Now it’s life hanging on my back / (that parasite) / I’m not coming home tonight.« Værsågod, starten er gået. Herfra er der kun én vej, og den går stejlt nedad, mens den bevæger sig gennem kældermørke temaer som svigt, mistro og afmagt blandt mange. Lad os håbe, vi kommer sikkert ud på den anden side.
“Hollywood Landmark” er er en tung og groovy sag, der nærmest yder de musikalske forbilleder respekt med linjen: »You’re my heart and soul, you blew my rock’n’roll.« Hvis den kommercielle radio turde spille ordentligt gyngende rock, som samtidig også havde noget på hjerte, så skulle det være denne skæring.
Det stærkeste kort på White Night er “My Cheatin’ Heart”, hvor der er lagt i ovnen til et sandt rockgilde. Perssons bas ruller lystigt af sted, mens Løppenthin har en torn i øjet, som øjeblikkeligt skal fjernes. Tornen er i form af en gammel kærlighed, som vist ikke helt er glemt. »This is the romantic ballad I promised you,« skriger Løppenthin for fulde hals og fortsætter med et sikkert blink i øjet: »Play it very late and loud and I’m sure that your neighbors will love it too.« Disse linjer bliver vel at mærke skreget i sangens mest støjende klimaks. Sadistisk eller ej; det er en torn, jeg gerne hører blive flået ud igen og igen.
Selv om White Night indeholder mange fine øjeblikke, er der også et par huller i strømningerne. “Fireworks” og “Last Girl Alive” tumler halvhjertet rundt i mellemtempo, og ingen af dem besidder tilstrækkeligt brændstof til at fyre ordentligt op under rockmaskinen. I enkelte sange virker det desuden, som om vokalmelodien ligger i et leje, der lige er en tand for højt til Løppenthin, så desperationen forvandles fra tid til anden til ufrivilligt hysterisk vræleri.
Der er ikke lagt skjul på, at vi har at gøre med et pessimistisk og vredt tekstunivers. Nogen vil måske endda hævde, at det netop er sagens kerne i rocken. Når det drejer sig om hårdtslående rock af The Units kaliber, kan jeg kun være enig. Samtidigt er det komplet umuligt at hænge helt og aldeles med mulen, når vi har at gøre med sådanne energiudladninger. De er alle steder på White Night, og når det vrede og det energiske sammensmeltes, så er det bare om at komme op af sædet og lade en heftig kropslig ageren flå alle de negative vibrationer ud af kroppen. The Unit har lavet en debutskive, som de bestemt kan være stolte af.
