Scott Herren har gennem den seneste håndfuld år opereret under navne som Delarosa and Asora og Prefuse 73, og han har netop søsat nye projekter som Piano Overlord og La Correcciön. Ved siden af de andre identiteter har Herren også udsendt to albummer som Savath & Savalas, og i kølvandet på projektets anden fuldlængde-udgivelse, Apropa’t, har Herren nu skruet otte numre sammen til ep’en Mañana.
Her fortsætter Scott Herren det samarbejde med den catalanske sangerinde Eva Puyeulo Mons, der i høj grad prægede Apropa’t. Dog har Herren skåret ned på lyden af traditionelle folkesange og i stedet givet sig selv lov til at kratte og kradse en anelse mere i Eva Puyeulos transparente vokaler og i sine egne guitarklimprende lydflader. Gid han dog bare havde krattet endnu mere.
Det er hér, Herrens væld af kunstneriske forklædninger kommer ind i lydbilledet. For det er vanskeligt at løsrive sig fra tanken om, hvor interessant det kunne have været at høre Herren bevæge sig ind i grænselandet mellem sine forskellige kunsternavne – for hvordan ville den kompromisløst dekonstruerende beat-maniker Prefuse 73 have håndteret at skulle arbejde sammen med en sangerinde i kød og blod? Men i stedet stiller Herren sig tilfreds med en bunke aldeles velproduceret, men også lige rigeligt velbehagelig ambient-folk.
“Sota L’Aigüa” er, hvad instrumenteringen angår, meget betegnende for hele Mañana. Oven på enkle guitaranslag flyder en dis af uh-uh-vokaler, og Puyeulo Mons’ stemme er blot et instrument.
Samtidig med at nummerets lydunivers går igen på resten af pladen, er “Sota L’Aigüa” en kærkommen afveksling, da nummeret inkluderer et rigtig godt beat, der nærmest får nakken til at nikke med. Her nærmer Herren sig en interessant sammensmeltning af ambient-folk og Prefuse 73s sønderklippede hiphop-collager. Og det klæder i sandhed beat-programmøren Herren, at beatet trods alt er tilbageholdt og ikke stjæler opmærksomheden fra Puyeulo Mons’ svævende stemme og de simple guitartoner, der både beviser Herrens evner som guitarist og som komponist.
Til gengæld klæder det ikke Scott Herren, når et nummer som “Ya Estoy de Vuelta” bare er en lavmælt, langstrakt (s)tilstandsrapport fra en sløv provins, hvor alt foregår med et smil i mundvigen. Smilet har måske nok visse glimt af melankoli over sig, men det stivner aldrig. Det virker Herren imidlertid til at gøre, når han afholder musikken fra at være dynamisk og lader kvindevokalerne brede sig uden begrænsninger, mens de spreder små skyer af tåge.
I sit udtryk er Mañana en ret så ensartet plade, og allerede efter de 28 minutter er man ved at have fået nok af mere eller mindre ubehandlet akustisk guitar og sukkende, susende kvindevokaler.
Derfor er det ikke mærkeligt, at man efter en god håndfuld gennemlytninger kun husker to numre, “No Puedo de Cidir” og den afsluttende “Equipatge de Flors Seques”.
Ud over at blive indledt af et kækt sample fra noget, der lyder som spansk 70’er-funk for børn, rummer “No Puedo de Cidir” nemlig den bevægelse og udvikling, som dele af pladen savner. Med kontrabas, et beat spækket med bækkenslag samt cembalosprøde guitarer formår Herren at føre det vokalløse nummer i retning af Tortoises cirklende og dog hvileløse postrock, men uden at miste den lune spanske atmosfære.
Højdepunktet på ep’en er dog “Equipatge de Flors Seques”. I løbet af knap otte minutter fremmaner Herren og Puyuelo Mons i skøn forening et langstrakt og yndefuldt stykke ambient, hvor fake strings, fingerspil på guitaren og køligt film noir-klaver glider sammen i elegante rundgange. Puyuelo Mons’ vokaler er strøet ud over det hele, men i en særdeles itureven udgave. Ikke desto mindre kommer de mikroskopiske vokalstumper til at lyde bløde og afrundede, mens de som mælkebøttefrø letter og lander i ét væk. Midtvejs tager nummerets fylde til, og Puyuelo Mons får lov at lægge sine disede vokaler på uden at blive skåret itu. Og langsomt, helt langsomt toner nummeret ud for til sidst kun at bestå af rastløse suk fra Herrens allersidste sønderklipning af Puyeulo Mons’ stemme. Ifølge Savath & Savalas’ website er Herren og Puyeulo Mons nemlig blevet alvorligt uvenner.
Selv om “Equipatge de Flors Seques” demonstrerer, at Scott Herrens evner som kreatør er ubetvivlelige, har Mañana som helhed svært ved at engagere lytteren. Udtrykket varierer ikke særlig meget, og de enkelte numre har hverken dynamikken til at sparke liv i lytteren eller den fornødne ynde til at få lytteren til for alvor at tabe underkæben.
Ep’en ender let med at blive et tapet, og uanset hvor godt et tapet end er sat op, er der aldrig nogen, der giver sig til at beundre, hvor underskønt det er. Det er jo bare et tapet.
