Prøv at forestille dig, hvis en light-udgave af Björk besluttede sig for at lave et indiepop-album uden kant. Nej, vel?
Ganske vist når Flunks Anja Øyen Visters vokal ikke Björk til hendes islandske sokkeholdere, og en mere retfærdig sammenligning ville være med Henriette Sennenvaldt, men det ændrer ikke på det faktum, at norske Flunk ikke har så forfærdeligt meget at byde sin lytter på.
Det gøres tydeligt lige fra titelnummerets begyndelse. Visters skærende stemme i ekko tilsat en trommemaskine gør, at man straks frygter at skulle trækkes igennem en række umanérligt transparente triphop-travestier. Og efter et par minutter begynder begge øjenlåg at argumentere heftigt for, at de skal lukkes.
Næste nummer viser dog, at det ikke er kedelig triphop, det hele. Næh, her er også kedelig indiepop. “On My Balcony” er lige umiddelbart en fængende sang, men det kræver desværre ikke mere end et par gennemlytninger, før man er træt af den igen. Den har bestemt radiopotentiale, men dens underholdningsværdi er nogenlunde på længde med en chokofant.
Flunk har tidligere fået en del opmærksomhed pga. deres coverversion af New Order-klassikeren “Blue Monday”, og lidt sørgeligt må det siges, at det endnu en gang er et cover, der stjæler det meste af opmærksomheden. Denne gang har den norske kvartet kastet sig over The Kinks og forvandlet “All of the Day and All of the Night” til et funkbæst, hvor Visters stemme vikler sig sensuelt omkring Ulf Nygaards vokal. Her vækkes de sammenstyrtede øjenlåg brat op til en omgang ren musikalsk liderlighed. Hr. Davies’ sange har næppe været mere sexede, end tilfældet er her.
Desværre er det bare alt for sjældent, at Flunk rykker ved noget. Størstedelen af sangene er totalt gennemsigtige, og selv om man ihærdigt stikker begge hænder ind i numrene for at lede efter en substans, kant, bare et eller andet måleligt, så leder man oftest forgæves.
Sangene er som regel helt og aldeles harmløse, og end ikke et irritationsmoment er at finde i de alt for pæne kompositioner. Her ville det helt klart klæde med lidt af Björks fandenivoldskhed. Den eneste af Flunks egne kreationer, som kan mærkes rigtigt, er “Blind My Mind” – og det er simpelthen for lidt, for man kan egentlig godt fornemme et talent bag det finpolerede resultat.
Musikken er ikke specielt ensidig, og egentlig blander nordmændene flere elementer. Der er både triphop, funk, electronica og en knivspids country, men de gør det hele alt for nydeligt. Der bliver hele vejen igennem spillet på det sikre, og det er kun lige i Kinks-nummeret, at pulsen ryger i vejret.
Man kan håbe, at Flunk til næste gang giver slip på nogle hæmninger, bliver mere uforudsigelige og viser lidt flere tænder. Indtil da må vi nøjes et fremragende covernummer.
