Du kan skrue så højt op, du lyster. Du kan indtage rigelige mængder koffein, så dine blodstrømme ræser af sted med svimlende hastighed. Og du kan stresse over hvad som helst. Med lydene af Chin Up Chin Ups debutalbum får du en underspillethed, der strækker sig ud over pladens egen rytmiske puls. Det er kunsten at lade på én gang tilbageholdt og løssluppen musik dulme og sprede sig ud.
We Should Have Never Lived Like We Were Skyscrapers udtrykker en metaforisk og på sin vis poetisk fortrydelse med referencer til noget højtløftet og svævende. Det er en titel, der indrammer de løftede hagers musik ganske godt. Vi har at gøre med en særegen blanding af sløv, dansabel og underspillet excentrisk popmusik. Den er sødlig, avant-gardistisk og oftest lige på kornet. Du kan danse til musikken, mens du føler, at den lader en beroligende, tankeprovokerende atmosfære sænke sig om dine ører.
Når alt kommer til alt, kan du prise dig lykkelig over overhovedet at få disse toner serveret. Tidligere i år blev Chin Up Chin Ups bassist Chris Saathoff dræbt af en flugtbilist. Herfra kunne de resterende medlemmer vælge at droppe projektet eller fortsætte. Sidstnævnte mulighed blev en realitet. De gravede sig igennem ældre firespors-optagelser og benyttede bassporene derfra som et posthumt aftryk fra en afdød bandkammerat. Dette faktum placerer den skyskrabende plade i et helt andet og mere alvorligt lys, end den løsslupne artpop udtrykker.
Producer John Congleton (The Paper Chase) har herudover pakket Chin Up Chin Ups lydbillede med bløde guitarhooks, sprøde, dynamiske trommer og Jeremy Bolens dovent hviskende og hvæsende vokaler. Teksterne er slørede, svagt hørbare og ofte i monotont rytmiske linjer, som i deres lyd udtrykker en konsistent ro, der kæmper side om side med guitarernes springende arpeggioer.
Læg dig ind i de tvetydige bølger fra Virginia, Don’t Drown, der blander en rolig, fremaddrivende og afvekslende popmusik med guitarfigurer, der i sikre ryk sørger for velplaceret slinger i valsen. Dette er som sindssygepatienten, der kæmper i sin spændetrøje. Du ved, han ikke slipper ud, men kan alligevel ikke helt falde til ro ved hans konstante ryk fra side til side. Således bygger sangen sig selv op og gentager med afbalancerede hulk mod slutningen titlen “œVirginia, don’t drown” om og om igen. Lydniveauet hæves en smule og tilføjer en uro. Det er en ambivalens, som du ønsker at fastholde pladen igennem. Men måske er dét netop, hvad fremhæver dette nummer, fordi det udtrykker den konstante truen om, at patienten slipper ud af sin trøje.
Get Me Off This Fucking Island er en fræk sag, der byder op til dans med sine sejtræk, der dufter herligt af Modest Mouse-angst, her blot med en melodilinje så indbydende, at det er dig umuligt at sidde stille. Collide the Tide fører dig videre i en overvældende dans, mens titelnummeret We Should Have Never Lived Like We Were Skyscrapers bobler med øm coolness a la Pinback, før den bryder ud i lys lue og brede smil på læben med sikre guitarhug.
Chin Up Chin Up har fat i en lyd, der er livlig uden rigtig at være det. Pladen har ingen egentlige klimakser. Den flyder saligt af sted i en sikker strøm, men er alligevel lidt over det hele. Med en sådan strittende homogenitet – en sær selvmodsigende sammensætning, som dog alligevel beskriver pladen godt – tilgiver man Chin Up Chin Up, at de fra tid til anden famler i blinde, mangler fokus og deraf falder i mindre spændende (men aldrig kedelige) grøfter.
We Should Have Never Lived Like We Were Skyscrapers er en plade, som trods titlens fortrydelser sprudler af spillelyst, og som mange steder byder på interessant og pirkende artpop. Du kan roligt holde hovedet højt sammen med Chin Up Chin Up, for de er stærkt på vej – om det så er med fødderne solidt på jorden eller på toppen af høje bygninger.
