Der findes næppe noget så saligt som at få fortalt en god historie. Hvem husker ikke fra deres barndom at sidde i rundkreds omkring den voksne, der på dramatisk vis læste op fra en spændende bog? Med sikker detaljerigdom udspillede handlingen sig lige foran vores øjne, og når fortællingen var i gang, var vi alle med i dens verden, mens alt andet blev sat i stå.
Der bliver måske ikke læst op for os længere, men det har ikke fjernet vores lyst til at høre historiefortællingerne. Det er Conor Oberst fra Bright Eyes helt klar over, og I’m Wide Awake, It’s Morning er hans fortælling til os.
Det alluderes med sikker tydelighed fra første sekund: Åbningen af pladen er dedikeret til en fortalt (fremfor sunget) historie om en kvinde, der sidder i et fly på vej til sin forlovede. Noget går galt, og flyet begynder at styrte mod det underliggende hav. Manden ved siden af kvinden beroliger hende med en sang, som er den første egentlige på pladen. Og den indfrier forventningen om den musikalske stil.
Hvor den samtidigt udgivne Digital Ash in a Digital Urn bevidnede et stilistisk skridt ind på nyt territorium for Conor Oberst, er I’m Wide Awake, It’s Morning om muligt Bright Eyes’ mest tilbageskuende og traditionelt bundne plade til dato.
Som man kender det fra country og folk, begiver musikken sig ofte ud i fortællinger – med eller uden en, ofte simpel, handling. Hos Bright Eyes gør disse handlinger ikke sangene mindre gribende. De har hver især en fundamental og universel påberåbelse, hvad angår tanker, følelser o.l. – ofte med fokus på noget mørkt og negativt, men som regel med et reflekterende håb. Sangeren bliver fortælleren – og bliver en figur, der udlever fragmenter af et liv, som er en version af hans eget.
I musikken fyldes der på med akustisk guitar, banjo, mandolin, pedal steel, violin, og hvad der ellers hører sig til – et instrumentalt korpus der mimer selv samme fra Bright Eyes’ sidste fuldlængde Lifted, og et udtryk som vidner om en tiltagende modenhed. Potentialet, der altid har ligget i Conor Oberst, synes nu endnu større.
Noget af det, der især imponerer ved I’m Wide Awake, It’s Morning, er måden, hvorpå den angriber alt. country-genren. Conor Oberst er anarkistisk løssluppen i forhold til konventionerne, men besidder samtidig et kendskab til og en respekt for genren, der gør det hele troværdigt.
Vokalen er én større side af udtrykket. Den kan bevæge sig fra det let blødende og sukkende til skælvende smertensråb og jamren – som vi altid har kendt den. Den fremstår derved som et idiomatisk element i et ældre udtryk.
Tag f.eks. protestsangen “Old Soul Song (for the New World Order)” som luller søvnigt af sted langs en tom hovedgade. Gaden fyldes langsomt med protesterende mennesker, i takt med at intensiten i sangen stiger til vejrs: »The crowd kept pushing forward, till they swallowed the police / Yeah, they went wild.« Obersts vokal fortæller i lavt leje om begivenhederne for til sidst at råbe med i protesterne. Det hele er holdt subtilt og alligevel frembrusende.
“Train Under Water” er en bittersød countrysang med den afklarede fortælling om et parforholds opbrud. »It happened to me, now it’s happening to you,« lyder den skuldertrækkende bemærkning, »but if you take that train under water then we could talk it through.« Pedal steel-guitar og mundharmonika tilsætter en knivspids af sympati, og der er ingen overraskende vridninger i fortællingen, musikalske overraskelser eller følelsesmæssige eksplosioner – dette er en enkelt tanke, en enkelt historie som langsomt folder sig ud. To figurer træder frem: Den tidligere kæreste som skal spille sin rolle, og den unge sangskriver som må gøre det samme.
Samme sympati for figurerne er på spil i den tilbageskuende “Poison Oak”, som fortæller en bevægende historie om fortabt barndom, forvirret seksualitet, flugt og de medfølgende konsekvenser. »Let the poets cry themselves to sleep / And all their tearful words will turn back to steam,« synger Oberst og nedsætter dermed vigtigheden af egne ord, og, som resultat deraf, gør dem endnu mere bevægende.
I’m Wide Awake, It’s Morning indeholder det varme, det fyldige, det momentant tordnende – og så indeholder den “Lua”, et af pladens stærkeste øjeblikke. Det er en lille skamløs romantisk historie, hvor natten spenderes på stoffer sammen med en kæreste med et hjerte så tungt, at »So many men stronger than me / Have thrown their backs out trying to lift it.« Musikken er helt nedbarberet med Obersts tyste, akustiske pluk og let skælvende vokal – og med den spartanske konstellation i ryggen virker udtrykket så meget stærkere.
Bright Eyes har på I’m Wide Awake, It’s Morning besøg af en række gæster, vel at mærke ud over det sædvanlige Omaha-baserede musikerkollektiv. Heriblandt lægger især Emmylou Harris, der er med i tre numre, en klingende fernis, der både er sødmefuld og sørgmodig. Hendes henrivende countryvokal komplementerer Obersts på fornemmeste vis.
Pladen lukkes med den vidunderlige “Road to Joy”. Dette er klassisk Bright Eyes-sangskrivning, hvor vi begynder i det tyste, ulmende og langsomt opbyggende. Energi og vrede driver sangen frem, og mod enden erklærer Oberst: »I could have been a famous singer if I had someone else’s voice / But failure’s always sounded better,« før han eksploderer i en råbende opfordring til sit band: »Let’s fuck it up, boys / Make some noise!« Og det er præcis, hvad de gør: Bækkenerne smælder, hornene hyler og orgeltangenterne hamres i bund i et endeligt klimaks.
Således slutter dette kapitel i fortællingen om Bright Eyes. Spændingskurven har endnu ikke nået sin top – ligesom den ikke startede i bund. Conor Oberst beviser med I’m Wide Awake, It’s Morning, at han er blandt sin generations allerbedste sangskrivere. Og allerede nu kan man begynde at overveje at skrive ham ind i musikhistorien. Ikke helt dårligt klaret i en alder af 24 år.
