Det er den dér søndag aften. Søndagen efter dagen derpå. Søndag aften når tankerne hviler, når mandagen ignoreres, når regnen falder. Søndagen hvor man kun har sig selv og gerne vil have det sådan. Når alt står stille. Det er lige nøjagtig dér, at den norske singer/songwriter Thomas Dybdahls seneste udgivelse, One Day You’ll Dance for Me, New York City, kommer til sin ret.
Det dæmpede og intense album, som er det sidste i Thomas Dybdahls ambitiøse oktober-trilogi, udkom allerede i Norge sidste efterår og er af de tre udgivelser den mest tilbageholdne og reserverede produktion, både instrumentalt og vokalt.
Efter forgængerne That Great October Sound og Stray Dogs har Dybdahl skåret ned på de musikalske og lyrisk sentimentale udskejelser i sine kompositioner, hvilket gør albummet nemmere at gå til. Og det er klart positivt, for det giver overskud til intens nærlytning.
Og der skal lyttes godt efter i denne linde strøm af skrøbelige og helt simple sange om uforløste drømme, ambitioner og kærlighed, hvis ikke pladen bare skal blive til ordinær baggrundsmusik. De ni fredfyldte ballader kræver nemlig vågne ører, lukkede øjne eller bare en smule eftertænksomhed for at give den rette stemning og påskønnelse.
Thomas Dybdahl har siden sin debutplade gjort det til en vane at tage til New York for at færdiggøre sine kompositioner. Og titelnummeret, der åbner pladen, afspejler tydeligt den tilbagevendende søgen efter inspiration i Amerikas største by.
Det er et smukt, enkelt nummer, der er som skabt til at begynde albummet med. Det indledes med en jazzet, blød saxofon, som straks bliver afløst af en næsten lige så simpel, fingerspillet guitarrundgang, der suppleres med det gennemgående strejf af folk. Omkvædet, der følt tegner hele nummerets lyriske tema, bliver hjulpet af et diskret piano, og pludselig, næsten uden man lægger mærke til det, gør trommerne deres entré i andet vers. På denne måde udvikler “One Day You’ll Dance for Me, New York City” sig gradvist og søgende, og den storladne, men meget dæmpede og melankolske kulmination nås først i sidste omkvæd og i efterspillet, som langsomt forsvinder i en outro. Harmonisk er det.
Denne outro er også introen til pladens anden skæring, “If We Want It, It’s Right”, der er meget iørefaldende og blid, men dog en anelse mere rytmisk markant og fyldig end det foregående nummer. Hammondorgel og mundharmonika bliver hyppigt brugt, og især førstnævnte gør virkelig sit til at skabe den helt rette milde og eftertænksomme stemning i dette nummer. Dybdahl har i øvrigt gjort brug af et talt citat fra norske filosof Arne Næss. Den samplede spoken word-effekt virker utrolig godt og underbygger fint nummerets tema om at give efter for det, man tror på.
Solitude er det korteste nummer på pladen, men også det mest langtrukne. Nummeret er nært, og på en sær måde spontant, idet man hører, at der bliver tabt en mønt eller lignende på gulvet. Desværre bliver det alligevel en tand for roligt og kedsommeligt, og der mangler en smule kant og kontrast. Dog opvejes dette af “It’s Always Been You”. Den upolerede og meget langsomme ballade indledes med et simpelt og smukt klaver, der straks griber fat og holder dig fanget, indtil du indser, at du er nødt til at høre nummeret igen. Den til tider Tom Waits-hæse vokal bliver sunget helt tæt på mikrofonen og sætter virkelig Thomas Dybdahls stemme i fokus, hvilket gør nummeret så intenst, det næsten kan blive. Violinen i mellemspillet, de dubbede stemmer, det milde break, teksten om den ensomme fyr der aldrig turde jagte den store kærlighed – et nummer der er alt i sig selv.
De tre sidste numre på “One Day You’ll Dance for Me, New York City” er nærmest en hel lille trilogi af rammende ballader for sig selv.
I “Babe” møder vi for første gang Silje Salomonsens stemme i anden forklædning end backingvokal. Dybdahls og Salomonsens stemmer falder i ét med hinanden og udgør en dejlig duet, der igen bæres frem af lange akkorder fra hammondorglet.
Salomonsen fortsætter successen i “Henry”, et simpelt nummer om manden, der forlader konen til fordel for sit band, som han ved nok alligevel aldrig bliver til noget. Dybdahls stemme og violinerne omslynger Salomonsens, og den fængende melodi og helt godnatsangs-lignende fortællerform og stemning skiller dette nummer ud fra de andre.
Sidste nummer er “Piece”, der tekstmæssigt samler flere temaer i One Day You’ll Dance for Me, New York City. Melodien i de to vers, der kun er opdelt af et meget beskedent mellemspil, er iørefaldende og meget behagelig, og Dybdahl bruger sin stemme på en lidt mere soulet manér end i de foregående numre.
One Day You’ll Dance for Me, New York City er anbefalelsesværdig. Udspillet rummer spontanitet, inderlighed og storladenhed, og til trods for den svære balancegang mellem melankoli og klynk er plade mere et tænke- end et tudealbum.
Numrene fungerer som en helhed, og samtidig står de rigtig fint frem hver for sig. De sjælesøgende, spinkle numre er flot komponerede, og Thomas Dybdahl formår at underspille udtrykket og stemningen så godt, at det fanger lytterens nysgerrighed. Man får snerten af noget rigtig godt ved første lyt, og man fornemmer, at det er bedst for én selv at tjekke sagerne grundigere ud før eller senere.
One Day You’ll Dance for Me, New York City er et velskabt og harmonisk album, som afslutter den meteorologisk triste, men musikalsk sublime trilogi med værdighed.
